Morten Bentzon Hansen d. 3. mar. 2021 kl. 15:52
Sidst opdateret af:
Morten Bentzon Hansen d. 11. apr. 2021 kl. 13:11
Alpejernspurv, Skagen den 20. april 2019. Foto: Anders Jensen - Netfugls Galleri
Netfugl fortsætter herunder med at dykke ned i arkiverne for at berette om nogle af landets førstegangsfund samt andre spændende fund fra en svunden tid. Denne gang drejer det sig om landets første fund af Alpejernspurv og der suppleres med artens status i Norge, Sverige og Finland.
Med forårets komme er der mulighed for landets 16. fund af Alpejernspurv. Men hvordan gik det egentligt til den gang i 1958, hvor landets første observation af blev gjort? Det kan du læse meget mere om herunder:
Alpejernspurv (Prunella collaris (Scop.)), i Nordsjælland Af: Kaj Robert Svendsen
En Alpejernspurv (Prunella collaris) opholdt sig ved Sjællands nordligste punkt, Gilbjerghoved vest for Gilleleje, den 27. april 1958. Den lod sig betragte på få meters afstand i henved et par timer; og dens tillidsfuldhed gjorde det muligt for iagttagerne at gøre så detaljerede notater på stedet vedrørende dens udseende og opførsel, at der ikke skulle kunne herske tvivl om dens senere fastslåede identitet. Det er så vidt vides første gang, arten er konstateret i Skandinavien.
En ornithologisk interesseret ven og kollega, journalist EINAR HANSEN, Ellemosevej, Søborg, og jeg opdagede fuglen, mens den meget stilfærdigt og derfor let overset gik og søgte føde på en ca. 30 meter høj, meget stejl skrænt ned mod Kattegat. Her opholdt den sig i al den tid midt på formiddagen, hvori vi iagttog den. Her var den også, viste det sig senere, ved 5-tiden om morgenen blevet set, men ikke søgt identificeret af en fugleinteresseret mand fra nabolaget, som tilfældigvis kom forbi. Og her var den endnu til stede, da vi forlod lokaliteten først på eftermiddagen. Den syntes med forkærlighed at holde til på den øverste trediedel af skrænten, hvor nylige skred over en strækning på et par hundrede meter havde skabt sandede og grusede furer i den sparsomme, græsagtige vegetation.
Alpejernspurven beskrives af WITHERBY (1952) som en stor, kraftig bygget, klart farvet Jernspurv, og som dens mest karakteristiske kendetegn opregner han i den her angivne rækkefølge: hvidlig hagesmæk plettet med sort, fremtrædende, kastaniebrune, lyst afgrænsede fjer på siderne, lyse spidser på de mørkebrune halefjer og et dobbelt, hvidt vingebånd i form af hvidlige pletter.
De samme kendetegn anføres af PETERSON (1954), på hvis illustration af Alpejernspurv den sortplettede, hvidlige hage og strube træder meget klart frem. Blandt de vist ikke få fugleinteresserede herhjemme, der gør brug af denne bog, er vi næppe de eneste, der har sagt til os selv, at hvis man nogensinde skulle støde på en Alpejernspurv i felten, så ville den hurtigt kunne identificeres alene ved hjælp af hagesmækken. (Unge fugle beskrives dog som havende uplettet, grå strube).
Allerede fordi denne formodning ikke holdt stik i det foreliggende tilfælde, kan en detaljeret beskrivelse være på sin plads.
Da vi fra skræntens øverste kant fik de første glimt i kikkerten af den oventil mørkt længdestribede fugl seks-syv meter under os, var vi med det samme klare over, at vi stod over for noget usædvanligt. Fuglens hele holdning, ikke nær så sammenkrøbet som hos en Jernspurv på jorden, og dens ret hurtige gang, hvorunder dog kun benene var i bevægelse, fik en af os til at tro, at der var tale om en eller anden os ubekendt, meget mørk lærkeart. Pandens, issens og nakkens askegrå farve ledte dog snart tanken hen på en Jernspurv, omend rigtignok usædvanlig stor og kraftig; den var lige så stor som en Bomlærke. Hvad der straks sprang os i øjnene, var undernæbbets meget tydeligt gule rod. Heller ikke under en nøjere undersøgelse på lidt nærmere hold og under udmærkede lysforhold var strubepartiet blandt de mest iøjnefaldende ting. Og kun ved dem heftede vi os i første omgang af frygt for, at fuglen skulle flyve op og forsvinde. Her er, hvad vi noterede ned:
På brystets og kroppens sider rustfarvede fjer med lyse sømme, disse sidste særlig brede og fremtrædende på underhalens dækfjer. Yderst på halen et smalt, nærmest hvidgulligt felt af en form, som var det påtrykt halespidsen bagfra ved hjælp af en tommelfingerende. Langs vingens yderkant nær spidsen en række små lyse pletter. Tværs over vingen lignende pletter i to rækker, hvoraf den nederste og tilsyneladende længste dog kun svært skelnelig. Ben nærmest gulligt brune. Og nu hagesmækken, hvis tegning for størstedelens vedkommende faktisk først var skelnelig i kikkerten, da vi kom fuglen på så nært hold som tre-fire meter: Tydeligst var en hvidlig plet nærmest af form som en liggende oval og således placeret på grænsen mellem bryst og strube, at den ikke »fulgte med«, når fuglen drejede hovedet. Denne lyse plet så ud til at være kantet oven til af en række sorte prikker. Om det øvrige strubeparti noterede vi kun, at det så ud til at være fint grånistret.
At Alpejernspurvens hagesmæk ikke nødvendigvis frembyder det iøjnefaldende kendetegn i felten, som illustrationer hos både WITHERBY, PETERSON og NIETHAMMER (1937) giver indtryk af, fremgår af en serie sorthvide fotografier (VAUGHAU and FERGUSON-LEES 1955) af en fugl ved reden. Her ser man faktisk kun den hvide, oven for omtalte plet på overgangen mellem bryst og strube. Man lægger også mærke til, at de hvide vingebånd åbenbart næsten kan forsvinde som følge af slid.
Uden på nogen måde at vise tegn på dårlig kondition lod fuglen ved Gilbjerghoved sig, som man vil forstå, betragte på ganske kort afstand. Vi drev den længe foran os rundt på skrænten, idet den kun modvilligt afbrød sin søgen efter føde, vistnok plantefrø, for at fjerne sig gående; kun et par gange fløj den, med en lav, let bølgende flugt. Så tillidsfuld var den, at vi mente at kunne fange den ved at kaste en frakke over den. Under denne forgæves forfølgelse kom den ned modstranden og ind i en bevoksning af unge nåletræer; men den holdt sig hele tiden på jorden, og snart spadserede den op ad skrænten igen. En af de gange, da den satte sig efter at være fløj et et stykke, slog den med halen. Vi hørte den ikke sige noget.
På Zoologisk Museums ornithologiske afdeling fik jeg næste dag beredvilligt tilladelse til at se en hel del skindlagte eksemplarer af Alpejernspurv. En sammenligning mellem dem og vore notater og skitser lod ingen tvivl tilbage om identifikationens rigtighed.
Alpejernspurven holder i yngletiden ifølge WITHERBY almindeligvis til i bjergene mellem trægrænsen og snegrænsen, men om vinteren bevæger den sig ned i lavere høj der. Nordvestafrika, Sydeuropa, Sydtyskland, Østrig, Czekoslovakiet og Galizien er hjemsted for den typiske race, der mod øst afløses af en anden allerede på Balkanhalvøen og Kreta. Af 29 forekomster af Alpejernspurv i England skriver de fleste sig fra perioden august-januar, men to er fra marts, to fra april, en fra maj og en fra juni. NIETHAMMER omtaler den som en stand- og strejffugl og nævner som eksempel på en længere vandring et fund i oktober i Sydfrankrig af en fugl, der blev ringmærket som unge i juni i Schweiz, 480 kilometer derfra. Han anfører også med GÄTKE som kilde, at den seks gange er påvist på Helgoland.
Fuglen ved Gilbjerghoved, der formentlig er kommet hertil som resultatet af et forlænget forårstræk, var forsvundet fra lokaliteten dagen efter.
Alpejernspurv på skrænten nær Spodsbjerg den 12. april 2009. En lokalitet meget lig landets første fund. Foto: Claus Halkjær - Netfugls Galleri
Som det skrives herover, så var fundet det første for Skandinavien og for den sags skyld også Norden, da Finland heller ikke havde nogen fund før 1958. Men det var et tæt kapløb med svenskerne, da de året efter havde deres første fund, da den fugl blev fundet ved Ottenby på Øland den 2. maj 1959.
Siden dengang er svenskerne, også hvad angår Alpejernspurv, løbet fra Danmark, idet svenskerne til og med 2019 har 21 fund af 22 individer. Og som det fremgår af den statistik, så udover at have flere fund end Danmark, så har de også et fund af mere end én fugl. Dette var ved Stenshuved i 2016 og som det fremgår af de samlede svenske fund herunder, så var Stenshuved i 2016 et godt sted for Alpejernspurv:
1: 1959 2.5, 1 ind. Ottenby, Öland, collected
2: 1963 12.6, 1 ind. Ottenby, Öland
3: 1964 18.10, 1 ind. Skanörs Ljung, Falsterbo, Skåne
4: 1966 25–26.4, 1 ind. Kungsgården, Ottenby, Öland
5: 1968 6–8.5, 1 ind. Falsterbo, Skåne
6: 1973 11–16.5, 1 ad. Utklippan, Blekinge, ringed
7: 1983 30.4, 1 ind. Borgholms slottsruin, Öland
8: 1985 10.4, 1 ind. Hoburgen, Gotland
9: 1985 11.4, 1 ind. Falsterbo, Skåne
10: 1986 17.5, 1 ind. Stenshuvud, Skåne
11: 1992 15.9, 1 ad. Högklint, S Visby, Gotland
12: 2008 29.4, 1 ind. Lastudden, Utlängan, Blekinge
13: 2009 12–13.5, 1 ind. Utlängan, Blekinge
14: 2010 26–27.4, 1 ind. Hoburgsklippan, Gotland
14: 2010 27.4, 1 ind. Utklippan, Blekinge
15: 2012 8.5, 1 2cy+ Ölands norra udde, Öland
16: 2015 27.4, 1 ind. Skoge, Gotland
17: 2016 20.4, 2 ind. Stenshuvud, Skåne
18: 2016 21.4, 1 ind. Stenshuvud, Skåne
18: 2016 23.4, 1 ind. Stenshuvud, Skåne
19: 2016 6.5, 1 ind. Stenshuvud, Skåne
20: 2019 28.4, 1 ind. Östra huvudet, Stenshuvud, Skåne
21: 2019 25.7–1.11, 1 2cy Hoburgsklippan, Gotland
Sveriges 13. fund af Alpejernspurv. Utlängen, Blekinge. Foto: Mikael Nord - Netfugls Galleri
I Finland er arten fortsat en stor sjældenhed, idet der til og 2019 kun er registreret fire fund. De finske fund ses herunder og som det også ses, så passer tidspunktet for de finske fund glimrende med de svenske fund, hvor langt hovedparten af fuglene i Sverige er set i april og maj. De 4 finske fund ses herunder:
1: 1978 25.5, 1 ind. Lemland Lågskär
2: 1984 29.4, 1 ind. Lemland Lågskär
3: 1984 15.–17.5, 1 ind. Korppoo Jurmo
4: 2005: 10.–11.5, 1 ind Luvia Säppi
I Norges er arten endnu sjældnere, da de kun har et fund. Det enlige norske fund er et sommerfund og ses herunder:
1: 1974 2.6, 1 ind. Store Færder, Færder
Der er endnu ikke nogen efterårsfund i Danmark og med 14 ud af 15 danske fund fra april og maj, så passer fundmønsteret i Danmark glimrende mønsteret i Sverige og Norge. Det sidste danske fund er et sommerfund fra Christiansø.
Og netop Christiansø er sammen med Skagensområdet og den sjællandske nordkyst de bedste steder for arten i Danmark, så går du med drømmen om at finde Danmarks 16. fund af Alpejernspurv, så vil en af de tre lokaliteter i april/maj nok være din største chance. De danske fund ses herunder:
2019-04-20: 1 3cy+ Grå Fyr, Skagen, NJ
2016-05-07: 1 Buttervej Industriområde, Skagen, NJ
2009-04-12: 1 Spodsbjerg, Hundested, S
2008-04-30: 1 2cy Grenen, NJ
2006-04-18: 1 2cy Munkeruphave, S
2004-05-11- (05-12): 1 2cy trapped and ringed Blåvands Huk, RB
1991-05-09: 1 Totten, Anholt, ÅH
1990-06-21 - (06-30): 1 trapped and ringed Christiansø, B
1986-04-10 -(04-11): 1 Christiansø, B
1985-05-04: 1 Skagen, NJ
1983-04-23: 1 Spodsbjerg Fyr, Hundested, S
1980-05-05: 1 male dead Ulvegården, Rødhus, NJ
1973-04-15: 1 Christiansø, B
1972-05-02 - (05-18): 1 Christiansø, B
1958-04-27: 1 Gilbjerg Hoved, S
Som det ses af alle de ovenstående nordiske fund, så er kun lidt over hver fjerde fund af en fugl, der er på lokaliteten i mere end én dag, så mangler du arten på din liste, så kunne noget tyde på, at det er med at komme afsted med det samme.
Som det fremgår af DK-listen på Netfugl, så er flere af de danske fund ikke fotodokumenteret i Netfugls galleri, så skulle du ligge inde med fotos af nogle af de ældre fund, så så tøv ikke med at sende dem til Netfugl, så vi kan tilføje billedet til det respektive fund.
Fotos af Alpejernspurv i Netfugls Galleri
Læs eller genlæs historien om Alpejernspurven ved Munkerup HER
Læs eller genlæs historien om Alpejernspurven ved Blåvand HER
I artiklen omtales Alpejernspurv som tillidsfuld. Det bekræftes meget godt af ovenstående billede fra Munkeruphave 18. april 2006. Foto: Anders E. Sørensen - Netfugls Galleri
Log ind her for at kommentere artiklen. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.