Henrik Haaning Nielsen d. 7. jan. 2021 kl. 13:02
Sidst opdateret af:
Morten Bentzon Hansen d. 16. mar. 2021 kl. 13:41
Sortspættereden i Asserbo Plantage 2020. Reden blev udmejslet i en udgået og tør skovfyr-stub, og blev fundet 19 marts. Foto 22. marts 2020, Ole Banke.
På
grundlag af indgående observationer af otte sortspættereder fra ynglesæsonen
2020 beretter Bo Thyge Johansen her om redetræerne, om redeudmejslingen og
sortspætternes beskyttelse af rederne, om sortspættebestanden i 2020 og om
yngleresultaterne, om sortspættens ynglefænologi, om allikepres mod sortspætten
og om spredningsbevægelser og træk hos nordsjællandske sortspætter. I artiklen
drages sammenligning med resultater fra undersøgelser i årene 1977-1986. - Et indblik i sortspættens familieliv, alt
fornemt dokumenteret i form af en perlerække af fotos af sortspætternes
redeudmejslinger, deres kampe med konkurrerende alliker, rugeafløsninger og
ungefodringer.
Indledning
I foråret
2020 intensiverede Sortspættegruppen i Tisvilde Hegn og Asserbo Plantage
indsatsen for at finde samtlige sortspættepar inkl. deres reder, og vi havde
til hensigt at følge dem ret intensivt i yngleforløbet. Det var et ambitiøst
mål sammenlignet med 2019 hvor kun en sortspætterede blev intensivt overvåget i
Asserbo Plantage (Johansen 2020). Overvågningen af sortspættebestanden i
området har nu foregået siden 2010.
Udover
nævnte undersøgelsesområde indgik desuden Store Dyrehave ved Hillerød og
Klosterris Hegn syd for Hornbæk i årets undersøgelser af sortspætter i dele af
Nordsjælland. Indsatsen i 2020 indebar bl.a. langvarige observationer ved
rederne i dagene op til ungernes udflyvning for at opnå præcise datoer for ungernes
udflyvningstidspunkter og dermed for artens yngletidspunkter, og for at fastslå
kuldstørrelser og ungeproduktion. Desuden foretog vi langvarige observationer
ved redeudmejslingen for at kunne beskrive denne mere detaljeret og præcist end
tidligere. I nærværende artikel gives desuden en oversigt over sprednings- og
trækbevægelser hos nordsjællandske sortspætter.
Redetræernes
art og tilstand
I 2020
fandtes i alt otte sortspættereder. De fordelte sig på tre reder i mere eller
mindre friske bøgetræer. Fire reder var alle i udgåede og tørre høje stubbe; to
i fyrrestubbe, én i granstub, og én i bøgestub. Endelig var der en rede i et
udgået tørt ahorntræ. Det var første gang denne redetræart blev konstateret i
Tisvilde Hegn. Blandt de i alt otte sortspættereder, var de syv
nyudmejslede reder i 2020, mens én i et bøgetræ var en genbrugsrede fra
tidligere år. Det er relativt mange nyudmejslede reder, idet gennemsnittet for
nyudmejslede reder i perioden 1977-1986 var 60 % og for genbrugsreder 40 %
(Johansen 1989 b, se også Hansen 1989).
Redeudmejslingen
Af de i alt otte
sortspættereder vi fandt i yngletiden 2020, var der fire vi fulgte en stor del
af tiden, heraf to meget indgående i hele yngleforløbet. I gennemsnit blev de
to reder besøgt næsten hver anden dag i hele yngleforløbet. Der var tale om to
reder i fyrrestubbe, heraf én i Asserbo Plantage, hhv. én i det østlige
Tisvilde Hegn. Den første rede i Asserbo Plantage blev fundet d. 19. marts, den
anden i Tisvilde Hegn d. 30. marts. Tiden der medgik til udmejsling af disse to
reder var 2-3 uger. Yderpunkterne i undersøgelsen i 1977-1986 var 7-14 dage i
afknækkede bøge, og ca. 30 dage i friske ædelgraner (Johansen 1989b, se også
Gorman 2011). Vi bemærkede at når sortspætterne udmejsler på ynglehullet i
første og anden udmejslingsfase hvor indgangshullet og indgangs”tunnelen” til
redehulen dannes, smides træspåner ud ved at den siddende sortspætte udefra
bevæger hoved og forkroppen ind og henter træspånerne i den påbegyndte redehule
og derefter verfer spånerne væk. Når
redehulen opnår en dybde af mindst ca.
Træspåner
på jorden under redetræet i Asserbo Plantage. På de to fotos ses dels nogle af
de større spåner der måler op til 5-
Sortspætternes
beskyttelse af rederne
Vi bemærkede
at sortspætter undgår at anvende flyvekaldet, når de er relativt tæt på
rederne, dvs. ca.
Forklaringen
på denne stille adfærd er at undgå at røbe over for fjender, hvor redestedet
er, og dermed er det en beskyttelse af ynglen. Når ungerne bliver store, er der
langt mere vokal aktivitet ved og i redehullet når ungerne kalder, især når de
hører de voksne sortspætter ankomme med føde.
Man ser også
på andre måder at sortspætter forsøger at undgå at røbe, hvor rederne er, ved
at de først smider ekskrementsækkene når de er på nogen afstand af reden.
Ligeledes ved æggenes språning, og de voksne fugle fjerner æggeskaller, smides
disse på nogen afstand af reden (Gorman 2011).
Sortspætter
er meget forsigtige ved menneskelige forstyrrelser ved rederne, indenfor en
radius på ca. 100 -
Sortspættebestanden
og yngleresultater
I 2020
fandtes 6 – 8 par sortspætter i Tisvilde Hegn og i Asserbo Plantage. Det var det
højeste antal i de sidste 10 år (Johansen 2017). Generelt har bestandene i både
Tisvilde Hegn og Gribskov været ret stabile de sidste ca. 10 år (Johansen 2017,
Ekberg 2016). I Atlas III-undersøgelsen 2014-2017 er sortspætten gået drastisk
tilbage på store dele af Sjælland, sammenlignet med Atlas II-projektet i
1993-1996, hvilket fremgår af atlas-basens ændringskort (Vikstrøm 2020), og
indavl er en mulig forklaring på tilbagegangen. Blandt de seks sikre par var
der fem par med fund af rede, heraf fire par i Tisvilde Hegn og et par i
Asserbo Plantage. Yderligere fandtes et ynglende par i Asserbo Plantage baseret
på observation af ungeførende sortspætter, men uden fund af selve reden. Der
var desuden to par sortspætter i Tisvilde Hegn, hvor det desværre ikke lykkedes
at fastslå med sikkerhed, om de ynglede. Af de seks ynglepar var der kun fire
vellykkede yngleforsøg, mens to par mistede ynglen/opgav at yngle i 2020.
I opgørelsen
af yngleresultater indgår desuden data fra to sortspættereder i hhv. Store Dyrehave, hvor der fandtes to par, men hvor
kun én rede blev fundet, og Klosterris
Hegn, hvor der ligeledes fandtes to par, men hvor ligeledes kun én rede blev
fundet.
I alt er der
således yngledata vedr. kuldstørrelse fra seks nordsjællandske sortspættepar
med ynglesucces i 2020. I gennemsnit var ungeproduktionen 3,3 udfløjne unger
pr. vellykket yngleforsøg. Sammenlignet med undersøgelserne i samme område i
perioden 1977-1986 er ungeproduktion i 2020 lidt lavere; dengang fandtes 3,6
unger pr. vellykket yngleforsøg (Johansen 1989 a). Sammenlignes
ungeproduktionen pr. påbegyndt yngleforsøg er resultatet i 2020 2,5 unger, hvor
den i perioden 1977 – 1986 var 2,9 unger, altså ligeledes lidt lavere i 2020.
Sortspætterede
i det nordlige Tisvilde Hegn, hvor hunnen flyver fra redehullet. Bemærk hvor
tæt bøgeskoven i maj bliver, og dermed vanskeliggør at finde sortspættens
redehuller. Foto 5. maj 2020, Ole Banke.
Tidlig
ynglestart i 2020
Observationer
ved rederne i rugefasen og prærugefasen (æglægningsperioden) vil oftest være
ret upræcise med henblik på dato for rugestart. Baseret på observationer ved
rederne omkring ungernes udflyvning findes der dog et mål for sortspætternes
ynglefænologi, altså oplysninger der angiver yngletidspunkt, dvs. æglægning og
start på rugning. Når man kender ungernes udflyvning kan æglægningstidspunktet således
skønnes ved at trække ca. 44 dage fra udflyvningstidspunktet (æglægning = 4
dage, rugning = 12 dage, ungetid = 28 dage) (Johansen 1989 a, Glutz & Bauer
1980, Gorman 2011).
Datagrundlaget
for at beregne det gennemsnitlige ungeudflyvningstidspunkt i 2020 er i alt fem
reder med udfløjne unger. Disse reder blev fulgt intensivt i tiden op til
ungernes udflyvning. Den tidligste udflyvning var fra reden i Store Dyrehave
hvor ungerne fløj ud ekstremt tidligt 15. – 18. maj, en periode på fire dage. I
reden var der fire unger inkl. en benjaminunge (se Johansen 2014, Johansen
2020). Det svarer til at rugning er påbegyndt d. 2. april 2020. Det er
formentlig fænologisk rekord i Nordsjælland. De tidligere rekorder var 18. og
19. maj 2019 for to sortspættereder i Tisvilde Hegn (Johansen 2020). I reden i
Asserbo Plantage fløj alle ungerne ud samme dag, d. 22. maj. I Klosterris Hegn
og i det sydlige Tisvilde Hegn fløj ungerne formentlig ud samme dag i begge
skove, d. 23. maj. Fra den sidste rede vi fulgte intensivt i Tisvilde Hegn,
fløj ungerne ud i en periode på tre dage, fra 30. maj – 1. juni.
Det
gennemsnitlige ungeudflyvningstidspunkt baseret på de fem intensivt overvågede
sortspættereder kan således beregnes til 23. maj, hvilket er fænologisk
interessant, da det gennemsnitlige tidspunkt i de omfattende
sortspætteundersøgelser i perioden 1977 – 1986 var otte dage senere, nemlig 31.
maj. På 35 - 40 år ser det altså ud til,
at sortspætten nu yngler i gennemsnit en uge tidligere, omend datagrundlaget er
spinkelt. Det er interessant i forhold til indflydelsen af klimaændringer
(global warming) på ynglestart. Vinteren 2019/2020 var desuden særdeles mild og
den varmeste nogensinde målt i Danmark med en gennemsnitstemperatur på 5,0
grader dec. 2019 – feb. 2020 (DMI 2020). Yderligere et ekstremt tidligt
yngleforsøg blev konstateret, da et sortspættepar i det nordlige Tisvilde Hegn
i en genbrugsrede påbegyndte fast rugning d. 25. marts. Dette blev observeret
af ornitologen Helle Dyrting fra sortspættegruppen.
Allikepres
og trusler mod sortspætten
Det har
længe været kendt, at alliker kan udgøre en trussel mod ynglende sortspætter
ved at overtage de nyudmejslede sortspættereder (Christensen 2020, Johnsson
1994, Hansen 1982). Problemet for sortspætterne er, at allikerne gentagne gange
forsøger at overtage redehullerne ved at ”mobbe” sortspætterne, længe inden
redehullerne er færdigudmejslede, idet alliker kan anvende redehuller, der kun
er ca. 20-25 cm. dybe, mens sortspætternes færdige reder i gennemsnit er 41 cm.
dybe. I et af yngleforsøgene i Tisvilde
Hegn 2020 i en granstub udspandt der sig en langvarig kamp mellem et
sortspættepar og et allikepar. Sortspætterne opgav kampen og forsøgte så at
udmejsle et nyt redehul i et udgået ahorntræ tæt ved Asserbo Slotsruin i et
område, der var særdeles velbesøgt, idet der dagligt færdedes op mod hundrede
mennesker tæt ved reden. Efter få dage opgav sortspætteparret da også denne
rede grundet de mange forstyrrelser. Sortspætteparret opgav herefter helt at
yngle i 2020.
Et andet
eksempel på trusler mod sortspætten er fra det nordlige Tisvilde Hegn, hvor det
omtalte meget tidlige yngleforsøg gik galt. Et par skovskader var i en periode
meget nærgående ved sortspættereden. Formentlig har skovskadeparret plyndret
reden for æg. Sortspætterne blev senere konstateret rugende igen, men det
omlagte andet ægkuld blev ifølge Helle Dyrting ligeledes røvet af skovskaderne.
Derefter opgav også dette sortspættepar helt at yngle i 2020. Det er
usædvanligt at skovskader præderer sortspættens yngel, idet det langt oftere er
skovmår, der præderer sortspættereder (Gorman 2011, Glutz & Bauer 1980).
Allikerne
har helt overtaget sortspættehullet og ses her med redemateriale. Sortspætterne
har nu helt opgivet kampen med allikerne. Foto 17. april 2020, Ole Banke.
Spredning
af nordsjællandske sortspætter
I perioden
1960-2020 er der i 48 af i alt 60 træksæsoner ved trækstedet Gilbjerghoved årlige
forårstrækforekomster af sortspætte, primært i perioden medio marts – ult. maj,
men også enkelte efterårsforekomster, altså i langt hovedparten af 60
års-perioden. Det viser, at der foregår ret omfattende træk- og
spredningsbevægelser hos sortspætter langs Nordkysten af Nordsjælland (DOFbasen
2020).
Sortspætter
er normalt standfugle, men i nogle år optræder arten invasionsagtigt. Der
findes kun meget få egentlige langdistance-genfund af ringmærkede sortspætter
(Bønløkke 2006).
Grundlaget
for kendskabet til sprednings- og trækbevægelser hos nordsjællandske
sortspætter er – udover data fra Gilbjerghoved fra DOFbasen - ringmærkning og
farvemærkning af sortspætterne. I sortspætteprojektet i Tisvilde Hegn m.fl.
skove i 1977 – 1986 blev der ringmærket 391 sortspætter, heraf 321 redeunger,
og i alt 70 voksne blev desuden farvemærket (Johansen 2014). I Gribskov blev
der ligeledes ringmærket mange sortspætter; i perioden 1972-1995 mere end 600
sortspætter, og i alt godt 100 voksne fugle blev farveringmærket (Peter J.
Petersen, pers. medd.). Desuden blev der ringmærket sortspætter i andre mindre
skove, som f.eks. Store Dyrehave ved Hillerød og Tokkekøb Hegn ved Allerød, men
i et betydeligt mindre omfang.
I ca. 15
tilfælde blev der konstateret spredningsbevægelser, defineret som mindst 10 km
mellem mærkningssted og genfundslokalitet; især var der udveksling mellem
sortspættebestande i de to største skove Gribskov og Tisvilde Hegn. Desuden
blev der konstateret udveksling mellem Tisvilde Hegn og et yngleområde ved
Rågeleje (Johansen 2014). Et interessant tilfælde var en sortspætte, ringmærket
som redeunge i Tisvilde Hegn i 1980, og senere samme år genfundet og
farvemærket som voksen sortspætte i Rågeleje Plantage. Denne sortspætte blev næste
forår fanget og aflæst ved Gilbjerghoved, og senere samme år genfundet ved
Lille Gribsø i Gribskov, hvor den forblev som ynglefugl de næste 5 år. Der
findes i alt fire genfund af sortspætter ringmærket i Nordsjælland (heraf tre
fra Tisvilde hegn og et fra Gribskov) og genfundet i Vestsjælland og på
Midtsjælland, hvilket antyder trækbevægelser mod sydvest, og at spredningen og
koloniseringen af nye yngleområder på Sjælland i 1980’erne nok primært skete
fra de to store sortspættepopulationer i Gribskov og Tisvilde Hegn (Bønløkke
2006, Johansen 2014). På Sjælland er der desuden genfundet tre sortspætter
ringmærket på Falsterbo i Sydsverige i træktiden september - oktober, så
koloniseringen i 1980’erne kan også være sket fra Sydsverige (Bønløkke 2006).
Den østdanske sortspættebestand i Nordsjælland og på Bornholm (nu uddød) har
sin oprindelse i et meget stort overskud af unge sortspætter fra Skåne og
Sydsverige, der i stort tal udvandrede fra Falsterbo og andre steder i Sydskåne
først i 1960’erne og indtil midten af 1970’erne; derefter var der kun tale om
sporadiske udtræk fra Falsterbo (Hansen 1976, Heldbjerg 2013, Johansen 2014).
Langdistance-trækkere
blandt danske sortspætter
I
genfundsmaterialet for nordsjællandske sortspætter findes der et meget
bemærkelsesværdigt genfund af en adult sortspætte, ringmærket i Tokkekøb Hegn
ved Allerød og fire år senere genfundet i 1989 ved Østfold i Norge, 409 km
nordnordvest for mærkningsstedet, hvilket betegnes som et egentligt
langdistance-genfund. Tilsvarende langdistance-flytninger er også påvist for
bl.a. svenske, finske og tyske fugle (Bønløkke 2006, Cramp 1980). Finn Hansen
fremsatte i 1976 teorien om bornholmske sortspætteunger som langdistance-trækkere.
Begrundelsen var en markant spredning af ungfugle fra de centrale skove midt på
Bornholm ud i skove i nærheden af de bornholmske kyster. Ifølge Finn Hansen
støttede det den antagelse, at ungfuglene ville have fortsat deres spredning
langt udover kystlinjen, hvis ikke Østersøen havde virket som en bastant
barriere. Der er aldrig genfundet ringmærkede bornholmske sortspætter udenfor
Bornholm (Bønløkke 2006, Hansen 1976). Hans Christensen har påvist flere
langdistance-genfund, bl.a. af to sortspætter, der sydfra, fra Thüringen hhv.
Holstein, kom til den sønderjyske ynglebestand. De havde bevæget sig 493 km
hhv. 123 km mod nord. Ligeledes er der to sortspætter fra Sydslesvig,
ringmærket som redeunger i 1984, genfundet i det midtjyske yngleområde. De
havde bevæget sig 160 km mod nord og antyder klart, at indvandringen til
Midtjylland skete sydfra (Christensen 1995, Christensen 2002, Gorman 2011).
Sortspætte
han-unge få sekunder før den flyver ud fra reden i Asserbo Plantage 2020. Foto
22. maj 2020, Ole Banke.
Sortspættegruppen
i Tisvilde Hegn og Asserbo Plantage består pt. af:
Bo
Thyge Johansen, Niels Jørgen Clausen, Helle Dyrting og naturfotografen Ole
Banke. I denne artikel har desuden flere fuglefotografer medvirket: Søren
Nysteen (Store Dyrehave), Lars Falck (Klosterris Hegn), Erik Biering (Tisvilde
Hegn), Jacob Michelsen, Klaus Malling Olsen og Per Vindis.
Referencer.
Andersen, E.S. & Nielsen, A.G. 2014: Sikker registrering af
ynglende sortspætter i Rold Skov – Pandion 27.03.2014.
Bønløkke, J, J. J. Madsen, K. Thorup, K.T. Petersen, M. Bjerrum
& C. Rahbek 2006: Dansk Trækfugleatlas. – Forlaget Rhodos. Zoologisk
Museum; Københavns Universitet.
Christensen, H. 1995: Neue Fernfunde des Schwarzspechts (Dryocopus
martius) im deutsch – dänischen Grenzraum, Corax 16, 198-199.
Christensen, H. 2002: Spredning af unge Sortspætter Dryocopus
martius i forbindelse med indvandringen til Sønderjylland. – Dansk Orn.
Foren. Tidsskr. 96: 161-167.
Christensen, H. 2020: Ynglende sortspætter i Sønderjylland 2020,
Net-nyheder DOF Sønderjylland, 5 juli. 2020.
Cramp, S. og Simmons, K.E.L. (1980). Handbook
of the birds of Europe, the Middle East, and North Afrika: the birds of the
Western Palearctic. Volume
II. Oxford University Press, Oxford.
DOFbasen 2020: Dansk Ornitologisk Forenings fugle-database.
DMI 2020: Vinteren 2019/2020 er den varmeste nogensinde, (dr.dk/nyheder/indland/dmi-vinteren-er
-den-varmeste-nogensinde)-2020.
Ekberg, P. & A. Olesen 2016: Lokaliteten Gribskov,
Sortspættebestanden 2004-2016. caretakernetværkets hjemmeside på dof.dk.
Glutz von Blotzheim, U. N. & K. M. Bauer 1980: Handbuch der
Vögel Mitteleuropas, bd. 9. – Akad. Verlagsgesellschaft,
Wiesbaden.
Gorman, G. 2011: The Black Woodpecker –
A monograph on Dryocopus martius. Lynx Edicions, Barcelona, Spain.
Hansen, F. K. 1976: Sortspætten som Bornholmsk ynglefugl –
Specialerapport, Københavns Universitet.
Hansen, F. K. 1982: Alliker i sortspætte-territorier – Upubl.
faglig rapport, Svinninge.
Hansen, F. 1989: Sortspættens
Dryocopus martius udmejsling og genbrug af redehuller på Bornholm.
– Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 83: 125-129.
Heldbjerg, H. & T. Nyegaard 2013: Op og ned for Sortspætten
– Fugle og Natur 2013: 1, s. 20-23.
Johansen, B.T. 1989 a: Sortspættens Dryocopus martius bestandsstørrelse,
territoriestørrelse og yngleresultater i Tisvilde hegn, Nordsjælland,
1977-1986. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 83: 113-118.
Johansen, B. T. 1989 b: Sortspættens Dryocopus martius redetræer og redehuller i
Tisvilde Hegn, Nordsjælland, 1977-1986. – Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 83:
119-124.
Johansen, B.T. 2014: kapitel 11 ”Fugle”, bd.1, s. 235-273, Rune,
F. (Red.), Tisvilde Hegn. Forlaget Esrum Sø, Nødebo.
Johansen, B.T. 2017: Tisvilde Hegn og Melby Overdrev i
Nordsjælland: Naturperler med fåtallige og truede ynglefugle – DOF’s webmagasin
Pandion 07.08. 2017.
Johansen, B.T. 2020: Sortspættereden i Asserbo Plantage 2019. DOF’s
webmagasin Pandion, 10. marts 2020.
Johnsson, K. 1994: Colonial breeding and nestpredation in the Jackdaw Corvus monedula, using old Black woodpecker holes. Ibis 136: 313-317.
Vikstrøm, T. & C. Moshøj 2020: Fugleatlas, de danske
ynglefugles udbredelse 2014-2017. Dansk Ornitologisk Forening, Lindhard &
Ringhof, København.
Interessant valg af redetræer når det tages i betragtning, at sortspætten i Sønderjylland for 95 % vedkommende yngler i frisk bøg og dermed er stærkt knyttet til forstligt drevet skov.
Jeg vil næsten tro, at valget af så mange døde stammer gør, at gennemsnitshøjden for redehullets placering er lavere end de ca. 9,35 m, som Hans Christensen har beregnet ud fra ca. 470 redetræer i Sønderjylland.
Den tekniske anvisning, som bruges til at overvåge arten i NOVANA regi, skriver, at potentielle redetræer gerne skal have en diameter på 50 cm. Ud fra billederne ser det ud til, at flere af træerne vil have en diameter noget under det, så hvad er diameteren på det mindste træ i Nordsjælland?
Hej Morten.
Kommentarer til dine spørgsmål følger senere. Dette er en PRØVE. Det skyldes jeg flere gange tidligere har forsøgt at besvare dine spørgsmål, men systemet har ikke været i orden, så jeg ikke har kunnet oploade svaret. Foreløbigt hej fra Bo.
Hej Morten. Tak for gode spørgsmål til sortspætte-artiklen. Her følger et langt og uddybende svar. Det er helt korrekt at gennemsnitshøjden af de 8 nordsjællandske sortspættereder i 2020 var lavere end i Sønderjylland med 470 reder, hvor den var 9,35 meter. Redehøjder var 12 + 12 + 12+ 10 + 9 +9 +8 +8 meter, altså i gennemsnit 8,0 meter. Her regnes med afrundede tal. De døde træstubbe er dem der trækker ned på gennemsnitshøjden. Men hvis vi ser på mine primære data fra årene 1977- 1986, så var gennemsnitshøjden for redehuller i bøgetræer 10 meter, altså tættere på gennemsnitshøjden konstateret i Sønderjylland. Hos almindelig ædelgran var den 11 meter, men hos skovfyr var den kun 8,0 meter, altså nøjagtigt som i 2020. I 2020 er der signifikant flere nyudmejslede reder fremfor genbrugsreder. Genbrugsreder er helt overvejende i bøgetræer, og den redetræ-art var ret dominerende dengang i 1977 -1986 sammenlignet med i dag. Det afspejler således en ændring i skovbilledet, hvor primært Tisvilde Hegn i dag har langt mere naturskovspræg end i 1970erne og 1980erne. Det giver sortspætterne mulighed for at benytte døde træstubbe og flere træarter end tidligere. Tidligere var skovens forstlige udgangspunkt mere tydeligt end i dag. Oprydning på stormfaldslysninger foregik dengang på en hård og ret "naturødelæggende" måde, hvor ingen stubbe blev efterladt og alt kvaset kørt sammen i store bunker inden genplantning med monokulturer primært med rødgran og lærk. Siden år 2000 er skoven drevet meget mere naturnært, dette er oplyst af Naturstyrelsen Nordsjælland og er helt og fuldt støttet af mine egne iagttagelser og erfaringer. Med bevarelse af af udgåede træer os stubbe i stort omfang, og desuden bliver der ikke mere fældet træer med sortspættehuller, som der hvert år tidligere blev, trods vores store protester. Heldigvis er redetræer med sortspættehuller siden da blevet fredet. I årene 1975-1986 udførte jeg sammenlignende studier hvor vilkårene for sortspætten som ynglehabitater i skove med et naturnært udgangspunkt blev sammenlignet med skove med et mere forstligt udgangspunkt blev sammenlignet, det var primært Tisvilde Hegn der blev sammenlignet med. Det viste sig at både i Store Dyrehave ved Hillerød (dengang med et vist naturskovspræg), og i Strødamreservatet (urørt skov) i sydenden af Gribskov ved Hillerød, blev det konstateret at sortspætterne hvert år udmejslede nye reder overvejende i syge og udgåede døde træer og træstubbe. Det viste altså, at sortspætter formentlig foretrækker at udmejsle reder i syge eller døde træer, men i forstligt drevne skove findes denne mulighed kun i et mindre omfang. Derfor ser man i sådanne kulturskove en overvægt af redehuller i bøgetræer da denne træart i mange danske skove er en af de forstligt foretrukne træarter bortset fra i Vest og Nordvest-Jylland. Samtidig er bøg et meget velegnet redetræ for sortspætter grundet træets størrelse og dimensioner, og ranke stamme (søjlehaller) uden meget grenværk, og rederne er næsten altid placeret under træets nederste grene, for at have gode tilflyvningsforhold til reden. Mange steder i Mellemeuropa yngler sortspætterne næsten udelukkende i bøgetræer, og i tilfælde af mangel på bøg primært i skovfyr og ædelgran. Dette i lighed med vilkårene og erfaringer fra Asserbo Plantage og i Tisvilde Hegn. I 2020 og til dels i perioden 2011-2020, er der nu en større tilbøjelighed til at sortspætterne i primært Tisvilde Hegn benytter andre redetræ-arter end bøg, og altså flere døde redetræer og træstubbe fordi denne mulighed nu eksisterer i et større omfang end tidligere. For sortspætter er det et valg mellem 2 strategier, med både fordele og ulemper ved begge valg eller strategier. 1. Valg af redeudmejsling i et frisk eller næsten frisk træ, typisk i et bøgetræ er ensbetydende med hårdt træ, som kræver et noget større, mere energikrævende og tidskrævende udmejslingsarbejde, sammenlignet med udmejsling i et udgået dødt træ eller træstub. I sidste tilfælde bruges reden altid kun i et år, så det kræver udmejsling af ny rede hvert år. Omvendt i bøgetræer der genbruges sortspætterederne gennemgående i op til fem år, og i et enkelt tilfælde helt op til otte år, hvor samme sortspættepar benyttede en rede i Gribskov; dette er oplyst af den daværende sortspætte-forsker Peter Jørgen Petersen, og data er fra perioden ca. 1967 - 1995. Fordelen ved genbrug af reder fra tidligere år er blandt andet, at ynglestart kan ske tidligere, hvilket stort set altid vil være en fordel. En ulempe ved genbrugsreder kan være at redetræet når at blive kendt af predatorer som Mår, der har en glimrende hukommelse. Dermed øges predationsrisikoen år for år. Svenske undersøgelser har godtgjort at dette faktisk er tilfældet - i et studie fra Lunds Universitet i Sydsverige. Predationen blev rent faktisk forøget på genbrugsreder, i de områder hvor der var en population af Mår.
Hej Morten igen.
Du havde et spørgsmål mere, det var vedr. de tekniske anvisninger benyttet i NOWANA-regi som bruges til overvågningsprogrammet for sortspætter. Træers mindste dimensioner for at være egnede til sortspættereder angives til 50 centimeter (målt i brysthøjde). Du spørger om dette kan være rigtigt. For at svare på dette må jeg igen dykke ned i mine primære data fra perioden 1977-1986. Først vedr. bøgetræer: af de samtlige 146 undersøgte redetræer dengang var i alt 65 bøgetræer. De havde i gennemsnit en diameter i brysthøjde på 57 centimeter. Så hos bøg passer NOWANAs anvisninger meget godt, idet der kan var 10 af de i alt 65 bøgetræer med en diameter på lidt under 50 centimeter. Så kommer tallene for skovfyr: 41 redetræer var i skovfyr, og den gennemsnitlige diameter målt i brysthøjde var 41 centimeter. Men en ret stor del havde en diameter helt ned til ca. 30 centimeter. Så set i forhold til sortspættereder i skovfyr, så er NOWANAs tekniske anvisninger nærmest helt misvisende. I stedet for en anvisning på 50 centimeter, burde den være på 30 centimeter. Helt tilsvarende gælder for de undersøgte redetræer i træarten almindelig ædelgran. Og noget lignende kan man fremføre om sortspættereder i flere andre træarter som rødgran og rødel etc. Desuden gælder det de fleste af de redetræer (minus i friske bøgetræer) der er vist fotos af i min artikel, det er dem du spørger til, da det ser ud til, at de har en diameter på mindre end 50 centimeter i brysthøjde – og ja det er ganske korrekt. NOWANAs anvisninger gælder således kun på arten bøg og bøgetræer. Hilsen fra SortspætteBo.
Log ind her for at kommentere artiklen. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.