Kongeørnen og så denne: Det er ikke kun i Dyrehaven fuglene kommer flyvende lige hen til dig.... :-) Flot!

Godt fanget! Denne fugl hører til den lyse ende af spektret, men er helt indenfor den normale variation. Sådanne unge lyse Vandrefalke bliver af og til - især på forårstrækket, hvor de er endnu lysere pga. slid og blegning - bestemt til calidus, eller 'af calidus type', hvor det sansynligvis blot drejer sig om helt almindelige peregrinus.

Legesom Peter vil jeg - ikke mindst på baggrund af undersidens ret brede striber samt den rusttonede undertone på undersiden, kalde denne fugl for en lys type peregrinus.Jeg har set fotos af friske ungfugle fra Bornholm og Møen, der var endnu lysere, og nogle endda forvirrende lyse med smallere striber på undersiden end denne. Dette negligerer dog ikke det faktum, at mange, især sent trækkende fugle om foråret, er betragteligt lysere end denne. Der er flere fotos på Netfugl, der viser fugle fra trækstederne i april/maj (især fra skagen), der har næsten hvidt hoved med smal sort trekant omkring øjnene (ala Aftenfalk) samt langt smallere striber på undersiden end denne. Afblegning kan godt forårsage at fuglen tager sig hvidere ud længere fremme på året, men det påvirker næppe bredden af de mørke striber på underkroppen. Snarere burde afslidning af lyse partier på fjer med mørkt nær skaftet og ved basis betyde en større andel mørkt, der eksponeres i felten. Her er lidt detaljer fra en konservator på sin plads:) En stor del af de trækkende adulte fugle ved Skagen ses i maj, hvor de sydlige ynglepladser har været besat gennem længere tid. Mange af disse har meget lys yunderside, kun med sart rosa anstrøg samt smalle mørke prikker på bugen, der ikke stemmer med hjemlige, kraftigere tegnede fugle. Mange af disse har meget lys overside, men her medgiver jeg, at det iblandt meget skarpe slolys på lokaliteten kan snyde og give en lysere overside end normalt, som jeg har set det mange gange i Mellemøsten. Meget lyse unge vandrefalke er ikke udelukkende et forårsfænomen. Også om efteråret ses del meget lyse fugle med svagt stribet underside og de oven nævnte hvidlige hovedtegninger. Som nævnt ovenfor ses meget lyse fugle undertiden i de hjemlige bestande, men de langtrækkende calidus fra det artiske udbredelsesområdes vestligste del bør på trækket kunne forekomme helt regelmæssigt herhjemme. Ved falsterbo forekommer disse meget lyse fugle især gennem september, mens en del på Öland i sept.-okt. har voldt store bestemmelsesproblemer. Fugle fra Arktis mærket med sendere har taget vejen sydpå omkring mellemste dele af Østersøen, og disse fugle fortsætter sidenhen sydpå til vinterkvarterer i subtroperne og troperne. På Sicilien har flere års intensive rovfuglestudier afsløres, at de meget lyse fugle også trækker igennem der om foråret, med mediandato omkring 1.5 ifølge Andrea Corso, der har fuldt trækket gennem mange år. Peter refererer tit til Lehn-Schiølers storværk og har nævnt, at LS ikke har bemærket "calidus" i Danmark. Kan Peter, der jo er i besiddelse af dette storværk, informere om, hvorvidt Schiøler beskriver disse lyshovede fugle? Dog er det mest interessante i denne sammenhæng at sådanne lyse forekommer, og er Vandrefalke, ikke ale mulige andre storfalkearter.

Tak for denne gode og gennemtænkte kommentar. Da individer af calidus jo uden tvivl trækker gennem DK, er der al mulig grund til at begræde at man ikke kan bestemme racen i felten. For det kan man nemlig heller ikke i hånden, og det er derfor at Lehn-Schiøler ikke havde denne race med i sit rovfuglebind. Han beskriver de lyseste fugle, såvel unge som gamle, hvoraf nogle med sikkerhed er enten klækket i DK, eller er danske ynglefugle - og kommer ind på muligheden for at der mellem disse lyse individer skulle kunne være træk/vintergæster af calidus, men har ikke kunnet finde nogle kendetegn, eller mål, som er tilstrækkeligt diagnostiske til med sikkerhed at kunne påvise racens forekomst her i landet. Vi strander altså på den glidende overgang mellem peregrinus og calidus, samt på den store individuelle variation blandt Vandrefalke, selv indenfor samme race. E.L. Schiøler nævner endvidere at han ville have være bedre stedt hvis han havde haft mulighed for at undersøge sikre skind af calidus, altså fugle skudt på yngleplads. Indtil videre må vi så leve med at nogle få feltornitologer ganske pavlovsk udbryder: "En helt sikker calidus!" om hveranden godt solbeskinnet Vandrefalk på vej NØ-over i maj på Skagen:-)

Fantastisk fugl... Og fint billede (bedre end skumle sortænder ;) Interessant og inspirerende gennemgang.