Startside Leica Noctivid - ny kikkert fra Leica I samarbejde med DOF
Home
DK obs.
VP obs.
Nyheder 
DK listen
Forum
Galleriet
 Artslister 


Modtag Roadrunner - læs mere her



Galleriet

Billede:


klik for at se i stor størrelse

Billede information:
Titel / info: Twitchere ved Middelhavsstenpikker
Lokalitet: Thorsminde, Danmark
Dato: 1. november 2011
Billede info: Dagens flotte fotos studeres på displayet på Gerner Majlandts canon.
Fotograf: Ole Krogh, Danmark
http://www.pbase.com/okbird
Uploadet den: 2. november 2011
Hits: Billedet har været vist 4812 gange.



Kommentarer:

Freddy S. Hansen skriver onsdag 2. november 2011 kl. 12.53
Ham der ude til højre var han ikke med som roadie for Alrune Rod i sen tresserne : - ))))


Michael Westerbjerg Andersen skriver onsdag 2. november 2011 kl. 14.21
Jo... og han er sikkert på vej til Byb Dolan koncert i Herning... Jeg ser, at pølsemanden fra Vejers, præsten fra Skibby, Karl Max m.fl. også er på billedet - eller det lyset som snyder? Jo-jo Middelalderstenpikkeren præger det jydske landskab...


Ole Aaquist Johansen skriver onsdag 2. november 2011 kl. 14.49
Det forekommer mig, at der er en del sammenfald mellem rockbranchen og pip-ditto.
Er der også en oplagt årsagssammenhæng ;-)


Michael Westerbjerg Andersen skriver onsdag 2. november 2011 kl. 18.45
Hej Ole,

Hovedet på sømmet - det er fuldstændigt korrekt ihvertfald det mht sammenfald... Det er jo en pudsig sag at selv yngre ornitologer der har tilbragt tid på en fuglestation nyder rockmusik som selv deres forældre næsten har glemt. Forbavsende mange yngre fuglekiggere bekender sig til f.eks Neil Young og Bob Dylan, etc. Når Freddy hiver Alrune Rod op af mølposen bliver det GODT NOK for kendere. Jeg er sikker på at Klaus Malling kunne underholde med interessante historier/forklatinger desangående.

Det er heldigvis en dejlig livsbekræftende ting, at musik betyder meget - også for ornitologer.


Sven Bødker skriver onsdag 2. november 2011 kl. 19.29
ja-ja fra en gammel prostataramt ornitolog, men natskyggevej, rejsen hjem, og hej du, er altså danske rockklassikere.
hej du sven


Ole Aaquist Johansen skriver fredag 4. november 2011 kl. 19.50
Et ord falder mig ind som betegnelse for denne særlige race af ornitter:

PIP-POP-NITTER!

Ja Ja - jeg ved det godt!
En rigtig rock-nørd er ikke til pop!
Så - undskyld! Det er bare for sjov ;-)

Ole


Nikolaj Noel Christensen skriver fredag 4. november 2011 kl. 20.43
Det er helt korrekt at de gamle navne fylder formeget for os yngre birder af navne der bør fremhæves må være Joni Mitchell, Morrisey og Nick Drake for blot at nævne nogle som jeg ved flere end mig selv lytter til.

Mvh Noel


Klaus Malling Olsen skriver fredag 4. november 2011 kl. 21.06
Hi hi
Roadie for Alrune Rod var en stor, albinoagtig mand, der blev kaldt for "hvide", og som nærmest lignede en levendegjort udgave af Skanderborg Festivallens vartegn, Festi-Walther. Han arbejdede som roadie for stort set alt i dansk rock, og kan f.eks. beses i dokumentaren om Gasolin.
Som Westerbjerg sikkert havde gættet: et hold feltbisser har - i øvrigt med stort udbytte - set Bob Dylan optræde. vi var et hold i Malmö, der måske mødte op ved en vis skepsis, men forlod Malmö Arena med et kick og vidt åbne horisonter i hovedet.
Alrune Rod - dét var klasse, og jeg har masser af minder med denne og andre grupper. Dem videregiver jeg gerne, men har lige på Facebook delagtiggjort mine medinteresserede i minderne fra Alrune Rods legendariske koncert på Frederiksberg Gymnasium i september 1970.:) Men hvorfor ikke nogle gode historier her? Fugle og rock har jo en stor betydning for mange as os.


Carsten Murmann skriver fredag 4. november 2011 kl. 21.41
Well, der er nok osse en del ORNITTER, der ud over
ROCK Pipit, nyder Løvsanger-sang og Bramgåse-bjæf

+ Bach, Gade'r, Gershwin, Gluck, Grieg m.fl.

Også nostalgisk ....... C.


Nikolaj Noel Christensen skriver fredag 4. november 2011 kl. 22.27
Jeg selvfølgelig meget og ikke formeget, det vil være langt ude.

Noel


Allan Haagensen skriver fredag 4. november 2011 kl. 22.39
Så er jeg også en af de få, som er kommet længere i musikkens verden end de øvrige og nyder censureret Jazz-Fusion (noget af det kaldes desværre progassiv rock).
Men som Miles Davis sagde, findes der kun to former for musik: God og dårlig musik. Desværre betyder det, at jeg aldrig bruger radio mere, da der stort set ikke spilles andet end dårlig musik. Der spilles dog Jazz (meget lidt af både god og dårlig Jazz), og en hel del klassisk, samt en meget lille smule af god "pop" og "rock", som stort set det eneste i kategorie god musik i radioen.


Klaus Malling Olsen skriver fredag 4. november 2011 kl. 22.46
Der er ikke noget der hedder "kommet længere i musikkens verden" end andet. Desværre har det elitære skær, der hele tiden har hviet over jazzen virket som en hæmsko for mange til at udforske denne musik. Og det er ikke de udøvende musikeres skyld, men de, der betragter sig selv som højerestående væsener fordi man sætter et truthorn højere end et hegn. Og så er der jo lige teksterne, der stort set ikke er tilstede i jazzen.
Jeg nyder selv Miles Davis samt megen klassisk musik - udover mine rockmusikalske favoritter. Kan man få ståpels af et stykke musik er det kunst.
Nå, kommentarerne startede vel egentligt med et foto af nogle af feltens raske drenge foran en sjælden stenpikker i det vestjyske. Måske skulle vi lade den ende der og fortsætte musiksnakken på en tråd eller i andet forum. Anbefaler Facebook.


Carsten Murmann skriver fredag 4. november 2011 kl. 23.03
PS om PERs P2 PAROLE

Nok lykkedes det en Stig Møller at få slukket
en del P2, men Phyll., Picus, Parus og Passer
vil dog fortsat underholde...
C.




Allan Haagensen skriver fredag 4. november 2011 kl. 23.32
Hej Klaus

Jeg kommer aldrig til at bruge fjæsbog.

Hæmskoen ligger udelukkende i de censurerede medier til at holde Fusionen væk fra Danmarks Radio. Da min ven Jesper Smørum lavede "Musik uden stop" for Leif Wievelsted blandede han Erik Påske med Steve Khan etc. Han fik et enkelt brev fra en pige, der var blevet overrasket over at der fandtes andet end Weather Report!

Jo, Klaus, der er noget, der hedder, er kommet længere i musikken. Hvis du vidste hvor bred Fusion egentlig er, og helst UDEN sang, så musikerne kommer i første række, ville du vide, at den bedste musik, er den musik der holder for evigt. Og det er der jo meget musik der gør, også i rock. Jimmy Hendrix kan man faktisk godt kalde en af de første Fusionister sammen med Santana, Chick Corea, Weather Report mv. af navne som du sikkert kender. Du vil selvfølgelig kalde dette for rock. Fusionen er altså ekstremt bred (Sting: "If on a winters night" er fusion). Jeg selv glædes mest over guitarristernes guitarrist Allan Holdsworth. Af andre navne er der Steve Morse, Bret Garsed, Uncle Moe's Space Ranch, Frank Gambale med meget mere.

Og det er korrekt, at der er en hel række Jazz-folk, som har glemt, at Jazz er udviklende, og ikke koncentreret til kun at være Jazz. Det Jazz de spiller lyder ikke særligt udviklende, selvom de selv siger det. Det kan godt være at de har fundet nye veje i tonernes verden, men det er til at falde i søvn over. Niels Henning Ørsted Pedersen var udviklende med masser af forskellig musik og kunstnere. Ærgerligt han døde i for tidlig en alder.

Kort sagt bryder jeg mig ikke om den ekstreme censur, som der er overfor Jazz-Fusion i vores "udviklede" verden. En masse mennesker finder aldrig ud af, at der findes andet end alle de sædvanlige kendte navne og popdøgnfluer.


Klaus Malling Olsen skriver fredag 4. november 2011 kl. 23.43
Hej allan
Hej Allan

Santana, Weather Report, Chick Corea m.fl. ligger jo i grænselandet, og det kan sagtens kaldes fusionsmusik - der er elementer af verdensmusik i meget af den musik - Santanas mix af afrikansk og sydamerikansk musik med fræsende velspillet guitar, eller Weather Reports smukke og enkle musik, som jeg synes gør sig bedst på pladerne t.o.m. 1977 - noget kalder jeg jazz, andet netop fusion med anvendelse af rock- og jazzelementer blandet med etniske klange. Verdensmusik? Ja, det begreb var jo ikke rigtigt opfundet i 70´erne.
Hovedsagen er at god musik er original, spillet fra og med hjertet og med et element af noget grænsebrydende. Det kan man godt fornæmme, hvad enten det gælder et veldrejet rocknummer, en udspekuleret tekst tilsat musik, en blæsersolo på den anden side af enhver fornuft eller en sublim klaverkoncert.
En gang i Sundsvall: jeg glemmer det aldrig. Jeg skulle holde foredrag, og ind kommer en ung, slank og meget smuk sorthåret kvinde klædt i komplet heavy-mundering. Hun havde læst om min musikinteresse i det skånske blad Anser, og styrede lige hen mod mig, spørgende: "Har du lagt mærke til den link der er mellem Mozarts klaverkoncerter og Iron Maidens musik?" Dét sparkede komplet benene væk under mig:)

Og så venter vi bare på det indlæg hvor der står: Hvad har dette med fugle at gøre?"

Svaret blæser i vinden.




Allan Haagensen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 00.34
Hej Klaus.

Tak for din forfriskende kommentar :-) Verdensmusik og Progressiv rock er begreber, der er kommet efter Jazz-fusion, som før det blev kaldet Jazz-rock. Alt sammen er det samme, nemlig Fusion. En blanding af forskellige musikalske genrer, som i virkeligheden er ikke-eksisterende, men kun noget der er lavet for, at mennesker kan føle, at de tilhører den ene eller den anden "orden".

Svaret på hvad det har med fugle at gøre, er meget enkelt.
En masse musik er blevet til ved at en komponist har hørt en fuglestemme eller fuglesang, og taget et eller flere elementer fra den og lavet menneske-musik ud af det. Fugles stemmeytringer er mangfoldige. Nogle stemmer er lette. Andre er nærmest umulige at analyserer. Fugles stemmer er avanceret musik, og er nærmest umulige at sætte på noder, ikke mindst p.g.a. hastighed og toner uden for det menneskelige øres formåen.

Når jeg hører en Flodsanger synge, har den en langsom "grund"-rytme. En Savisanger har en hurtig grundrytme. Men når jeg lytter mere intenst på en Flodsanger, er der lydytringer bag grunden, som jeg synes går betydeligt stærkere end Savisangers grundrytme. Det er ikke sikkert at alle kan høre det, da det kan være uden for et menneskets normale høreopfattelse.

mvh.
Allan

p.s. Så skulle du høre når Bach bliver spillet på Electric Bass, som en af mine gamle musikervenner kunne. Det ændrer virkeligt opfattelse af, hvor kompliceret musikken er fra de store komponister i fortiden.


Nikolaj Noel Christensen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 00.39
Hej Allan og Klaus

Jeg er fuldstændigt enig med Klaus i at det er elitæret og at der ligeledes ikke er noget er noget som hedder "at komme videre i musikkens verden".

Desuden er der forskel på at være fusionist og at være fusionsjazz kunstner, men Allan for mig får du det til at lyde som det samme.

Jeg vil dog gerne samtidigt anerkende at der er et grænseland og er ikke netop her de største kunstner bliver skabt, se blot på Joni Mitchell med Jaco Pastorius på bass på Amelia eller Hissing Of Summer Lawns.

Jeg forstår personligt ikke fusionsjazz og ønsker det ej hellere ikke trods flere forsøg i flere omegang, selvom op til flere af mine venner spiller jazz på højt plan. Derimod fortrækker jeg musikere som lader sig inspirere af jazz og ikke spiller "fætter højben" i elitære stil, ligemeget hvor begavede de end er med deres talent, rytmiske forståelse og tekst begavelse.

Mine store musik oplevelser kan vi altid vende tilbage til :).

Noel



Ole Aaquist Johansen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 01.00
Jeg er SÅ enig i Klaus's betragtninger om tilgangen til musikkens verden. Vil supplere med en oplevelse fra jazzens vådmarker, selv om jeg selv er mest til rock og klassisk (og "alt derimellem")
Hørte for mange år siden i Norge ved Bodøfjorden en CD med den utrolige sanger og skuespiller Herborg Kråkevik. På et af de sidste numre forekommer en lang, utrolig lyrisk muted trompet-solo. Jeg så for mig en enlig lom på en grå og spejlblank fjeldsø i et gråt og grønt nordnorsk klippelandskab.
Det var - som vi havde gættet - vores egen Palle Mikkelborg. Jeg fik en gang lelighed til at fortælle ham om denne association - som han fandt meget gribende.
CD'en hedder: Kråkeviks Sångbok http://www.discogs.com/Herborg-Kr%C3%A5kevik-Kr%C3%A5keviks-Songbok/release/955822


Allan Haagensen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 01.20
Hej Nikolaj.

Jeg ser ingen forskel i Fusion og Jazz-Fusion. Det er samme begreb. Der er ikke nogen grænser. Fusion er en blanding af forskellige stilarter. Stilarter som kun er opfundet, for at folk synes, de kan tilhøre den ene eller den anden "orden".

Allan Holdsworth kalder sin musik for Jazz. Og det er på trods af nogle sublime Synth-Axe (en meget speciel Electrisk Synthesizer Guitar) albums. Jeg har i 80'erne kaldt Sand albummet for år 2000 musik. Desværre har musikken slet ikke udviklet sig en meter i nærheden af dette.

Populær BOM BOM BOM musik vil jeg ikke engang kalde for musik men for støj.
Og ved himmelen hvor har jeg hørt meget, der er direkte taget fra Fusion, og blevet fuldstændigt misbrugt af disse anti-musikere, der selv tror de laver musik. Der er ingen ting i deres "musik" andet end stofmisbrug og at blæse
hjernen ud.

Fusionsmusik spænder over alt fra stille smukke numre til det mest hårdføre som Heavy Metal folk anerkender, og endda henter ny inspiration fra til deres egne numre.

En ven jeg har, som ikke hører "min" musik, kalder Fusion
for "musik for musikere".

Jeg synes, det er synd for andre, at de ikke får chancen for at høre dette i Danmarks Radio, så de selv kan danne sig indtryk og meninger om musikken. Alle kan selvfølgelig lede på internettet og You Tube, men hvis de ikke kender nogle navne, hvor skal de så lede, hvis de overhovedet orker andet end at følge med popstrømmen og være ensrettet. Og dermed aldrig udvikle sig musikalsk.

Emnet er kontroversielt, da der er lige så mange meninger, som der er mennesker. Desværre hele 7 milliarder.

Men fuglene synger stadig. Nogle med de samme stemmer år efter år, og andre udvikler sig hele tiden med nye improvisationer.

mvh. Allan


Allan Haagensen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 01.31
Palle Mikkelborg er nok verdens mest udviklede trompetist, så jeg forstår udemærket din association, Ole. Han spiller fantastisk smukt. Havde lejlighed til at se og høre ham for få år siden ved en koncert med Christian Minh Doky.

Nu jeg nævner Doky. Så finder jeg Niels Lan Doky (Piano) kedelig og langsomt udviklende, mens hans bror Chris Minh Doky har valgt en langt bredere og konstant udviklende vej.


Morten Christensen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 03.02
Klaus har så evigt ret. Det drejer sig om at musikken skal komme fra hjertet og ramme i hjertet, hvilket også er hvorfor det meget ofte er de gamle plader fra en given kunstner, der er de bedste. Da de blev lavet, så brændte kunstneren virkelig efter at få sine følelser udtrykt gennem musikken. Senere bliver det ofte bare et stykke rutinearbejde at lave musik. Der kan gemme sig perler og seriøse musikere i alt fra jazz til pop til heavy metal til techno og klassisk. Jeg vil vove at påstå at gutterne fra Iron Maiden er lige så gode musikere som selv de mest anerkendte klassiske kunstnere (kun en smule farvet af at det er et af mine favoritbands ;))

Et par eksempler på hvad jeg mener er gode musikere indenfor den genre jeg hører mest på (folk som synes heavy metal er larm, beware!):

Sean Reinert (Cynic, Death, Gordian Knot, Aghora), trommeslager
http://www.youtube.com/watch?v=q3WnLrWxnEU

Steve Shelton (Confessor), trommeslager, manden hvis to hjernehalvdele er fuldstændig adskilte og kan køre i to forskellige rytmer uden at påvirke hinanden ;)
http://www.youtube.com/watch?v=m4LxCVUSF48

Chuck Schuldiner (Death), guitarist, sanger, døde i 2001 af kræft, hvilket var et kæmpe tab for metalgenren:
http://www.youtube.com/watch?v=W5LnVcKCdgA

Når det hele går op i en højere enhed, sang, bass, guitar, trommer (Aghora):
http://www.youtube.com/watch?v=ODCqGhrIWWw&feature=related

And the best of the best (Iron Maiden):
http://www.youtube.com/watch?v=E3bRqGYPhmY&feature=related

Nok fra mig, som ikke har opdaget jazzen endnu bortset fra jazzy heavy ala Cynic, Aghora og Gordian Knot... Forslag modtages gerne! Hvad er jazz fusion en fusion mellem ? Jeg søgte på jazz fusion og fandt sådan en video her, det lyder sq meget godt men det er jo det samme hele tiden eller hva ? Kan de spille det samme nummer en gang til eller finder de bare på undervejs ?:
http://www.youtube.com/watch?v=XrgP1u5YWEg


Allan Haagensen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 09.41
Hej Morten.

Dit eksempel på Jazz-Fusion er udemærket. Herbie Hancock er en af dem, som har spænt sig over ekstremt meget lige fra ren Pop til ren Jazz.

Jeg giver et enkelt eksempel på Jazz-Fusion. Da det er et langt klip, er det delt i 2 på YouTube. Jeg anbefaler, at du ser det hele, da soloerne er vigtige. Bemærk især Denns Chambers unikke trommesolo og Greg Howes utrolige guitarsolo. Tetsuo Sakurai er i øvrigt den oprindelige bassist i den populære gruppe fra 80'erne Casiopea.
http://www.youtube.com/watch?v=fZH7x42ARMw
http://www.youtube.com/watch?v=BNa0ceN_NHQ

Det jeg er så utrolig træt af fra Rock-skribenter er deres totalt nedladende holdning overfor den musik jeg hører. Et eksempel er Level 42 (oprindelig regnet som Jazz-Funk), der er blevet trådt og trampet på, da de kom frem. De blev spået, at de aldrig ville blive til noget, gjort til grin, svinet til etc. Da de blev mere poppet end i starten fyldte de Wembley med flere tilskuere end nogen anden gruppe nogensinde har gjort i 14 dage i træk. Der var en ombygning i gang på Wembley, så der var plads til flere mennesker.


Jens Gulseth Wessberg skriver lørdag 5. november 2011 kl. 09.59

Lang debat - skal prøve at gøre mit indlæg så kort som muligt:

Selvfølgelig er der kun 2 slags musik: God og Dårlig (iøvrigt også iflg. Louis Armstrong)
MEN....musik opfattes også individuelt!

For nogle er det lykken at sidde 6 timer i Det Kgl. Teater - 3 dage i træk! - og opleve Wagners "Niebelungen-Ringen".
Mens det for andre er lykken at gå til en Kandis-koncert en lørdag aften i Støvringhallen!

Selv nyder jeg Duke Ellington lisså meget som Miles Davies, Beatles lisså meget som Zappa og Vivaldi lisså meget som Per Nørgård.
Heldigvis lever vi i et frit land, hvor man kan lytte til den musik som går "lige i hjertet" på netop én selv.

Til slut en mere generel filosofisk bemærkning (som ikke er henvendt til nogle af debattørerne på denne tråd):
Jeg ved det kan være svært og måske er det nogle gange medfødt, men jeg tror man blir gladere af at kunne grine ad sin egen ulykke end ad andres...

Peace, love and understatement fra en gammel hippie :-)
(jo jo, al udvikling kører i ring, og jeg er bare FORUD for min tid :-)))


Allan Haagensen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 10.06
Hej igen Morten.

Dit eksempel på Aghora er fandme et fedt nummer. Det kalder jeg også Jazz-Fusion, da Progassiv rock er udviklet ud fra Fusionen.

Jeg vil lige indskyde at Allan Holdsworth og Eddie Van Halen havde en jamsession en gang, hvor Van Halen blev banket helt ned i jorden af Holdsworth guitarspil. Mange Heavy folk regnede engang med at Van Halen var verdens bedste guitarrist, men det blev hurtigt modbevist af Holdsworth unikke spil.
Det bør nævnes at da Jimmy Hendrix døde, blev Holdsworth tilskrevet som aftager som "verdens bedste guitarrist". Heldigvis er det aldrig noget, han har taget seriøst, fordi der er ikke nogen musiker, der kan tilskrives at være verdens bedste i noget musik. Der er bare det, at nogen er bedre end andre. For mig er Holdsworth verdens bedste. John McLaughlin forstår ikke at Holdsworth kan spille så hurtigt, som han gør. Nogen regner ham som en Alien på Jorden.


Freddy S. Hansen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 10.07
Jeps Klaus, jeg vidste det godt det med hvide som var roadie bl.a. for Alrune Rod, ku bare ikke lige lade være med at drille Mosebo lidt, han ligner jo på det billedet en dejlig hippie, iøvrigt er han mega stor kender af musik, og han og jeg har under mange ture hørt mange spændende plader sammen, det eneste jeg har imod hans musik smag, er hans hang til at høre musik med drejelirer, for satan jeg bliver træt af det: - ))))
Musik er jo lige som vin, man bliver aldrig enige, og man diskutere det alligevel, og det er vel også bare godt, det at kunne være uenige og alligevel kunne acceptere hinanden er vel bare flot og rigtigt.
Elitær musik hmmm nogen føler sig "hævet" over andre, men hvad god musik er, det må hver enkelt selv bestemme, intet er vel bedre end andet, hvorfor skulle det være det.
Med hensyn til historier, så har Klaus, Søgård og jeg lige været på felttræf og her gik historierne lystigt, da vi alle jo har oplevet så mange koncerter at vi slet ikke kunne huske dem alle, men vi kunne en masse historier, som ganske givet er blevet bedre end da de startede.
For mit eget vedkommende, så er jeg jo et produkt af hippiemusikken, og jeg nyder den da idag med endog megen stor glæde grupper, som Jefferson Airplane, Gratefull Dead , Country Joe, Neil Young , Hendrix, ja det fører sgu for langt at nævne flere, og de fleste har jeg oplevet på koncertniveau, i Danmark var der jo så mange grupper af høj standard, Young Flowers, Alrune, Blue sun, Culpeppers osv, dem lytter jeg også gerne til, alle disse grupper har givet mig inspiration til at lytte til nyere og ny rock.
Peronligt tror jeg at mange unge er ret vilde med det lidt ældre rock, i og med at det blev spillet af ægte musikere der brændte for sagen, ikke pengegridske som mange "musikere" idag, der ikke kan lave et musikstykke uden at der skal spares en trommeslager væk, erstattet med en tromme maskine istedet, det giver altså ikke dybde i musikken.
Iøvrigt så vil jeg for mit vedkommende sige at det at se fugle og det at høre musik, giver mig den samme form for at blive høj, man kommer i en anden verden, man føler sig fri, og kan drømme sig ind i nogle fantastiske oplevelser, så jo for mig er rockmusik og fuglekigning i allerhøjeste grad noget som giver mit sind stor tilfredsstillelse.
En farvelade som Ellekrage, giver mig det samme som en kanonguitar fra Hendrix, eksplosioner af oplevelser.


Klaus Malling Olsen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 10.52
I2003 lavede jeg på Netfugl (samt Brevduvan) en musik-undersøgelse, der beviste at fuglefolk er særdeles vel indsatte i musik af al slags. Resultatet fra dengang må ligge under "nyheder" ca. juni-juli 2003.

Som dengang understreger det meget godt, at er man inkarneret fuglefreak er der også plads til en musisk indfaldsvinkel og et stort engagement i musik. Pragtfuldt at se alle de mindre kendte navne, som især Allan og Michael nævner - de skal checkes ved lejlighed.


Tau Rasmussen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 16.23
Jeg hører aldrig andet end Herb Alberts "A taste of honey"


Jens Gulseth Wessberg skriver lørdag 5. november 2011 kl. 20.38


Tak for en dejlig befriende og forløsende kommentar Tau!



Ole Aaquist Johansen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 20.51
Hov! I glemmer Jethro Tull!! I mine ører det bedste rock-band tilbage i 70-erne.
Var i Albertslund Musikhus og høre Ian Anderson i sidste måned. Fedt - men:
Hans stemme!! Uhhhh - vi er nogle, der bliver ældre!!
Men hans musik: Den blev jeg lige yngre af!
Og hvad har det med fugle at gøre?? Ikke et pip!


Henrik Brandt skriver lørdag 5. november 2011 kl. 21.39
Meget underholdende læsning om sammenkoblingen af twitchere anno 2011 og deres dragtkarakteristiske fremtræden sammen med rock-jazz-og fusionsmusikkens store navne og personligheder fra tresserne- og halvfjerdserne. Dog finder jeg, at denne tråds udvikling er løbet langt uden for klaviaturets sidste tangent, og endt i afgrunden. Jeg skal derfor opfordre til, at den videre udveksling af synspunkter om hvilken musik, lavet af hvem og hvornår, der er kvalificeret til en topplacering på smagsdommernes hitliste, henlægges til fæcesbook-forummet.

Mvh
Heb


Morten Christensen skriver lørdag 5. november 2011 kl. 23.46
Hej Allan.

Tak for linkene til Wonderland In The Sky. Jeg har hørt klippene fra ende til anden. Fantastiske musikere hele bundtet! Specielt Greg Howe synes jeg er helt sublim. At han kan have alle de toner inde i hovedet det fatter man jo ikke. Jeg nyder også rigtig meget når der er en rigtig dygtig basspiller i et band, som formår at lave andet end bare de dybe baggrundstoner. Båndløs bass er en personlig favorit, når jeg hører den blive anvendt i heavy metal..


Carsten Murmann skriver mandag 7. november 2011 kl. 08.53
Tak til NETFUGL for udvist tolerance, og til HENRIK B. for
opfordring til bremsen.

Til glæde for mange, vil jeg så UNDLADE at omtale Fuglenes
betydning for Poesien

- jfr. ViREO på Mandø, forudset allerede 1828 af CHRISTIAN
Winther i digtet 'Flyv, Fugl! Flyv' - at Du vover...

for ARNE Jacobsens 'Ægget' og 'Svanen', UTZONs Sidney opera,
talrige Balletter og finske komponisters fuglelyde...

Drag et lettelsens Suk ....... C.


Nikolaj Noel Christensen skriver mandag 7. november 2011 kl. 19.37
Ja Carsten eller blot sproget generelt, for du kan nemt finde poesi om fugle og fugle med poetisk hentydning for eksempel Ballerina Bianca på italiensk.
Altså den hvide ballerina, ligesom der en sort og gul.

Noel


Carsten Murmann skriver mandag 7. november 2011 kl. 21.52
Tak, NIKOLAJ!

- Ja, Nogle sér utallige Ballerinaer omkring sig,

oplever og gengi'r Juvelerne i fotos, ord, noder, på lærred,
ikke mindst Italienere som Verdi, Veronese, Verrocchio,
Vasari og da Vinci,

Smil ............ Yours C.


Nikolaj Noel Christensen skriver mandag 7. november 2011 kl. 22.15
Så lidt :)

Ja ja og så mangler du endda de tre største Petrache fader til humanismen, Dante grundlæggeren af det italienske sprog og Michelangelo som vidst ikke kræver yderligere introduction.

Nu nævner du selv Veronese, for mig er Sangiovese jo størst med blod som jove ( jupiter ) gudernes konge og med hjemsted i Toscana.

Noel

PS: Jeg har sendt min artikel til din mail.



Nye kommentarer til dette billede er ikke muligt.



Bemærk: at alle billeder har copyright og må ikke anvendes uden accept fra den respektive fotograf.



til toppen copyright © 2002-2005 Netfugl.dk - Danmark
kontakt os: netfugl@netfugl.dk - om os: webmasters - genereret på 0.090 sek.
til toppen