Søren Haaning Nielsen d. 9. jan. 2023 kl. 10:26
Sidst opdateret af:
Søren Haaning Nielsen d. 13. jan. 2023 kl. 20:22
AGGER-TERNEN
Er vel måske en af de mest diskuterede fugle i nyere tid herhjemme. Og det er forståeligt nok, for ternen fra Agger er et bevis for, at selv fugle, som er set godt og af mange, bare ikke altid er så ligetil, når det kommer til feltbestemmelse.
De fleste vil nok mene, at kombinationen covid-19 og sommerferie ville være en utrolig dårlig en af slagsen, og det var det da også i udgangspunktet for mig. Efter at have overstået en forrygende udenlandsrejse stod det hurtigt klart efter hjemkomst, at jeg havde haft en uønsket medrejsende i form af covid-19. Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. At være sengeliggende indbød til at have god tid til at få kigget nærmere på den nye Seabirds af Peter Harrison, Martin Perrow og Hans Larsson, noget jeg ikke havde givet mig ordentlig tid til før nu.
På den netop overståede rejse havde jeg set godt med terner i Rødehavet, og derfor var terne afsnittet det første, jeg kastede mig over, i den i øvrigt fremragende bog. Og det var med overraskelse, at jeg kunne konstatere, at splitterne og amerikansk splitterne var blevet splittet til to selvstændige arter, og at amerikansk splitterne og cayenneterne var én art. Alt dette var i hvert fald gået ubemærket forbi min næse. Med stor interesse begyndte jeg at undersøge forskellene mellem amerikansk splitterne og splitterne på nettets omfattende billedgallerier. I rigtig mange tilfælde dukkede der cayenneterner op i mellem de mange splitterne billeder. Mange af disse cayenneterner viste yderst variable næb, hvilket gav mindelser til en velkendt terne fra Hirsholmene og Agger i sommeren 2021. En fugl, som blev vidt diskuteret dengang, og aldrig rigtigt er blevet ”godkendt” som værende hverken det ene eller det andet. Dette fik mig til at gå lidt mere i dybden med disse overraskende besværlige terner.
I denne artikel vil jeg derfor først genbesøge Agger-ternen fra sommeren 2021 og derefter gennemgå ternen bid for bid.
God læselyst.
Historien starter for de fleste danske birdere, da Sten Nielsen finder en spændende terne ved Krik Sandø på Agger Tange den 4. august 2021. Udmeldingen om denne spændende terne lokkede naturligvis mange birdere til, da der til at starte med var meget, der pegede mod, at det kunne være landets blot 2. Aztekerterne! Mange af dem, som oplevede ternen på Agger, beretter om, at ternen relativt hurtigt gav et lidt lunkent indtryk, da flere ting ikke var lige i øjet i forhold til en ”ægte” aztekerterne. Men som de fleste nok erindrer, starter historien om ternen faktisk allerede den 28. juli, da Kjeld T. Pedersen var på Hirsholmene, og her opdagede denne stærkt afvigende terne. Her lykkes det Kjeld at få taget en række fotos, som uden sammenligning er dem, der tydeligst viser vigtige detaljer på den terne, som altså få dage senere skulle blive opdaget på Agger tange.
Disse observationer affødte naturligvis en del diskussion dengang blandt de danske feltornitologer og resulterede bla. I disse to artikler (HER og HER ) hvor ternen på Agger jo bliver gennemgået og desuden kommenteret af Alvaro Jaramillo fra Californen, der afviser pure, at det er en azteker- eller cayenneterne, og slutter med en ikke helt usandsynlig teori om, at det kan dreje sig om en splitterne, der simpelthen mangler den sorte farve på næbbet og på benene. Denne teori bliver dengang taget som plausibel af de fleste, og mange affinder sig med, at denne terne sikkert ender i den store kasse med ubestemte fugle. En kasse, som alle feltornitologer uden tvivl er i besiddelse af. Men efter at have arbejdet koncentreret på at knække koden med Agger-ternen føler jeg mig ikke længere overbevist om, at det blot er en splitterne, der mangler den sorte farve på næb og ben. Det skal dog nævnes, at hybrid teorien trods alt også dengang var den, de fleste birdere gik med.
Agger-Ternen i fuld figur.
"Agger-ternen" Billedet er dog fra Hirsholmene, da de bedste billeder af den stående terne er herfra. Hirsholmene 28.juli. Foto: Kjeld T. Pedersen
Observatører der så ternen i felten noterede sig flere gode ting, mens de kiggede på fuglen, da den opholdt sig sammen med koloniens splitterner.
Næbbet synede langt og tyndt, dog uden den nedadbuede næbspids som var forventet på en aztekerterne. Dermed altså et mere lige næb.
Ternen gav et generelt lysere indtryk i forhold til de omgivende splitterner.
Den sorte nakketop adskilte sig ikke væsentligt fra splitterne.
Næbbet synede overvejende gult (i kraftigt sollys). Og det er nævnt, at det måske var for gult i forhold til, hvad man skulle forvente fra en aztekerterne.
I flugten gav ternen indtryk af en meget lys overside med hvid overgump. Og den virkede en smule kraftigere bygget og bredvinget i forhold til splitterne. Den havde enkelte ufældede (mørke) håndsvingfjer.
Alle disse indtryk blev gjort af erfarne feltornitologer. Disse, sammenholdt med ret gode fotos, giver jo et samlet billede af, at ternen må være en hybrid…..Men hvilken?
Sjældne terner indtager Europa.
Danmarks hidtil eneste fund af aztekerterne. Langli 31.maj 2000. Foto Jens Ryge Petersen
Aztekerterne virker som den mest oplagte kandidat til at være den ene af de to forældrefugle til Agger-ternen. Ikke alene viser ternen flere karakterer, der kunne stamme fra et sådant slægtskab. Desuden er der i løbet af de sidste 20(?) år dokumenteret flere blandingspar mellem aztekerterne og splitterne i europæiske splitternekolonier. Ifølge DENNE artikel har der igennem flere år været ynglende Aztekerterner i Spanien, faktisk er der tale om rene par, der har haft ynglesucces igennem flere år. Det fremgår af artiklen, at der har været hele 5 Aztekerterner i den omtalte spanske koloni i 2019! Det forlyder, at der i kolonien ved L’Albufera de Valencia er klækket hele 7 rene Aztekerterner samt flere hybrider, og forekomsten af aztekerterne har efter sigende været stigende i Spanien gennem de sidste ti år. Man må derfor formode, at disse fugle og deres afkom kan have givet luft under vingerne til flere hybrid-terner gennem tiden. Hvilket jo også er godt dokumenteret HER. Flere af disse fugle er der desuden ”styr på” via ringmærkning. Læs HER og HER.
Det overvejes nu, om aztekerterne skal tages af den spanske SU liste…..Vild udvikling, og den havde de færreste nok forudset!
I Frankrig er der omkring syv fund, og flere af dem har også dannet hybridpar med splitterne i Frankrig.
Der er ingen kendte blandingspar med dokumenteret yngel, fra andre steder end Spanien og Frankrig i Europa.
Aztekerterne med splitterne. Cemlyn bay, Anglesey. England 7. juli 2021. Foto: Paul Ellis.
Aztekerternen er stadig en stor sjældenhed i Europa. Der er flere fund fra Nordeuropa. Flere af dem er også gjort i splitternekolonier. Der er pt. 5 godkendte fund fra Storbritannien. I Irland er der cirka 6 fund. Desuden er der følgende fund: Belgien (2), Holland (2), Tyskland (1) og Danmark (1). Det Britiske SU har for nylig genbehandlet godkendte fund af aztekerterne, da der var tvivl om, hvorvidt fuglene var rene aztekerterner eller hybrider med splitterne. På bagrund af DNA-undersøgelser, der påviste, at flere ”gulnæbbede terner” i Frankrig og Spanien var rene aztekerterner, valgte det britiske SU at godkende fem fund.
Hybrider er også et velkendt fænomen i USA hvor der, særligt i Californien, jævnligt forekommer hybrider mellem aztekerterne og amerikansk splitterne. Læs mere om Nordamerikanske aztekerterne hybrider HER.Herunder ses eksempler på nordamerikanske azteker X amerikansk splitterne hybrider.
Hybrid aztekerterne X amerikansk splitterne. Bemærk hvor kort og afklippet de sorte nakkefjer er. Næbbets form er en god blanding fra de to arter. Næbbasis er ret kraftig hvilket er noget der ses på amerikansk splitterne, gonys er meget svagt og næsten fraværende som det ofte opleves på aztekerterne. Det sorte på næbbet er kraftigst mod basis mens det gulner mod næbspidsen. Californien, marts 2016. Foto: Thomas_H.
Endnu en Hybrid azteker X amerikansk splitterne fra samme strand som forrige billede. I baggrunden ses en ret typisk aztekerterne. Hybrid ternen har næsten samme profil som aztekerternen. Næbbet syner kraftigere ved basis på hybriden, mens gonys tilsyneladende har samme placering på næbbene. Californien, marts 2016. foto: Thomas_H
Denne terne er af fotografen benævnt som aztekerterne, og har knyttet følgende kommentar til billedet: "Elegant Tern - extremely rare variant. After having noticed and photographed this bird in Cayucos, Ca I was unable to find any written publications or online references to Elegant Terns with dark bills. I was, however, able to find a resource that discussed and photographed a very few hybrids with this species and another similar species (Cayenne Tern) with Sandwich Terns. A few of the photos looked very similar to this bird. If that had been the case it would be considered a very special bird for California. Following more research and discussion regarding this bird it was determined that this is an extremely rare variant of Elegant Tern. Thanks to Alvaro Jaramillo for sharing with me his knowledge of Elegant Terns and the problems of determining hybrid status with Sandwich Terns in California". Personligt har jeg svært ved at se hvorfor denne terne ikke skulle være en hybrid? Næbbet alene ligner unægteligt noget hybridisering. Jeg har endnu ikke fået en redegørelse for, hvad der ligger til grund for at denne terne bliver benævnt som en ekstrem variant. Og derfor er denne valgt til at indgå i billeder af amerikanske hybrider. Diskussionen er hermed givet fri. Cayucos, Californien. 26. oktober 2015. Foto: Kaaren Perry.
Bengalterne med splitterne. Happisburg, England. 17.juli 2005. Foto: Dave Curtis
Bengalterne har, ligesom aztekerterne, også hybridiseret med splitterner i Europa. Særligt i de europæiske lande, der ligger omkring Middelhavet, er der fundet ynglende bengalterner, både i rene par men også som blandingspar med splitterne. Dette er i sig selv ikke særligt overraskende, da der er en sund bestand af Bengalterne i Libyen (læs HER). Ynglefuglene i Middelhavet tilhører den (formentlig) endemiske race ’emigratus’, som kun yngler i Middelhavet. Fuglene fra Middelhavet flyver primært til Vestafrika for at overvintre, og de returnerer til ynglepladserne om foråret nogenlunde samtidig med splitternerne. Derfor er der en del fund i de europæiske lande omkring Middelhavet af både strejfende, enlige fugle, og fugle, der blander sig i andre terne kolonier. Især i Spanien, Frankrig og Italien har der været fugle der har vendt tilbage til de samme kolonier igennem flere sæsoner.
Bengalterne 1k fra den franske atlanterhavskyst. Tarnos, Landes, Frankrig. 23.november 2014. Foto: Sylvain Reyt
I Spanien blev der, især i 80-90’erne, fundet bengalterner i splitterne kolonier, der flere gange resulterede i hybrid ungfugle. Se DENNE artikel, hvori ungfuglene også bliver beskrevet. I Ebro deltaet har bengalterne ynglet regelmæssigt både som rene par og som hybrid par med splitterne. Ligesom det også er tilfældet fra l’Albufera de Valencia. Især omkring Gibraltar ses arten jævnligt forår og efterår.. Arten blev for flere år siden, taget af den spanske SU-liste.
Billede fra affotograferet artikel i Birding World vol.19, nr.8 2006. Den adulte fugl formodes at være en bengalterne. Affotografering: Andreas Bruun Kristensen.
Billede fra affotograferet artikel i Birding World vol.19, nr.8 2006. Læg mærke til ungfuglens rygtegninger, hvor der er forholdsvis langt imellem de sorte markeringer. Splitterne unger er som bekendt mørkryggede med tætsiddende sorte tegninger. Affotografering: Andreas Bruun Kristensen.
Billede fra affotograferet artikel i Birding World (vol.19, nr.8 2006.) Læg mærke til ungfuglens rygtegninger, hvor der er forholdsvis langt imellem de sorte markeringer. Her ses i direkte sammenligning med de omgivende splitterne unger. Affotografering: Andreas Bruun Kristensen.
De to ovenstående billeder er ligeledes affotograferet fra Birding World disse fra: vol.15, nr.7 2002. Billederne viser en 2k hybrid (formentlig Bengal X splitterne). Fuglen har sort bagkant på armsvingfjerene og er dermed en 2k. Denne hybrid terne har tydelig hvid hale og overgump ligesom Agger-ternen havde det. Det ser desuden ud til at der er en tydelig sort kant på undersiden af håndsvingfjerene, hvilket Agger-ternen IKKE havde. Affotografering: Andreas Bruun Kristensen.
Også i Italien er der regelmæssige observationer af bengalterne. Arten er knap årlig, men tit med flere fund i de år hvor den bliver registreret. Således er der i årene 2000-2017 registreret 40 fund med flest i juli og august. Et kendt par ynglede i Valli di Comacchio fra 1985 og helt frem til 2002, dog med undtagelse af 1999. Her blev det mistænkt, at det gamle par dette år havde flyttet yngleplads fra Commachio til lagunen ved Venedig hvor der pludseligt var et ynglepar af bengalterne, mens det kendte par fra Commachio søen var borte. I 2009 blev der observeret et mistænkt ynglepar i den sydlige del af Po deltaet. Endnu et mistænkt ynglepar fra nyere tid drejer sig om et par, der blev set parre sig og med territorial adfærd i lagunen ved Venedig i 2014. I 1994 blev der fundet to sikre ynglepar af bengalterne i Italien som eneste år med mere end ét par. Der har været 3-4 kendte blandingspar (Splitt X Bengalterne) i Italien.
Billede af bengalternen 'Elsie' fra en affotograferet artikel igen fra Birding World (Elsie II - the next generation: 1994, vol.7,nr.8). 'Elsie' turnerede langs Englands kyster i 14 år!. Affotograferet af: Andreas Bruun Kristensen
I England i 1980’erne og start 1990’erne turnerede en hun bengalterne rundt i de britiske splitternekolonier, og blev således observeret igennem en længere årrække, da den returnerede år efter år, primært på lokaliteter på den engelske østkyst. Hvorfra det også var kendt, at den ofte dannede par med splitterner. Faktisk blev denne terne set på de britiske øer igennem 14 år!!. De engelske birdere døbte den ’Elsie’. Der er godkendt cirka ni fund af bengalterne fra England. Se Denne video af bengalterne fra Irland og HER kan du læse SU rapporten om samme fugl. Og HER kan du læse om en bengalterne fra det sydlige Portugal.
Bengalterne er desuden også truffet i Frankrig (med en del hybridpar),Portugal, Schweiz, Grækenland og Østrig.
To ret typiske cayenneterner sammen med en amerikansk splitterne. Én og samme art. Opfattelsen af hvordan en cayenneterne skal se ud, matcher nok meget godt det ovenstående billede. Og den gængse opfattelse er: at cayenneterne skal have et strågult næb og ellers ligne en splitterne i størrelse og jizz. Og det er da heller ikke helt forkert, for en stor del af cayennerne ser sådan ud. specielt de cayenneterner der yngler udfor Sydamerikas kyster har det klassiske udseende, og disse regnes også for at være en tand større samt have et lidt længere næb end de cayenner der yngler i den nordlige del af udbredelsen. Fugle fra den nordlige udbredelse, har generelt også mere variable næbfarver end de sydlige. Om det er hybridisering med amerikansk splitterne, eller bare en nordlig variant ved man ikke med sikkerhed. Men sikkert er det at der foregår en del hybridisering mellem de to, specielt på de caribiske øer. Bemærk iøvrigt cayenneternernes gule negle, en karakter som er almindelig på denne race men som alle ikke har, det er ligeledes værd at bemærke at benene på den venstre fugl har assymmetriske farvede pletter på benene. Arashi Beach, Aruba. 16.april 2017. Foto: Steven Mlodinow
De fleste birdere vil nok ikke have cayenneterne med i overvejelserne, når snakken falder på potentielle nye arter/racer for landet. Det skal dog understreges, at cayenneterne faktisk heller ikke er en selvstændig art. Cayenneterne er nemlig en race af amerikansk splitterne. Der er pt. ingen godkendte fund af cayenneterne i Europa, mens der er to fund af amerikansk splitterne i Europa. Som kuriositet kan det nævnes, at amerikansk splitterne/cayenneterne genetisk er tættere beslægtet med aztekerterne, end med den Europæiske splitterne!
I ovenstående tekst beskrives det, at der endnu ikke er godkendte fund af cayenneterne i Europa. Dog ligner DENNE og DENNE fugl en god kandidat til et førstegangsfund for Europa. Fuglen fra Irland ligner en fugl fra den nordlige del af udbredelsen (Caribien). Dette på grund af det meget brogede næb, hvilket oftest ses på cayenneterner fra den nordligste del af udbredelsen. Fuglene fra Sydamerika er typisk mere ”klassiske” i deres udseende. Den irske fugl er stadig under behandling af det irske SU, som i skrivende stund afventer ekspertudtalelser.
2k cayenneterne fra den nordlige udbredelse i Det Caribiske Hav. Herfra er cayenner med disse brogede næb ret almindelige. Denne ligner meget den putative cayenneterne som det sidste link omhandler. Aruba, 13.april 2017. Foto: Steven Mlodinow.
Cayenneterner fra den nordlige del af udbredelsen er måske også mere oplagte som potentielle gæster i Europa, set i forhold til udbredelsen af de sydamerikanske fugle samt trækmønstre. Nogle af de caribiske cayenneterner overvintrer i det sydlige Caribien mens nogle trækker så langt sydpå som Argentina. På forårstrækket sker det, at nogle få forvilder sig et stykke op af USA’s østkyst på den varme Golf-strøm. Arten/racen er taget med her, fordi mange af de caribiske cayenneterner viser ”hybrid karakterer” på særligt næbbet, hvor der er stor variation. Det spænder fra fuldt farvet gult/rødligt - næsten identisk med splitterne. Alt der imellem er nærmest sandsynligt, se bare DENNE artikel. Og derfor bør alle splitterner med bare lidt afvigende næb tjekkes ekstra grundigt. Se DENNE denne terne fra England. De engelske birdere mistænkte denne terne for at kunne være en cayenneterne, men flere karakterer passede ikke på en ”ren” cayenne. Derimod syntes jeg, at fuglen i foregående link har mange ligheder med Agger-ternen, deriblandt de spraglede ben samt næbbets form og farve, og den svagt tegnede underside af håndsvingfjerene.
Cayenne X amerikansk splitterne hybrid eller cayenne variant? Denne terne ligner meget, nogle af de terner der er vist i det forrige link i ovenstående tekst som omhandler hybridisering på de Caribiske øer. Fotografen har selv benævnt denne fugle som hybrid mellem de to nævnte arter/racer. Venezuela 18.august 2008. Foto: Laura Gooch.
Cayenneterne X amerikansk splitterne? Eller ekstrem amerikansk splitterne? Mest sandsynligt en hybrid mellem de to førstnævnte, når man tager lokationen i betragtning. I Europa ville en fugl med dette udseende, måske gå under radaren, og blive noteret som en ekstrem splitterne. Denne ville uanset hvad være et kæmpe hit, da cayenne og amerikansk splitterne deler den samme artsstatus. Alle ekstreme splitterner bør derfor blive tjekket meget grundigt med noter og helst mange billeder. Rodger Beach, Aruba. 12.april 2017. Foto: Steven Mlodinow.
Cayenneternens meget varierede udseende kan sagtens tolkes til at skulle sidde på en hybrid-terne, eller en afvigende splitterne, så pas på med at afskrive en afvigende splitterne for hurtigt.
AGGER-TERNEN - bid for bid.
Næbbet
Da jeg gik i gang med at kigge på ternen fra Agger, var det til at starte med næbbet, som fik mest opmærksomhed. Ligesom det også var næbbet, der var mest i fokus, da ternen kunne opleves i felten mellem splitternerne på Agger. Naturligt nok, når nu der endelig kunne opleves en af de gulnæbbede terner i DK.
Collage med fokus på "Agger-ternens" næb i fokus. Næbbets farve er klart appelsin-farvet, helt uden rødlige toner. Det lysner/gulner mod spidsen, og er mest intenst i farven mod næbbasis. Inderst ved basis er der tydelige sorte tegninger, med største udbredelse på undernæbbet, måske en anelse mørkere afsat på venstre side? Gonys er tydelig men trukket lidt tilbage på undernæbbet, med højeste punkt før midten af næbbet. Næbbets størrelse er omtrent som på splitterne. Billederne i collagen er alle fra Hirsholmene 28.juli 2021 taget af Kjeld T. Pedersen.
Flere observatører, som oplevede ternen i felten, fortæller også, at næbbet heller ikke var lige i skabet for en ren aztekerterne. Næbformen passede ikke med en typisk aztekerterne. Derimod syntes jeg personligt, at næbbets profil godt kunne ligne det, man tit ser på cayenneterner. Et ret lige overnæb og et undernæb med en markant gonysvinkel inden midten af undernæbbet. Men igen, hvor stor variation i næbbets form kunne aztekerterne have? Og gonys placering var vel egentlig også ok for aztekerterne. Ydermere viste Agger-Ternen sorte aftegninger inderst på næbbet, som jo i sig selv åbner op for hybridteorien. Men også indbyder til at kigge nærmere på variationer, hos de eksotiske terne arter med potentiale for at dukke op i Danmark.
Collage med næbprofiler til direkte sammenligning.
Aztekerterne var forståeligt nok den art, Agger-ternen først blev mistænkt for at være. Selvfølgelig mest på grund af næbbets farve, som jo i den grad stjæler fokus, når man ser fuglen. Men som tidligere beskrevet, var flere observatører ret hurtigt opmærksomme på, at næbbet på Agger ternen, ikke helt så ud som det, man ville forvente på en aztekerterne. Det næb, man typisk vil forvente at se på aztekerterner, er et relativt langt tyndt og nedadbuet næb. Aztekerterne har et tydeligt buet overnæb, dette giver arten en speciel profil, som ikke ses på andre af de store terner. Den klassiske aztekerterne har det karakteristiske lange, tynde og nedadbuede næb med det velkendte ”dryp” fra spidsen af næbbet. Gonys på aztekerternens næb er ikke særligt tydelig, og er oftest blot en blød bue på undernæbbet. Gonys er trukket lidt ind mod basis og altså placeret med højeste punkt på undernæbbet, før midten af næbbet.
Aztekerterne med den typiske profil. Langt buet næb, der er rødt mod basis og "gulner" mod spidsen. Stor og fyldig nakketop og et generelt lyst indtryk. Benene på denne fugl har et rødligt skær. Moss Landing, Monterey, Californien 20. juli 2015. Foto: Ron Wolf.
Næbfarven er typisk gulerodsfarvet orange, med en rødlig undertone. Oftest er næbbet mest rødt tættest på basis. Altså et varmt farvet næb mod basis med en orange-gul toning mod spidsen. På nogle få eksemplarer kan der forekomme sorte eller mørke partier forskellige steder på næbbet. Der findes dog alligevel mange eksemplarer i diverse online billedsamlinger, der viser næb, der ligger uden for de profiler, som man normalt ville kalde kendetegnende for arten. Derfor skal man være varsom med at dømme en terne ”ude”, alene på baggrund af næbbets form og farve.
Aztekerterne med sorte tegninger på næbbet. Der findes adskillige billeder af aztekerterner med mere eller mindre sorte tegninger på næbbet, i de mange billeder som kan findes på nettet fra vestkysten i USA. Det er et velkendt fænomen med disse variable næb på aztekerterne derfra, og bliver beskrevet som værende indenfor variationen. Spørgsmålet er om man med sikkerhed helt kan afskrive hybridisering med amerikansk splitterne/splitterne på sådanne fugle? Fund af en sådan fugl i Europa vil med sikkerhed skabe en del diskussion i de feltornitologiske kredse, og godkendelser af et sjældenhedsudvalg vil nok være tvivlsomme. Lima, Peru. 19.februar 2016. Foto: David Barton.
Collage med aztekerterne næb. Det fremgår tydeligt hvor stor variation på næb der findes hos aztekerternen udfra ovenstående collage. Fælles for alle de afbildede terner er et næb som er kraftigst farvet inderst på næbbet og at det "gulner" mod næbspidsen. Gonys er på de fleste af de valgte terner ikke særligt markant, og med højeste punkt før midten af næbbet. Hvor rødtonet inderste del af næbbet er, er variabelt og kan måske tilskrives kønnet?
Bengalterne er også en art, man kommer til at tænke på, når man kigger på billederne af Agger-ternen. Bengalternes næb minder om splitternes næb ret meget i formen, dog har bengalterne bredere næbbasis og det ses tit på bengalterne at gonys er højest længere ude på undernæbbet end på splitterne. Ligeledes har bengalterne tydeligere gonys end aztekerterne. Farven på næbbet spænder fra en gul-orange til appelsinfarve med røde undertoner. Mest almindeligt er et klart orangefarvet næb. Det er ikke lykkes mig at finde billeder af bengalterner, der har sorte tegninger på næbbet.
Collage med næbprofiler af bengalterner. Ligesom andre terner så er der også en lille individuel variation hos bengalternen, i længde, form og farve. Ganske få giver et decideret langnæbbet indtryk og næbbets form er generelt et mere lige overnæb, uden "dryptud" som hos splitterne og aztekerterne. Farven er oftest appelsinfarvet, sjældent med røde undertoner. Næbbet er ensfarvet fra næbspids helt ind til basis, og nogle individer har lidt lysere gule toner helt ude på næbspidsen. Hvilket giver et klart ensfarvet indtryk. Gonys er oftest trukket længere frem på næbbet med højeste punkt cirka midt på næbbet.
Cayenneterne er måske den terne der har de mest variable næb i verden? Særligt den nordligste bestand fra de Caribiske øer viser mange ”blandingskarakterer” med amerikansk Splitterne. Mens fugle fra sydligere bestande typisk har et mere rent udseende, med det velkendte gullige næb uden sorte indslag. Det virker også mest oplagt at hvis der en dag skulle dukke en cayenneterne op i Danmark eller et andet sted i Europa, så skulle det være en fugl fra Caribien. Og dermed vil det sikkert være en fugl, der ville have sorte indslag på et ellers farvet næb.
Variable næb på cayenneterner fra Det Caribiske Hav. I højre side er der en amerikansk splitterne. Værd er det at bemærke cayenneternen med det rødtonede næb, hvor det tydeligt ses at det ligesom på aztekerterne gulner mod næbspidsen. Disse "rødnæbbede" cayenner er ikke ualmindelige når man gennemgår billeder på nettet af cayenneterner. Aruba, 12.april 2017. Foto: Steven Mlodinow.
De Caribiske cayenneterner er blevet studeret nøje, da racen formentlig ekspanderer nordpå og dukker op blandt amerikanske splitterner i deres ynglekolonier. Herfra er det velkendt med hybridpar mellem de to. Dette sker med et stigende antal cayenneterner i splitterne kolonierne i Caribien.
Forrest en "klassisk" cayenneterne med det strågule næb og bagerst en næsten "klassisk" cayenneterne fra den nordlige bestand, med sit spraglede næb. Begge fugle er fra Det Caribiske Hav. Hvor begge "former" optræder. Bemærk iøvrigt de gule negle på forreste fugl.Arashi Beach, Aruba 16.april 2017. Foto Steven Mlodinow.
"Rødnæbbet" cayenneterne. Næbbet på denne fugl giver igen mindelser til aztekerterne, med de røde toner kraftigst mod næbbasis og en tydelig "gulning" mod næbspidsen. Gonys er ret tydelig og er højest cirka midt på næbbet. Arashi Beach, Aruba 16.april 2017. Foto: Steven Mlodinow.
Der er usikkerhed om, hvorvidt de variable næb på cayenneterner i Caribien skyldes hybridisering med amerikansk splitterne, eller det er tale om individuel varation hos ”rene” cayenneterner.. At der særligt i den nordlige bestand findes så mange individer der har så variable næb eller om hvorvidt det bare er en variation indenfor arten/racen. Se DENNE artikel fra Texas hvori der bliver spurgt om hvorvidt de observerede terner kan kaldes cayenneterner eller hybrider mellem cayenne og amerikansk splitterne, eller om det i virkeligheden bare kan være variation indenfor amerikansk splitterne!
Collage der viser cayenneternes variable næb. Det ser ud som om at der ikke er grænser for hvor mange varianter der findes af cayenneterne næb, når det kommer til spørgsmålet om udbredelse af sort og hvor rødlige næbbene kan blive. Fuglene i venstre kolonne har alle mere eller mindre sorte partier på næbbene og det er svært at sige noget med sikkerhed om hvorvidt der er amerikansk splitterne indblandet, eller om det blot er en individuel variation. Husk på at amerikansk splitterne og cayenneterne er én og samme art, hvorfor det nok må formodes at der dermed er en del hybridisering i zonen hvor der er overlap. Højeste punkt på gonys, ligger omtrent midt på næbbet.
Ben, fødder og negle.
Der var observatører på Agger, der i felten lagde mærke til, at der var noget farvet på fuglens ben. Til at starte med gik snakken på, om fuglen kunne være farvemærket. Det var svært at blive helt sikker på, i starten på grund af afstand og lys, hvorvidt der var tale om farveringe, eller om fuglen havde farvede ben. På fotos kunne det dog med sikkerhed konstateres, at ternen havde flere gul/orange plamager fordelt asymmetrisk på begge ben. Der var flere birdere, der under diskussioner om fuglen stillede relevante spørgsmål på baggrund af benenes udseende, om dette ”kendetegn” var en afgørende karakter for hybrid-teorien?
Til dette spørgsmål er svaret nej.
Collage med Agger-ternens ben og negle i fokus. Begge ben har tydelige orange asymmetriske farvninger, på både for og bagside. Farven matcher næbfarven. Neglene er lysere og er lyst gullige. Billederne er fra Hirsholmene 28.juli 2021. Fotos: Kjeld T. Pedersen.
Flere af de store ternearter kan have disse asymmetriske plamager på benene. Ved gennemgang af mange billeder på nettet har jeg fundet billeder af kongeterner, aztekerterner og cayenneterner med disse farvede ben. Der er stor variation i, hvor stor udbredelsen af plamagerne er. Nogle individer viser kun små farvede ”skygger”, hvor der i den anden ende af skalaen kan findes helt røde eller gullige ben. Disse mere eller mindre farvede ben forekommer (ud fra billeder) også på bengalterne og kongeterne, dog har jeg kun fundet farvede ben på 1k fugle af begge arter. Jeg har ikke kunne finde billeder af splitterner med farvede ben, dog med undtagelse af helt friske ungfugle, hvor der jævnligt forekommer individer med blegere farvninger på benene.
Farvede ben forekommer til gengæld meget oftere på aztekerterne både på 1k og adulte fugle. Og ud fra en omfattende billedgennemgang kan det konstateres, at farvede ben på aztekerterne er almindeligt forekommende. De farvede ben på aztekerterner har oftest en klar rødlig tone, mens det kun sjældent forekommer med en orange tone. Alle aztekerterner med farve på benene er enten med fuldt farvede ben eller med asymmetriske farvede pletter. Aztekerterne kan desuden også have farvede negle, dette har jeg dog kun kunne finde på fugle med farvning på benene. Neglene har ligesom benene altid en rødlig tone.
Aztekerterne med farvede ben og negle. Bemærk at farven på ben og negle har en rødlig tone. Californien, maj 2021. Foto: Peter Degenarro.
Aztekerterne med farvede ben, denne med en ret symmetrisk farvning på bagsiden af "knæleddet". Typisk for aztekerterner med farvning på benene, er at der oftest er en rødlig tone i farven. Det er almindeligt forekommende på aztekerterne med mere eller mindre farvede ben. Pismo Beach, Californien 2.august 2018. Foto: Alex A. Abela.
Aztekerterner med farvede ben. Fuglen yderst til venstre viser fuldt farvede rød-orange ben mens fuglen i midten viser asymmetrisk farvning på begge ben, igen med en rød-orange farve. Resten af flokken har sorte ben, som er det mest almindelige for arten. San Diego, Californien. 26. april 2021 Foto: Robyn Waayers
Cayenneterne har også ofte disse farvede ben. Og igen ud fra et ret stort gennemgået billedmateriale, står det klart, at det er meget almindeligt forekommende på både 1k fugle og adulte fugle. Cayenneternens farvede ben spænder fra fuldt farvede ben til disse asymmetrisk plettede ben, alle med en varmt gul farve og aldrig med rød, som det ses på aztekerterne. Som en kuriositet skal det nævnes, at både cayenneterne og aztekerterne ligeledes kan have farvede negle. Denne ”karakter” ses tit på aztekerterner med plettede/farvede ben, hvor dens farvede negle ligeledes har en rødlig tone. På cayenneterne ses det også tit på fugle med de typiske sorte ben men også på fugle med plettede/farvede ben. Cayenneterne viser kun gule negle og aldrig røde.
Cayenneterne og amerikansk splitterne. Cayenneternens ben ligner til forveksling Agger-ternens. Det lyse på splitternens ben mener jeg er tørret mudder. Farvede ben på cayenneterner er almindeligt forekommende. Fransk Guyana. 28.november 2021. Foto: Michel Giraud-Audine.
Cayenneterne med ben og negle der ligner Agger-ternens en hel del. Umiddelbart ser disse ben dog mere gule ud, i forhold til Agger fuglens mere orangefarvede ben. Venezuela 21.marts 2009. Foto: Barloventomagico.
Bengalterne har sorte ben, punktum! Og så alligevel ikke helt, for på helt unge fugle eller fugle i første vinterdragt kan der findes fugle med lysere/gullige plamager på benene. Disse farvede ben ser ud til at være forbeholdt ungfugle, da ALLE adulte Bengalske terner viser sorte ben og negle. Se DENNE unge bengalterne med farvede ben.
Det samme gør sig gældende for både amerikansk splitterne og den europæiske splitterne. Begge arter kan have lyse ben/plettede ben som juvenil. Men disse farvede ben, ser ud til at forsvinde med alderen. Derfor er begge splitterne arters ben allerede helt sorte allerede i 1.vinterdragt. Og herfra heller aldrig med farvede negle
Agger-ternen i flugt.
I flugten gav ternen et lyst indtryk, hvor den umiddelbart fremstod lysere end splitternerne. Ydermere gav den et kraftigere indtryk, samt at den måske havde en bredere arm igen set i forhold til splitternerne. Der var en smule kontrast mellem en lys ryg og en hvid overgump og hale. På undersiden af hånden ses en tydelig men meget smal sort kant.
Begge ovenstående fotos: Agger-ternen set direkte nedefra. Bagkanten af håndsvingfjerene viser en meget svag tegning, som er en karakter man finder på splitterne (europæisk). Alle de øvrige ternearter der er nævnt til sammenligning i denne artikel har en ret kraftigt tegnet bagkant på håndsvingfjerene, og dermed kan det vel siges med sikkerhed at der kun er europæisk splitterne i spil som enten den ene part i et hybrid par, eller at det er en europæisk splitterne med fejlfarvede ben og næb, som Alvaro Jaramillo havde foreslået som muligt, dengang de første artikler blev skrevet om denne terne. Øverste billede: Krik Sandø/Agger. 4.august 2021. Foto: Jens Kristian Kjærgaard. Nederste billede: Krik Sandø/Agger. 4.august 2021. Foto: Ib Jensen.
Agger-ternen viste tydelig hvid overgump og hale i kontrast til en lys grå ryg. Krik Sandø/Agger 4.august 2021. Foto: Alex Sand Frich.
2k aztekerterne i flugt. Læg mærke til aztekerternens ret massive sorte bagkant på undersiden af håndsvingfjerene. Aztekerterne giver et lyst indtryk på oversiden med kontrast til hvid overgump og hale. Moss Landing, Monterey, Californien. Foto: Melissa Kung.
Ovenstående to billeder: Bengalterner i flugt. Øverste billede viser den ret massive sorte bagkant på håndsvingfjerene, mens nederste billede viser den grå overgump og hale som ikke kontrasterer til ryggen. Bengalterne er desuden en kende mørkere på oversiden set i forhold til splitterne. Begge billeder fra Ras Mohammed, Egypten. 16.juli 2022. Foto: Søren Haaning Nielsen.
Cayenneterne i flugt. Her ses også en ret massiv sort bagkant på håndsvingfjerenes underside, samt kontrast mellem hvid overgump og hale til en grå ryg. Baby Beach, Aruba. April 2013. Foto: Steven Mlodinow.
Agger-ternens lidt kraftigere helhedsindtryk, som observatørerne oplevede i felten, kan måske antyde aztekerterne indblanding. Mens det lyse udseende jo også passer med både splitterne og aztekerterne, og burde derfor kunne udelukke indblanding af cayenne og bengalterne. Cayenneterne er gennemsnitligt en kende mørkere end splitterne, og bengalterne er endnu mørkere og med grå overgump.
Splitterne har den svageste tegning på undersiden af håndsvingfjerene, mens de øvrige har markante brede sorte kanter på undersiden af håndsvingfjerene.
ID udfordringen.
Afvigende splitterne er blevet foreslået som en mulighed i de første artikler på Netfugl, der omhandlede Agger-ternen. Og der er slet ingen tvivl om, at splitternes karakterer er stærkt repræsenteret på den aktuelle fugl. Men der er også mange tegn på indblanding af anden art, syntes jeg. Og derfor mener jeg, at det er rimeligt at tro, at det ikke ”bare” er en afvigende splitterne.
Udpegede obspunkter på Agger-ternen: 1) Håndsvingfjerene på den stående fugl viser meget brede hvide kanter, hvilket er en splitterne karakter, da aztekerterne, bengalterne, cayenneterne og amerikansk splitterne alle har meget smalle hvide kanter på håndsvingfjerene. 2) Ret lys på oversiden, som taler for både aztekerterne og splitterne da både bengalterne og cayenneterne begge har mørkere overside. 3) Nakketoppen adskilte sig ikke fra splitterne. 4) Næbbet er klart orangefarvet med "gulning" mod næbspidsen. Inderste del af næbbet er mere intenst farvet orange, hvor der inderst mod basis er sorte aftegninger. Aztekerterner viser den samme fordeling på næbbet, med større farvemætning mod basis og "gulning" mod næbspids. Næbprofil passer godt med splitterne, dog er gonys relativt markant og trukket lidt tilbage mod næbbasis. 5) Benene viser tydelige asymmetriske orange pletter. Denne karakter er i sig selv ikke en hybrid karakter. Dette ses relativt almindeligt forekommende på aztekerterne og cayenneterne. Ligeledes har fuglen tydeligt gule negle, farvede negle ses også på begge forrige nævnte arter. Og det må formodes at disse karakterer stammer fra en forældre fugls gener. Hirsholmene 28.juli 2021. Foto: Kjeld T. Pedersen
Agger-ternens håndsvingfjer på både over- og underside viser karakterer, der er typiske for splitterne. Håndsvingfjerene er med undtagelse af de to yderste nyligt fældede, hvilket måske nok er et lidt atypisk fældningsmønster for splitterne, da arten jo typisk har mørke og slidte håndsvingfjer på den tid af året. Den færdige fældning af håndsvingfjer ses typisk i det sene efterår eller først på vinteren hos splitterne.
Grundfarven på oversiden er lidt til den lyse side, dog ikke lysere end hvad man kan forvente på en splitterne.
De sorte nakkefjer adskiller sig ikke fra splitterne.
Det næsten fuldt orangefarvede næb er dog, for mig at se, en stærk karakter i forhold til hybrid teorien.
De farvede ben og negle er ligeledes for mig at se en god indikation på, at der er en anden art indblandet da det det ikke er lykkedes mig at finde billeder af adulte splitterner med farvede ben. Farvede ben og negle er, som tidligere skrevet, almindeligt forekommende på både aztekerterne og cayenneterne i alle aldre.Det lidt kraftigere jizz, der er beskrevet af observatører, der oplevede ternen på Agger, kan også være understøttende karakter i hybridteorien.
Om Agger-ternens blandingsforhold med sikkerhed kan slås fast, nu eller nogensinde, tør jeg ikke sige. Men personligt synes jeg, at der er mest, der tyder på, at Agger-ternen er en Azteker X Splitterne. Dette er på grund af de mange karakterer, der sidder på begge arter:
Det generelt lyse indtryk, som fuglen giver, er et plus for denne artsblanding.
Kontrast mellem hale/overgump og øvrige overside er et plus for denne artsblanding.
Det lidt kraftigere indtryk, fuglen gav i flugten, når den sås i direkte sammenligning med splitterne, er et plus for denne artsblanding.
Næbbets farve og form samt et relativt tydeligt gonys der matcher splitternes og en placering på undernæbbet, der matcher nogenlunde med både aztekerternes og splitternes.
Agger-ternens farvede ben og negle er også noget, der ikke sjældent forekommer på aztekerterner i alle aldre. Og må derfor også være en pluskarakter for denne artsblanding.
Sidst, men ikke mindst, er det et plus for dette artspar, at der i Europa nu er en lille, men dog fast bestand af ynglende aztekerterner. Det må formodes, at der årligt kommer enten rene aztekerterner eller hybrider på vingerne fra netop artsparret azteker/splitterne i Europa. Derfor er der en øget sandsynlighed for at se enten hybrider eller rene aztekerterner i Danmark. Med tiden kan man måske også opleve tilbagekrydsninger (backcrosses) i Europa. Tilbagekrydsninger er hybrider, der enten parrer sig med en forældrefugl eller en af forældrefuglenes art. Der er, så vidt jeg ved, ikke observeret nogle tilbagekrydsninger endnu, men en sådan vil højst sandsynligt blive endnu sværere at finde, da det må formodes, at hybridtrækkene ville være endnu mere subtile. På Agger-ternen synes splitterne karaktererne som værende ret stærke, og sammen med det stærkt farvede næb samt ben, kan man vel næsten sige at ternen har 50/50 karakterer.
Bengalterne er den næste helt oplagte kandidat som den anden forældrefugl i blandingsparret, som har fået Agger-ternen på vingerne. Arten har en historik med blandingspar i Europa, og at der derfor sagtens kunne være uopdagede par i Europa stadig. Bengalterne har også tidligere optrådt i Vesteuropa, hvor der også har været tale om hybrid afkom.
Udover det ovennævnte synes jeg ikke, at der er så meget andet, der peger på, at bengalterne er indblandet i Agger-ternen. Fuglen fremtræder meget lys på oversiden, desuden har den hvid overgump, der kontrasterede tydeligt til den lyse grå ryg. Bengalterne er mørkere på oversiden end Splitterne og har desuden grå overgump og hale. De farvede ben er ikke noget, jeg har set på adulte bengalterner. Dog har jeg set flere fotos af yngre (juvenile/1.vinter) bengalterner med lignende ben. Men alle med en lys olivengrøn tone i de lyse asymmetriske pletter.
Næbbets farve matcher meget godt den farve, man oftest ser på bengalterne. Formen på næbbet er heller ikke helt skæv i forhold til bengalterne, dog er gonys mere ”tilbagetrukket” på Agger-ternen, hvor man på bengalterne oftest oplever en markant gonys, der er placeret længere ude på næbbet. Placeringen på gonys behøver måske ikke at være en karakter, man skal lægge så meget vægt på, når der er tale om hybrider. Derfor mener jeg godt, at næbbet kan give et plus til muligheden for denne artsblanding.
De sorte nakkefjer er ikke længere/fyldigere end det man normalt oplever på både splitterne og bengalterne. Og kunne godt give et lille plus til denne artsblanding.
Årsagen til, at cayenneterne er med i denne artikel, er, at Agger-ternen viser flere karakterer, der ofte forekommer på cayenneterner. De farvede ben og gule negle er, som tidligere beskrevet, en almindelig karakter hos cayenneterne. Det appelsinfarvede næb med sorte indslag forekommer hos cayenneterner, især fra den nordlige bestand i Caribien og de Hollandske Antiller. Fugle fra netop dette område er også mindre og med kortere og variable næb end de cayenneterner der yngler længere sydpå ved Sydamerika.
Sandsynligheden for, at cayenneterne skulle være indblandet i Agger-ternen, er forsvindende lille, da der som bekendt endnu ikke er godkendte fund fra Europa. Dog skal den tidligere omtalte fugl fra Wexford i Irland holdes in mente, da denne vitterligt er en god kandidat til et førstegangsfund for Europa og VP. Ydermere skal det understreges, hvor vigtigt det er, at dobbelttjekke alle afvigende splitterner, da cayenneterner er meget variable. Desuden forlyder det, at cayenneterne ekspanderer nordpå, og dermed stiger chancerne måske for europæiske fund.
Jeg håber, at denne artikel kan medvirke til, at diskussionerne om Agger-ternen igen vækkes til live, og at den måske kan blive indsendt og behandlet af det danske SU. Derudover håber jeg, at artiklen også gør det klart, hvor svært det kan blive, hvis man skulle være heldig at se en af de ”gulnæbbede” terner i Danmark. For der er meget, der skal være styr på, når ”lynet slår ned”.
God vind i felten.
En særlig stor tak går til: Henrik Haaning Nielsen for sparring og Andreas Bruun Kristensen for sparring og korrekturlæsning, samt Kjeld T. Pedersen for at levere de mange billeder fra Hirsholmene.
Stor tak til alle fotograferne: Jens Ryge Pedersen, Ib Jensen, Jens Kristian Kjærgaard, Alex Sand Frich, Steven Mlodinow, Laura Gooch, Melissa Kung, Barloventomagico, Michel Giraud-Audine, Robyn Waayers, Alex a. Abela, Peter Degenarro, David Barton, Ron Wolf, Sylvain Reyt, Thomas-H, Dave Curtis, Kaaren Perry og Paul Ellis.
Også tak til: Andrea Corso, Rare Birds Spain og Cian Cardiff for nyttige info til artiklen.
Sören,
en mycket god läslyst! Well done!
JanJ
Imponerende grundig artikel
Log ind her for at kommentere artiklen. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.