Sveriges tredje Hedepiber, der holder til i tangbanker mellem Skærpibere ved Årnäs Naturreservat ca. 15 km. nord for Varberg langs "Guldkysten" - Sveriges hitmagnet af en vestkyst. Hedepiber findes i to grupperinger: Amerikansk (rubescens) og Sibirisk (japonicus). Amerikansk er sjælden gæst i Europa, med en optræden, der minder om andre amerikanske trækgæster, dog med en ret stor andel fund i Island. Der er et enkelt tidligere fund fra Sverige. Sibirisk Hedepiber yngler i Ø Asien, og overvintrer især i Kina, Korea og Japan, men også vestpå til Mellemøsten, hvor arten f.eks. er fåtallig vintergæst i Israel. Der er kun få europæiske fund, her 1 fra Sverige og 1 fra Norge, begge i januar. I vinterdragt kendes alle Hedepibere på engpiberagtig størrelse og jizz (med marginalt længere næb) samt lys tøjle, der medvirker til et stirrende ansigtudtryk. Amerikansk har gulbrun underside med mørke striber over bryst, og smallere på flankerne. Mange er ganske svagt tegnede, men enkelte har bredere mørke striber på især brystet. Oversiden er gråbrun, højst med svage og udvandede striber på brystet, og de to lyse vingebånd er ike renhvide, men let tonede i beige eller gulbrunt. Benene er mørke - fra sorte til hyppigere mellembrune. Fuglen gør et ret ensartet brunligt indtryk, ikke mindst takket være den varmt tonede underside. Lys tøjle, rundt hoved og ret lille, tofarvet næb giver - sammen med mange fugles gulbrune underside -et indtryk, der kan sammenfattes som "dværgudgave af Mongolsk Piber". Sibirisk Hedepiber er mere kontrastrig med lysere underside og kraftigere, sortagtige striber på brystet, incl.mørk trekant på halssiden, samt tydelige sorte flankestriber. De mest markeret tegnede kan næsten være så stribede som ung Rødstrubet Piber, men en vis variation ses: enkelte har ret smalle striber, som Amerikansk. Oversiden er generelt mørkere olivenbruntonet end hos Amerikansk, og generelt med lidt tydeligere mørke striber, der dog fortsat er langt svagere end hos andre lignende arter. På afstand virker ryggen ret ensartet, hvor striber skønnes hos andre små pibere. Ofte er issen tydeligt mørkere end resten af hovedet. De to lyse vingebånd er tydeligere, da de generelt er bredere og normalt hvide. Benene nævnes tit som lyse, men hos en del er set mellembrune men, som hos de lyseste Amerikansk Hedepiber. Det typiske kald ligner Engpibers. Mange japonicus kalder identisk med Engpiber, men ofte lidt skarpere og mere metallisk - hvilket dog kræver, at man er opmærksom på forskellene. Jeg har hos japonicus (Japan, Sydkore, Kina, Israel og Sverige) kun hørt disse engpiberagtige kald. Dette kald indgår også i rubescens´ stemmerepertoire som det hyppigste kald. Mange kalder dog skarpere, ofte dobbelt med et metallisk og lyst zeep-zeep, der kan have klang af Bjergvipstjert (og kan være ganske tætpå Pechorapibers kald). Desuden har jeg i Californien bemærket flere andre kaldtyper, bl.a. et blåmejseagtigt kald, der udstødes med 2-3toner i rap; man man sagtens overhøre det som mejse! Den aktuelle svenske fugl havde gulbruntonet underside med ret tydelige mørkebrune striber på brystet, men smallere på flankerne. Oversiden var ret lys overside, og virkede på afstand temmeligt ensartet gråbrun - varmest på overgumpen. Derved virkede fuglen på afstand ret ensartet ensartet brunlig, klart afvigende fra de grønne til gråtonede Skærpibere. Benene var mørkebrune. Påfaldende var det hyppigst hørte kald under fouragering: blåmejseagtig høj kaldserie, der foranledige flere til at tro, at der befandt sig en Blåmejse i tangen! Da fuglen lettede hørtes et 2-3tonet, "stresset" engpberagtigt kald, men med en tydelig spids og sprød metallisk tone, der havde noget vandstæreagtigt over sig (Jens T. Madsen pers. comm.). Især det blåmejseagtige kald afveg fra hvad jeg har hørt hos japonicus, men vækkede genkendelse om de kald, der har bemærket i Californien om vinteren. Den gulbrune underside og den ret lyse overside passede igen bedst på rubescens; derimod var undersidens mørke striber i den kraftigere afdeling for rubescens, og kunne godt sidde på japonicus. den mørke benfarve taler klart for rubescens; eg har dog enkelte fotos af japonicus med en ret mørk benfarve, der dog ikke er så mørk som denne fugle viste.

Det kan i øvrigt bemærket, at fuglen pumpede regelmæssigt med alaen, ala Skovpiber. Se også flugtfoto fra samme dag og sted.

Nu har jeg intet kendskab til arten, men jeg synes, at haletegningen ser ret markant ud. Om ikke andet kan den udelukke Skærpiber.

Halen er reelt sortere end hos Bjergpiber, og derfor bliver kontrasterne større.

Under søndagens obs i Årnäs bemærkede Rolf og jeg, at den slog markant med halen, når den bevægede sig ligesom hippolais. Der var på lokaliteten 1-2 Sortstrubede Bynkefugle, hvoraf den ene ofte var i nærheden af Hedepiberen. Det gav den nogle af disse nervøse trækninger, når Saxicolaen pludselig landede ½ meter over hovedet på den - FLOT Endvidere synes jeg at kunne iagttage, at Hedepiberen til tider hang lidt med vingerne, den virkede udmattet, men hvem vil ikke være det efter en flyvetur af de dimensioner.

Det er interessant at se den tydelige øjenring, hvilket får en til at tænke på hortulan. Fed oplevelse! MVH - Lars

Rigtigt! Bemærk i øvrigt, at den hvide øjenring danner en "brille" omkring øjet, i let kontrast til bruntonet og kort øjenbryn. Dette er yderligere en karakter, der peger mod rubescens. De fleste japonicus har lysere - hvidt - øjenbryn, der falder sammen med hvid øjenring.

En yderligere kommentar: fuglen slog med halen, som beskrevet af Søren (og RoC?. Det har jeg tidligere set hos Hedepibere i især Østasien, og denne adfærd afviger klart fra vores hjemlige åbenlands-pibere. Dog ses hale-vip hos Skovpiber og især Tajgapiber.

Kan omkring halevip lige tilføje, at svagere udgaver af halevip ofte ses hos Skærpiber og bjergpiber.