Beskrivelse: Engang imellem falder der en appelsin i den ornitologiske turban.Det gjorde der også denne smukke forårsdag i det østlige Kirgisien. Ret beset begyndte dagen som en gedigen møgdag med overskyet himmel og regn. Mit mugne humør blev yderligere forstærket af at jeg aftenen forinden havde boltret, mig sammen med en flok sortstrubede drosler (minimum 300…) i naboens abrikoslund. SELVFØLGELIG havde jeg ikke medbragt kamera den aften – og den ene flok sortstrubede drossel-hanner efter den anden poserede i toppen af træerne – i det smukkeste aftenlys. Nuvel havde jeg tænkt, dem nupper jeg i morgen tidlig. Det gjorde jeg således ikke, da morgenen bød på gråt og overskyet vejr. Tilmed regnvejr som nærmest er uhørt i denne del af Kirgisien. Det var derfor med dunkle miner jeg redigerede dagens program. Dagen skulle være brugt til at tjekke nogle lokaliteter for Hvidkindet Værling nær den østlige provinshovedstad Karakol. På grund af det dunkle vejr valgte jeg at køre ruten i omvendt rækkefølge, og håbe på opklaring dagen efter, hvor de Hvidkindede skulle tjekkes. Denne ”omvendelse” viste sig at være en glimrende disposition. Jeg havde en idé om muligheden for at se trækkende traner; primært Jomfrutraner i den østlige del af Kirgisien. Vidste at tranerne anvender en dal-gennemgang i Tien-Shan bjergene som trækkorridor om foråret, og tiden var umiddelbart passende. Traner ses regelmæssigt i det vestlige Kirgisien, men hvor trækruten præcis foregår, er ukendt. Ikke desto mindre er jeg blevet fortalt om en forekomst af trækkende traner i det østlige Kirgisien, og med det i baghovedet udstak jeg dagens rute. Og havde forventet – i bedste fald – at støde på enkelte trækkende traner. Ingenlunde havde jeg gjort mig forestillinger om det som ventede. Vel ankommet til området vest for Karakol, gennemgik jeg området, og stødte ikke umiddelbart på nogen overraskelser. Tidlige Isabellastenpikkere, Tornirisker af ssp bella (en fin lille sag), og så fremdeles var fint. Op ad formiddagen hørte jeg traner. Langt væk, men karakteristisk nok Jomfrutraner – i forhold til vores Trane langt mindre trompeterende, og i sammenligning mere guttural og lavmælt. Kunne ikke få øje på fuglene, og forventede dem højt-højt oppe et-eller-andet sted i modlyset. Men væk var de. Ærgerlig nok tjekkede jeg de store kultiverede arealer, og indså at det var som at lede efter en nål i en høststak – såfremt der var tale om en lille flok. Anyway – måske længere vestpå? Og af sted kørte vi. Lidt længere fremme kom et lavtflyvende bånd traner flyvende, og ikke nok med det – flere bånd fulgte! Overordentligt tilfreds stoppede vi, og ude i det fri nærmest væltede det forbi med Jomfrutraner… De kom flyvende nede fra Issyk-Kul søens bredder (Issyk-Kul er klodens næststørste bjergsø), og dernede stod en gæv flok Jomfrutraner. I hundredvis. De drak af det brakke vand, og stod ligefrem på sandstranden som en flok badegæster. Nu forlod de stranden i småflokke og trak ind mod markerne – lige hen over hovederne på os… Den ene flok efter den anden. Magisk! Vi placerede vores frokostophold på en solbeskinnet bakke med udsigt til tranerne. Og nød det i fulde drag. Dette var temmelig unikt, og fundet af denne ukendte rasteplads er vigtig. Vist er Jomfrutranen ikke truet; klodens næstalmindeligste, men enhver gerning der forhindrer eventuel svækkelse af bestanden er vigtig; især når det drejer sig om ukendte rastepladser som denne nysfundne. Så jeg glæder mig til at involvere tranefolk i denne opdagelse. Tallet denne dag opgjordes til et pænt stykke over 2000 fugle. Ingen aner om tallet er større på andre tidspunkter. Der er plads nok… og hvorfor kunne der ikke være basis for tusinder flere? Vi får se – der arbejdes videre med sagen… Og resten af denne dag, var en glad begivenhed – med masser af fine obs og oplevelser. Engang imellem havner appelsinen i den ornitologiske turban. Javist…. Og hvor er det fedt at opleve!