Startside Nye topmodeller fra ZEISS i Naturbutikken I samarbejde med DOF
Home
DK obs.
VP obs.
Nyheder 
DK listen
Forum
Galleriet
 Artslister 


Nordjyllands Fugle 2011

Rørvig Fuglestation - hent rapporten for 2011 her





Nyheder

Skal Påfugl på den danske liste?

Artiklen er tilføjet af MBH tirsdag 29. januar 2013 kl. 09.07. Læst 4545 gange
Der er i denne tråd i forummet redegjort for, at der findes en bestand af påfugle på Sejerø.

Hvis man ikke har læst tråden eller ikke orker det, så kan det fra tråden og takket være Sebastian Kleins ihærdige undersøgelse nævnes, at bestanden stammer helt tilbage til 1975, hvor Sven og Lisbeth Enevoldsen indførte et par påfugle til øen. Hunnen døde lidt senere, hvorefter de skaffede sig en ny hun, som dog også døde. Tredje gang var lykkens gang og den tredje hun blev mor til øens første kuld påfugle-kyllinger i foråret 1982. Herefter voksede flokken af fritlevende påfugle stille og roligt. De blev fodret af Sven og Lisbeth og da øen er ræve/grævlingefri, var der ingen rovdyr at bekymre sig om (hvis man da altså ser bort fra øens katte!). I 1990 indførtes den sidste påfugl udefra, idet den oprindelige han (som var håndtam) døde og Sven købte en ny.

I slutningen af 1980’erne udtrykte Svens nevø Henry misundelse over de flotte fugle. Sven og Lisbeth forærede derfor Henry nogle af deres påfugle, som udsattes på Henrys gård (Kongshøjgård) i Mastrup. Her levede de fint og fik i de følgende år unger. Husejerne i det tilstødende sommerhus-område var dog, iflg. Henry, ikke udelt begejstrede for påfuglene, da de larmede meget og sked på terrasserne. På et tidspunkt blev de forsøgt udryddet i Mastrup og en del blev skudt. Enkelte påfugle gik dog tilsyneladende ram forbi og formår den dag i dag at få unger på vingerne. Henry har oplyst, at han til tider ser op til 7-8 stykker omkring Kongshøjgård. Sebastian Klein har dog set 10-13 forskellige fugle fordelt på 4-5 hanner og 6-8 hunfarvede fugle omkring gården den 15. januar 2013.

I 1990 fik Sven og Lisbeth Enevoldsen en hund. Den elskede at lege med påfuglene, men kærligheden var ikke gengældt og de mange fritlevende påfugle søgte væk fra Sven og Lisbeths ejendom (hvor de ellers havde været usædvanlig stedfaste). I stedet søgte de nu ned til en lidt mere isoleret ejendom på Vestervej 32, hvor kunstmaleren Erik Bauer bor (ca. 500 meter fra Sven og Lisbeths hus). Erik Bauer begyndte at fodre påfuglene på sin grund og overtog dermed hele flokken, som altså siden 1990 primært har holdt til hos ham (samt ved en nåletræsbeplantning langs hovedvejen 100 meter nordvest for Eriks hus, hvor de foretrækker at overnatte).

Sven, Lisbeth, Henry og Erik har samstemmende oplyst, at fuglene ses ret spredt i sommerhalvåret, men at de er ekstremt stedfaste i vinterhalvåret og stort set ikke ses uden for et område svarende til en eller to fodboldbaner (om end i hver sin ende af øen – en population (hovedbestanden om man vil) nordvest for Sejerby ved Erik Brauers hus og en mindre bestand ved Kongshøjgård i Mastrup).

79-årige Erik Brauer fodrer påfuglene dagligt med 2-4 kilo hvedekerner samt en hel del gammelt brød, som han henter i øens eneste brugs. Det er Eriks holdning, at påfuglene på den vestlige del af øen (hovedpopulationen) kun overlever vinteren fordi han fodrer. Ifølge Sebastian Klein synes påstanden ikke helt urimelig, da hele den nordvestlige bestand synes at overvintre i hans have. Han fodrer også om sommeren, men der kommer der ikke så mange.

Da Sebastian Klein besøgte Erik Brauer skræmte Sebastian minimum 45 påfugle (flest hunfarvede, men ca. 10-15 hanner) ud af haven. Erik fortalte, at han har talt 60 på én gang i denne vinter, men at han de seneste vintre ellers har været oppe på 70 fugle. De påfugle Sebastian Klein skræmte fløj/løb over til overnatningsstedet, hvor Sebastian Klein senere så minimum 20 fugle (samme/nye?) rende rundt i det tætte krat.

Iflg. Henry Larsen, så overnatter påfuglene i Mastrup ofte i hans lade. Han mener desuden, at de om vinteren finder kerner og smådyr i høet i laden. Dette passer imidlertid dårligt med Henrys oplysning om at fuglene sjældent er inde i selve laden om dagen. Efter at have talt med Henry bemærkede Sebastian Klein, at påfuglene tilsyneladende søgte ind på loftet af den gamle faldefærdige og ubeboede gård, som ligger nærmest i forlængelse af Kongshøjgård. Gården var aflåst, men Sebastian kunne ved hjælp af en stige følge efter påfuglene op på høloftet. Da Sebastian Klein kom ind kunne han se, at det indvendige af gården (såvel stue som loft) var proppet med gamle rådne halm/høballer, hvilket sandsynligvis/muligvis kunne byde på interessante fødemuligheder for den sydøstlige Mastrup-bestand. Mængden af påfugle-ekskrementer, samt de otte påfugle han skræmte ud derfra, vidnede ifølge Sebastian Klein om, at det var et sted, de ofte frekventerede.

Spørgsmålet er så, hvorvidt påfugl er en god kandidat til den danske kategori C-liste. Om arterne på C-listen kan det siges, at C-arter ifølge SU-rapporterne er ”udsatte og selvsupplerende arter som har etableret en fritlevende og selvsupplerende bestand enten herhjemme eller i andre lande. Denne opfattelse stammer fra AERC (Association of European Records and Rarities Committees), der vel kan kaldes et fælles europæisk SU, der sikrer, at de enkelte landes SU arbejder nogenlunde ensartet. På AERCs hjemmeside står der om kategori C-arterne følgende: ”released or escaped species which has established a self-supporting breeding population in the own country; also birds coming from a category C population of another country (with the species not breeding in the own country).” Tyskerne kører endvidere med reglerne, at bestanden skal have eksisteret i 25 år samt i minimum 3 generationslængder. Da bestanden på Sejerø har været der siden 1975/1982/slut80erne og da generationslængden for påfugl er 6,1 år ifølge BirdLife, så er de to tyske regler vel opfyldt.

Sebastian Klein kommer selv med en vurdering af, hvorvidt han synes, at arten er en C-art, idet Sebastian Klein skriver følgende i tråden:

Er det så en C-art??

Jeg hælder mest til ”nej” – i hvert fald indtil videre...
Hovedbestanden ved Sejerby på den nordvestlige del af øen synes at være afhængige af Erik Bauers omfattende vinterfodring og det passer dårligt med min tolkning af begrebet ”vildtlevende bestand”. For at være vildtlevende skal en bestand vel ikke støttes af målrettet fodring. Der er selvfølgelig også den mulighed, at bestanden reelt slet ikke er afhængig af fodringen, men blot lader sig fodre fordi det er den nemmeste måde at skaffe føde. Problemet er blot man ikke kan vide det før fodringen standser.
Den sydøstlige Mastrup-bestand er måske et bedre bud på en C-kategorisering. Selvom påfuglene på denne del af øen lever uden at blive direkte fodret, så er bestanden dernede tilsyneladende så lille, at det måske er lidt søgt at tale om en decideret bestand.
Når Erik Brauer holder op med at fodre (når han enten ikke gider fordi han ikke gider mere eller ikke kan) eller når vi enten ved mere om Mastrup-fuglene og/eller bestanden er større.”


Sebastian Kleins konklusion kan forstås som om, at arten ikke er vildtlevende, da bestandens størrelse og overlevelse efter hans opfattelse er afhængig af fodringen og så længe der fodres, så kan bestanden ikke betegnes som vildtlevende.

Denne holdning kan sagtens forsvares og deles utvivlsomt af mange. Nogle vil dog nok finde det interessant, at fodringen er argumentet for, at arten ikke kan indtræde på den danske C-liste.

At en C-art fodres delvist er tilsyneladende ikke et problem ifølge AERCs og SUs definition af en C-art. Der skal arten blot være selvsupplerende og leve vildt. To ting, som man vel med rimelighed kan betragte som værende tilfældet for påfuglene på Sejerø. Hverken SU eller AERC beskæftiger sig med fodring!

Nogle kan så mene, at tilskudsfodring er indbefattet i definitionen. Det vil altid være en fortolkning om tilskudsfodring er indbefattet i definitionen af en C-art – i hvert fald så længe, at der ikke ligger er klar udmelding fra AERC. Hvis det er indbefattet af AERCs definition af en C-art, er grænsen for så tilskudsfodringen så 98% tilskudsfodring, 69% tilskudsfodring eller er det ved 11% tilskudsfodring. Dette ved nogen næppe noget om og det er måske derfor, at tilskudsfodringen slet ikke er medtaget i definitionen af en C-art. Det er måske derfor, at der ses helt bort fra dette i definitionens ordlyd. Hvis en fodret musvit er vildtlevende, er det så anderledes for en påfugl?

Måske er fodring slet ikke medtaget i definitionen, da AERC er af den opfattelse, at fodring ikke spiller nogen større rolle, hvis en indtrædelse på en national C-liste kræver i omegnen af 25 år som vildtlevende og uden tilførsel af fugle ude fra. Er AERCs opfattelse, at man umuligt kan holde liv i en bestand i tre generationer eller 25 år alene på baggrund af tilskudsfodring?

BOU, som dansk SU også ynder at følge i nogle tilfælde, har følgende definition af en C-art på deres hjemmeside ”Species that, although introduced, now derive from the resulting self-sustaining populations”.

Netfugl har fået oplyst, at den kendte engelske C-bestand af Lady Amherst fasan også igennem en årrække er blevet fodret - uden at det har haft nogen betydning for dens placering på den britiske liste. Lady Amherst Fasan er i dag placeret i kategori C6, der er ”Former naturalized species – species formerly placed in C1 whose naturalized populations are either no longer self-sustaining or are considered extinct, e.g. Lady Amherst’s Pheasant Chrysolophus amherstiae.

Nogle vil måske mene, at Sebastians opfattelse af, at fodringen kan være en udfordring, åbner op for en række interessante aspekter og problemstillinger i den generelle opgørelse og opfattelse af den danske artsliste. For med fodringen in mente, kan nogle af de personer, der har krydset fasan på deres Danmarksliste, være sikre på, at de ikke er blevet tilskudsfodret?
Kan nogle af de personer, der har krydset agerhøne på deres Danmarksliste, være sikre på, at de ikke er blevet tilskudsfodret?
Og hvad med klippedue? Kan nogle med sikkerhed sige, at den klippedue, de har krydset, ikke lige er stukket af fra et lokalt dueslag eller har nydt godt af fodringen ved Damhuskroen?

Er det rimeligt at spørge til, hvorfor klippedue er en bedre C-art end påfugl?

Hvis tilskudsfodring er et problem, så vil det måske for nogle være svært at forstå, hvorfor forrige vinters nonnestenpikker er spontan i den periode, hvor den blev fodret? Kan den så betegnes som vildtlevende i den periode?

Der er utvivlsomt mange meninger om dette, men de fleste vil nok mene, at blander man fodring ind i problematikken, så åbnes der op for en holdningsbaseret gradbøjning, hvor man næppe nogensinde kan afgøre om det har en reel betydning – især i de tilfælde, hvor arten ikke er 100% afhængig af tilskudsfodringen.

Hvor stor en procentandel af det daglige foderindtag må en art tilskudsfodres med, for at denne ikke længere kan betragtes som en ”vild” art?

Er det kun fodring, der er et problem? Hvis en art sagtens selv kan finde sin mad, men ikke overleve uden at mennesket bygger en bolig til den er den så reelt bedre end en art, der sagtens selv kan finde et sted at yngle, men i stedet skal have hjælp til maden? Hvis det opfattes som to sider af samme sag, hvad gør man så med arter som kirkeugle og slørugle? Hvis alle danske perleugler yngler i opsatte kasser – er det så en danske ynglefugl? Vil fx en parakit kunne komme på den danske liste, hvis den ynglede i opsatte kasser? Det er søgt, men det er interessant, at bolighjælp traditionelt ikke er et problem, men fodring kan være det.

At begynde at gradbøje den menneskelige indgriben kan medføre mange alternativer problemstillinger og det vil altid være elastik i metermål.

I tråden om påfuglene er Sejerøfolket uenige i, hvorvidt fodringen er afgørende for påfuglenes overlevelse. Ifølge Sebastian Klein, så er Erik Brauer af den opfattelse, at fuglene i hans område kun overlever på grund af fodringen. Sebastian er ikke uenig i dette. Knud Flensted har postet et indlæg fra Hans Runge i tråden, der ikke er af den opfattelse. Der er således ikke helt enighed i om fodringen og dens betydning.

Men hvad nu, hvis man kigger lidt på de tal, som Sebastian angiver. Der tales om fodring med 2-4 kg hvede (og noget brød) samt 45-70 stk. fugle. Jonglerer man lidt med de tal, så giver det følgende mængde hvede pr. fugl:
2,000 gram / 70 fugle = 29 gram hvede pr. fugl
2.000 gram / 60 fugle = 33 gram hvede pr. fugl
2.000 gram / 45 fugle = 44 gram hvede pr. fugl
4.000 gram / 70 fugle = 57 gram hvede pr. fugl
4.000 gram / 60 fugle = 67 gram hvede pr. fugl
4.000 gram / 45 fugle = 89 gram hvede pr. fugl

Bestanden hos Erik Brauer skal altså overleve på en mængde hvede, der pr. fugl svarer til mellem 29-89 gram. Men hvad er sandsynligheden for, at Sebastian eller Erik Brauer har set hele bestanden? Kan der reelt være 100 fugle eller måske endda flere i den bestand i det område?

I ovenstående beregning er der så ikke medtaget den mængde hvede, der kan være spist af bogfinker, skovspurve, mus, rotter og hvad der ellers måtte være af hvedespisende organismer på Sejerø. Dertil kommer en ”hel del brød”. Det er svært at vide, hvor meget en hel del brød er, men mon købmanden er så dårlig en købmand at han smider 3,6 eller 9 brød ud dagligt? Hvis det antages, at det er tre brød dagligt, så er der næppe meget mere end en god skive franskbrød pr fugl om dagen.

Netfugl syntes umiddelbart, at de nævnte mængder hvede ikke lød af meget for en fugl, der vejer 3-6 kg, hvorfor Netfugl købte en omgang foderhvede (25 kg for 90 kr.) for lige at finde ud af, hvor meget 45 gram hvede er. Resultatet ses herunder:


Kan en påfugl overleve på dette?


Som det ses, så fylder 45 gram hvede ikke synderligt meget. Netfugl talte antallet af korn og kom frem til, at 45 gram hvede i dette tilfælde svarede til 1.143 hvedekorn. Med 24*60=1.440 minutter i et døgn, så svarer det til, at en påfugl overlever i mange mange år, hvis den får et hvedekorn hvert 75 sekund! Dertil skal naturligvis ligges noget brød. Men vi har stadigvæk ikke fraregnet den mængde hvede (og brød), der spises af andre organismer.

Kan et hvedekorn hver 75. sekund holde 3-6 kg fugl i live? Kan 1.143 hvedekorn dagligt holde 3-6 kg fugl i live?

Hvis der laves et sjovt tænkt regnestykke, der ikke har nogen gang i virkeligheden, men er underholdende, så lad os antage, at en påfugl vejer 4 kg og kan overleve på 1.143 korn. Ifølge DOFs hjemmeside, så vejer en musvit 16-21 gram. Der er en faktor 220 til forskel i vægten og det vil betyde, at en musvit skulle kunne overleve på 1.143/220 = 5,2 hvedekorn i døgnet! Det vil altså sige, at giver du din musvit 10 hvedekorn, så ville den ikke kunne blive en C-art i Danmark ifølge den måde, hvorpå Sebastian Kleins konklusion kan forstås. Hvad så, hvis der også tilbydes en fuglekasse om sommeren?

Men for at blive klogere på fugles fodermængde, så har Netfugl researchet lidt i, hvor meget en høne spiser. Natur og Museum har i december 2012 udgivet et hæfte, der hedder ”Hønen”. I en af tabellerne står der, at en høne skal have mellem 111 og 128 gram foder hver dag. 111 gram for en burhøne i berigede bure og 128 gram for en økologisk brun høne. I det lys, så lyder 45 gram hvede til en påfugl ikke af meget. Netfugl kontaktede ligeledes fjerkræafdelingen på Videnscenter for Landbrug, der kunne bekræfte tallene. Dog med den note, at mængden afhang af, hvilken kvalitet proteinet havde. Hvis der var tale om kvalitetsprotein, så kunne foderrationen til høns godt reduceres en smule og måske ned til 100 gram. Får påfuglene på Sejerø kvalitetsprotein?

Med andre ord, så skal en fremavlet produktionshøne have 100-130 gram foder om dagen. En påfugl, der er en kende større, nok har en større forbrænding qua størrelse og auktionsradius, overlever glimrende på den halve mængde på Sejerø!

I det omtalte tidskrift ”Hønen” kan man også læse, at den maksimale daglige tilvækst for en produktionsslagtekylling er 85 gram pr dag og at en økologisk høne skal have 40 kg tørstof pr. år. En planteavlskonsulent oplyser til Netfugl, at lagerstabilt hvede har en tørstofprocent på omkring 85-90 %.

Der ligges op til, at fodringen af påfuglene hos Erik Brauer har en stor betydning for kategoriseringen, men er det reelt, når der kigges på mængden af foder de enkelte fugle får eller sammenlignes med UK, hvor fodring af Lady Amherst fasanen tilsyneladende ikke har betydet noget for dens kategorisering?

Bestanden ved Marstrup har været der i omegnen af 25 år og har tilsyneladende klaret det uden tilskudsfodringen. Nogle vil i det lys nok være af den opfattelse, at bestanden kan kaldes vildtlevende og selvsupplerende, når den har overlevet i 25 år på trods af jagt og ingen tilskudsfodring. At der så ikke er mange fugle er vel ikke et argument for ikke at kalde den en C-bestand – i hvert fald ikke ifølge definitionerne hos SU, BOU og AERC.

Det kan så diskuteres om adfærden med at fouragere i en have gør, at bestanden er lidt tvivlsom. I HBW står der om bestanden i Indien ”lives in close proximity to human settlements, and is often found around villages and temples”. Med andre ord, så er den menneskelige nærhed og adfærden for påfuglene på Sejerø ikke noget, der er usædvanligt eller enestående. Foderet virker heller ikke udsædvanligt, da man på nettet (ikke at det nødvendigvis er sandt) kan læse, at Peacocks in their natural settings--nations such as the Congo in Africa, Pakistan, India and Malaysia---will scratch around on the ground searching for all types of foods. The birds will consume such things as insects, small mammals and reptiles, seeds, grain, berries, parts of flowers and greens. Endvidere kan man også læse at “Wild peacocks are known to hang around farms where they can have easy access to the farm animals' food og Scavenging is perhaps the peacocks' favorite way of getting food. After all it is an easy way of getting food and scavenged food can be tasty. Farms provide an easy way to get a meal. Once peacocks find an easy food source, they remember it. Peacocks quickly learn feeding time at a farm and are sure to be there for it everyday. Peacocks are incredibly resourceful. They often have a route they follow everyday that consists of different farms and even houses. I tilfælde af, at sidstnævnte er korrekt, så passer det jo meget godt med fuglene på Sejerø og med Sebastians antagelse om, at de er hos Erik Brauer fordi, det er en let måde at skaffe sig føde på. Med den alsidige kost nævnt ovenfor, så vil nogle måske mene, at bestanden næppe overlever på baggrund af lidt brød og korn, men blot bruger det som et supplement til kosten, da det er en meget let fødekilde.

Hvad så med tilknytningen til en bygning? På Wikipedia står der følgende: Peafowl roost in groups during the night on tall trees but may sometimes make use of rocks, buildings or pylons. Arten kan sågar finde på at yngle i byer og bygninger, hvilket understreges af denne notits, hvor en påfugl er fundet ynglende på 4 sal i en bygning i Kota, Indien. I slutningen af notitsen anføres der desuden følgende ”that rarely peafowl also breed on the thatched roofs of the houses in the villages.

For lidt supplerende information om den introducerede bestand på Robben Islands, Sydafrika kan der henvises til denne artikel.

Nogle er måske af den opfattelse, at Sebastians konklusion er den letteste at tage. For ved at hænge hatten på 1.143 hvedekorn, så slipper man for en skodart på den danske liste og de ansvarlige for den danske liste kan blive fri for at tage en beslutning, der næppe vil være populær og som næppe mange synes er specielt relevant. Men er det også den korrekte ifølge definitionerne fra AERC?

Er der 1.143 grunde til at påfugl ikke skal på den danske C-liste?
Hvad er forskellen på påfugl i forhold til agerhøne, fasan og klippedue?
Hvis en C-art i UK må fodres, må en C-art i Danmark så?
Skal man opfatte fodring som manipulation eller som noget naturligt?
Skal påfugl medtages i det næste ATLAS projekt over Danmarks Fugle?
Hvis man tager følelserne ud af ligningen er påfugl så en C-art i Danmark?

Artiklen er senest opdateret: tirsdag 29. januar 2013 kl. 09.39

Kommentarer:

Bjarke Dan Pii Korremann skriver tirsdag 29. januar 2013 kl. 14.34
Super research i har lavet, underholdende og spændende læsning. Givet at fødebehovet/antal fugle er validt så styrkes argumenterne for c-art, uanset om man kan lide det eller ej.


Morten Heegaard skriver tirsdag 29. januar 2013 kl. 16.15

En vildtlevende bestand - er det bare hvis arten ikke bliver holdt bag tremmer? Kunne man ikke påstå at bestanden ikke er vildtlevende når den bliver fodret løbende over vinteren?

Der argumenters udemærket for at bestanden ikke lever udelukkende af det udlagte foder, men man kan vel ikke konkludere at dette supplement til den føde de selv skaffer sig er tilstrækkeligt til at gøre netop den forskel at de kan overleve vinteren?

Under alle omstændigheder bliver man vel nødt til at vente med at sætte arten på C-listen ind til 2015, da det sidste individ blev udasat i 1990 - ellers er 25-årsreglen jo ikke over holdt.

Go obs fra Feehaar


Kåre Würtz Sørensen skriver tirsdag 29. januar 2013 kl. 16.16
Syntes fodringsspørgsmålet er problematisk fordi det i bund grund handler om "fodrerens" intention. Der er vel ret mange arter i Danmark der overlever på spild og ikke intenderet fodring fra mennesler. Mange af storbyens dyr lever af affald, vores landbrug fodre også mange dyr med vintersæd og kornspild. Man kunne stille spørgsmålet hvor mange fugle der vil forsvinde hvis alt brug af vintersæd blev forbudt? I de nævnte situationer er det ikke vores intention at fodre, men vi gør det alligevel.
Er de dyr der lever af vores produktion så vilde eller ej?
Eller er det et spørgsmål om intentionen af fodringen?
Man kunne tænke sig en situation hvor en bonde fik økonomisk kompensation for at fuglene åd hans vintersæd. Bonden kunne måske syntes det var meget rart fordi så slap han for bøvlet med høst og distribution og derefter fortsætte med at så vintersæd. Derved var det pludselig hans intention at fuglene skulle spise det. Ville fuglene så ikke længere være vilde?
Da den menneskelige indvirkning på mange arters overlevelse er stor syntes jeg måske man skal holde os ude af ligningen så vidt muligt, da det er svært at spå om hvilke arter der vil være i Danmark hvis vi ikke bevidst eller ubevidst sørgede for deres overlevelse.
Tak for et sjovt indlæg.
Mvh
Kåre


Allan Haagensen skriver tirsdag 29. januar 2013 kl. 16.41
25 års reglen overholdes selvom et individ (en han) er blevet udsat i 1990. De øvrige observationer har jo været der længere end 25 år.

Lad os få Havre på markerne igen. Jeg har på fornemmelsen at den manglende Havre er hovedgrunden til Bomlærkens tilbagegang.

Mvh. AH


Morten Bentzon Hansen skriver tirsdag 29. januar 2013 kl. 17.57

Morten, dine betragtninger er glimrende, men jf. Sebastians udredning, så opdeles påfuglene i to ”bestande” – en der fodres og en der ikke fodres (det kan så diskuteres om det er relevant eller ej).

Hvad gør vi, hvis din argumentation vendes om? Når bestanden ved Kongshøjgård har kunnet overleve uden supplerende fodring og tilmed overlevet jagt – hvorfor skulle bestanden ved Vestervej så ikke kunne overleve uden fodring?

Hvis mine kilder har ret, så er den engelske C-bestand af Lady Amherst fasan blevet fodret. Der er jo før skelet til, hvordan BOURC har gjort det. Har vi en god argumentation for at agere anderledes – udover det følelsesmæssige i, at påfugl er en skodart og så videre?

Bestanden ved Kongshøjgård er fra slutfirserne jf. Sebastian. Man kan så argumentere for og imod, hvorvidt det betyder, at bestanden er 25 år eller ej. De 25 år er, mig bekendt, tyskernes kriterium. Er der nogen der kan komme med en art, hvor det ikke var tilfældet, at de 25 år blev anvendt som et kriterium? Er der en DOF stillingtagen til, hvorvidt det kriterium skal overtages af danskerne?

Sebastians konklusion kan opfattes som om, at antallet af individer kan have en betydning for, hvorvidt en art kan kategoriseres som en C-art eller ej. Jeg har ikke lige kunne genfinde den holdning som et kriterium for, hvorvidt en art kan indtræde på en C-liste eller ej. Men jeg ved, at der er meget få Lady Amherst fasaner i UK (Der er måske kun 3 kendte hanner og derfor er den på C6) og fra Israel lyder det også, at C-bestanden af Nandayparakit er meget lille og tilsyneladende også i tilbagegang. Dertil kan så siges, at sidstnævnte vist også er begrænset til et område, der er mindre end Sejerø.


Sebastian Klein skriver tirsdag 29. januar 2013 kl. 22.20
Det er bestemt en sjov undersøgelse.
For at kunne anvendes til noget praktisk ville det dog nok være nødvendigt at kende det eksakte antal Påfugle samt den eksakte fødemængde. Begge dele er jo her baseret på skøn. Jeg tænker dog, at mængden af brød til fodringen måske er større end man umiddelbart tror? (Det kan dog opklares ved at nogen (jeg gider ikke!) kontakter dem her og spørger: http://www.sejerodagligbrugs.dk/).
Derudover har jeg ladet mig fortælle, at Erik Bauer undertiden også fodrer Påfuglene med Leverpostej. Jeg beklager at jeg ikke nævnte det i mit indledende indlæg på den føromtalte Forum-tråd - men det var i forvejen et langt indlæg.
Hvorvidt Påfuglene også tager den udlagte kattemad (som jeg også så på stedet og altså heller ikke nævnte i tråden!) ved jeg desværre ikke (fik vist aldrig spurgt).
En ting synes dog ret påfaldende!
Såfremt den nordvestlige Sejerø-bestand af Påfugle IKKE får dækket hovedparten af deres fødebehov af Erik Brauers fodring, hvorfor opholder de sig så udelukkende hos ham i vinterhalvåret?

Mht. Den sydøstlige bestand, så er det måske en kandidat til C-kategorien. Det kræver dog nok en mere tilbundsgående undersøgelse end den jeg har lavet og ikke mindst grundigere interviews med folkene på og omkring Kongshøjgård - ikke mindst mhp. påfuglenes fødevalg, fødemuligheder, bestandsudvikling (herunder konfirmering af manglende udsætninger/genintroducering efter den oprindelige udsætning) mm.

Mht. begrebet "vildlevende" er det naturligvis op til enhver at definere det. Personligt mener jeg, at en art ikke kan betragtes som "vildtlevende", såfremt den er direkte afhængig af målrettet fodring (hvilket jeg dog altså heller ikke med sikkerhed kan sige om den nordvestlige Sejerø-bestand af Påfugl - Omend der synes at være indikationer på det!).

Såfremt afhængighed af målrettet fodring IKKE er en hindring for en C-kategorisering kunne tamhøne optages på listen. De færdes ofte fritgående, yngler hist og her og kan udmærket have en langt mere end 25 år gammel bestand ved en hel del bondegårde indenfor landets grænser.

Mht. hvorvidt såkaldt tilskudsfodring er et problem for en C-art, så må svaret være et ret klart "nej". Der er mange arter i DK, som udnytter den form for fodring. En art kan sagtens optages/figurere på den danske liste på trods af at, at enkelte individer overlever pga. fodring eller på trods af, at bestanden benytter sig af tilskudsfodring. Hvis der derimod er tale om en fodring, som er så omfattende, at arten er afhængig af den for at overleve/indvandre/opformere en bestand må det betragtes som tvivlsomt om en sådan bestand kan regnes som spontan/vildtlevende.

Jeg burde have fortalt Morten alt det her, men jeg anede altså ikke, at der var en artikel i støbeskeen.
Hvis der er andre, der har spørgsmål eller ønsker at undersøge mere er jeg meget gerne behjælpelig.
Jeg kontaktes helst på telefon om aftenerne (se min profil).

Mvh Sebastian


Henry Nielsen skriver onsdag 30. januar 2013 kl. 14.53
Lige en sidebemærkning om et naboemne:

Er det blevet undersøgt, om de sejerøske påfugle præcis tilhører arten Pavo cristatus? Hverken mere ellerr mindre. Og f.eks. ikke en eller anden alternativ tamform, delvis uden for systemet.

Umiddelbart ville jeg tro, at der der ikke findes andre bestemmelsesmuligheder end arten Pavo cristatus i en bred forstand. Men hvem har styr på de vilde underarter? Og er der evt. andre vilde hønsearter, som kunne være krydset ind i tamformsbestandene af Påfugl?

Formuleret anderledes: Hvem ved, om artskrydset for sejerøske Påfugle skal sættes under præcis den samme internationale betegnelse, som gælder for de vilde påfugle i Indien?


pindehugger-hilsen fra HENRY


Steen Brølling skriver onsdag 30. januar 2013 kl. 20.27
I henhold til Kleins spørgsmål her ovenfor vedr. om påfuglene æder kattemad?

Jeg har nogen gange (> 5) set fasaner æde af mine kattes udendørsfoder, så mon ikke det kan antages at påfuglene gør det også.


Niels bruun-rasmussen skriver onsdag 30. januar 2013 kl. 20.39
Amherstfasaner i fangenskab i europa har notorisk været præget af indkrydsede guldfasaner pga af mangel på avlsmateriale. Før i tiden lignede alle billeder af "amherstfasan" mere eller mindre halvt denne og halvt Guldfasan. Dette gælder formodentlig også for den vilde bestand som vel er sat ud med jagt for øje. Dette til trods er den blevet klassificeret som krydsbar c-art i UK.
Pavo cristatus har kun en form i naturen, men der er et par kulturformer. Indisk påfugl har vist kun været krydset med den meget sjældnere Pavo Muticus, Grøn Påfugl, og dette har på samme måde som med Amherstfasanen, været for at give nyt blod til en indavlet fangenskabsbestand af grønne påfugle. Indisk påfugl er derimod meget mere almindelig, meget mindre naturligt sky og har været avlet i flere tusind år, så det er næppe sansynligt at bevidst indkrydsning har fundet sted den anden vej i større stil. Men det er som med tamhøne sikkert svært at afgøre efter så lang en tid som domesticeret fugl.

Men altså, givet at alle andre kriterier holder vand; hvis man kan artskrydse Amherstfasan-hybrider kan man vel ligeledes artkrydse påfugle, renblodede eller ej (og andre hybrider iøvrigt?)


Allan Haagensen skriver torsdag 31. januar 2013 kl. 00.07
Nej, man kan ikke krydse artshybrider.

Og man kan ikke ud fra formodninger konkluderer at Amherstfasan er hybrider i GB. Hvad de er i GB aner jeg ikke, og gider ikke finde ud af det. Jeg går ud fra at BOURC har lavet et grundigt arbejde før en art kan krydses. Det er i hvert fald normalt for BOURC.

Men man kan krydse underarts/race/subspecies-hybrider i artsmæssig sammenhæng.


Allan Haagensen skriver torsdag 31. januar 2013 kl. 00.09
Jo, man kan jo faktisk godt krydse artshybrider, men kun som hybrider, og ikke som regulær/-e art/-er.


Henry Nielsen skriver torsdag 31. januar 2013 kl. 14.31
Der ser ud til at være nogen forvirring om, hvorvidt ordet "krydse" betyder at hybridisere, eller om det betyder at afkrydse en art på sin observations-liste.

Såfremt de bristiske trekvartforvildede amherstfasaner allesammen rummer gener ("blod") fra en anden vildart, nemlig Guldfasan, så kan man nok ikke tillade sig at afkrydse arten Amherstfasan på sin Englands-liste, hvis man derovre observerer nogen af dem. Afkrydsningskrydset må sættes ud for artskrydsningen ved navn Chrysolophus pictus X amherstiae - eller hvordan denne bastard monstro står opregnet i listen.

Så vidt jeg forstår, så er det tamformer af arten Grøn Påfugl (Pavo muticus), der kan mistænkes for at være indkrydset med gener fra arten Indisk Påfugl (Pavo cristatus). Det omvendte er muligvis ikke tilfældet. Og da det ikke ser ud til, at nogen har opdelt arten Pavo cristatus i flere vilde underarter eller oprettet tilsvarende tamformer, så må Sejerø-Påfuglene regnes for at være arten Pavo cristatus - slet og ret! Og kan rapporteres som sådan. Der er så lige spørgsmålet om navngivne kulturracer af Pavo cristatus er fremavlet udelukkende fra den art, men det er de vel. Jeg kender kun til de hvidfjererde udgaver, som vel skal regnes for at være på rangniveau af en varietet?

Om forvildede udgaver af Indisk Påfugl osse kan accepteres på en officiel krydsliste (f.eks. som C-art), det er for mig ligegyldigt, bare observationen kan gøres under et accepteret navn, der kan oversættes til andre sprog uden at bevirke misforståelser.


hilsen fra HENRY


Henry Nielsen skriver torsdag 31. januar 2013 kl. 14.52
Den tyske udgave af Wikipedia opregner en fem-ti "afarter" af arten Indisk Påfugl, og betegner dem med den uofficielle rangklasse: "mut." http://de.wikipedia.org/wiki/Blauer_Pfau

Derudover nævnes den såkaldte Spalding (eller Spaulding). Som er en slags prydrace, der oprindeligt er opstået som en krydsning af en af disse (mut. nigripennis) - med arten Grøn Påfugl.

Forhåbentlig krydser man ikke sådanne Spalding'er tilbage med mere normale Pavo cristatus. For hvis det er gjort, så har vi at navngivningproblem for disse eventuelle introgressionsformer blandt tamme udgaver af arten Indisk Påfugl.


hilsen fra HENRY


Jørgen Munck skriver fredag 1. februar 2013 kl. 14.20
Og hvis en Gråand engang har hybridiseret med en anden art er der kommet rod i dnaèt, så kan man måske ikke krydse Gråand?
Fra min barndom med jægere ved jeg at Fasaner skal fodres om vinteren og bliver det og at de har en meget dårlig unge-produktion, især i kolde våde somre,iøvrigt foregår der en massiv udsætning, så hvis ovennævnte kriterier skal gælde kan Fasan efter disse ikke krydses:)


Allan Haagensen skriver fredag 1. februar 2013 kl. 17.22
For at gøre det mere kompliceret.

Der er forskel på hybrider, og stabiliserede hybrider. De stabiliserede har artsstatus, så derfor mangler Italiensk Spurv på VP-listen.

Blandt Orkidéerne er der mange stabiliserede hybrider især i Dactylorhiza-slægten. En af dem er Dactylorhiza majalis subsp. majalis (Maj-Gøgeurt) og den har ikke et X foran artsnavnet!

Men tilbage til spørgsmålet:
Skal Påfugl på den danske liste?
Mit svar er: Ja.
Grunden: Der er allerede så mange arter af samme kaliber i dansk natur.


Henry Nielsen skriver fredag 1. februar 2013 kl. 23.57
Hvis en Grå-And har bastarderet med en anden ande-art, så er den stadigvæk en Grå-And (Anas platyrhynchos).

Bastardafkommet er imidlertid en anden sag. Når disse da er levedygtige og kan observeres. Ser man sådan nogen, så kan de absolut ikke afkrydses som observation af arten Grå-And. De må indrapporteres som værende artshybrider. Osse kaldet bastarder.

Hvis sådanne artsbastarder er frugtbare, og får afkom med f.eks. de helt renblodede gråænder, så har observatørerne at problem med at indpasse sådanne tilbagekrydsninger på listerne over de arter (og bastarder), som man har lov til at indberette.

Problemet er nok ikke stort.

Men hvor meget introgression af gener fra en anden art kan accepterers i det observerede individ, når man vil afkrydse en ganske bestemt art på sin observationsliste?

Jeg ved ikke, om alle franskbrødsænder er renblodet Anas platyrhynchos, som bare ikke er vildtfarvede. Eller om der skulle være flergenerationsafkom af artsbastarder iblandt dem.

Måske kunne man forestille sig, at de vilde gråænder for mange generationer siden har fået indkrydset gener fra en anden art. Hvis dette er så få gener, at man ingen mulighed har for at observere det, så er introgressionen vel ligegyldig. Sådan er den vilde bestand af arten Grå-And bare blevet omdannet. Det er sådan, det er.

Jeg kunne forestille mig, at man måske har bedre styr på, om der er krydset gener fra arten Grøn Påfugl (Pavo muticus) ind i nogen af de tamsorter, som man ellers plejer at regne for udgaver af Indisk Påfugl (Pavo cristatus).


hilsen fra HENRY


Niels bruun-rasmussen skriver lørdag 2. februar 2013 kl. 02.18
Jeg synes egentlig ikke C-hybrider er særlig interessante bortset fra at påfugle har nogle seje fjer, men jeg synes det er brugbart at få en fornemmelse for hvor andre sætter barren.
Når C-arter optræder på de samme lister som A og B arter må der vel gælde de samme definitioner for hvad en art er.
Men her skiller C-arterne sig ud idet de i sagens natur er meget mere indavlede.
En eventuel hybridisering, tidligt i bestandens etableringsfase, vil procentmæssigt få en meget stor betydning, hvilket igen gør det relevant at blive nogenlunde enige om hvor hybrid man skal være for at være hybrid og ikke art. Det er jo en beslutning man tager.


Fuglene selv er nok ligeglade, svaret bringer os næppe ud af den økonomiske krise og man vil næppe nogensinde finde mig på færgen på vej til sejrø for at krydse påfugl, men det er mægtig interessant at vide hvordan andre håndterer de observationer der "ligger på stregen" af forskellige årsager og som ikke ligefrem hører under SU.

Iøvrigt har påfuglens status beskæftiget de lærde i nogen tid, følgende er sakset fra Wikipedia:

"In 1526, the legal issue as to whether peacocks were wild or domestic fowl was thought sufficiently important
for Cardinal Wolsey to summon all the English judges to give their opinion,
which was that they are domestic fowl."


http://en.wikipedia.org/wiki/Indian_Peafowl

Bedste hilsener


Henry Nielsen skriver søndag 3. februar 2013 kl. 10.26
Tommelop for Kardinal Wolsey. Han må have været en rigtig nørd!

Her er et link til en aktuel gråande-hybrid: http://www.netfugl.dk/pictures.php?id=showpicture&picture_id=31799
Mon den er steril?
Hvis sådan noget sker naturligt en gang imellem - og de får frugtbart afkom med arten Grå-And - skal afkommet så regnes for at være omtrent en franskbrødsand?.

hilsen fra HENRY


Allan Haagensen skriver mandag 4. februar 2013 kl. 00.44
Afkommet regnes forsat for at være hybrider mellem Gråand og Pibeand.

Den du kalder franskbrødsand er vel arten Gråand, og Gråand er en Gråand uanset hvordan den er farvet.


Henry Nielsen skriver søndag 10. februar 2013 kl. 11.37
Så har en avis fået fat i historien: http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/er-pafuglen-en-dansk-fugl


Carl Christian Tofte skriver søndag 12. maj 2013 kl. 21.27
Nu vi er ved påfugl, er der så nogen som har styr på Phasianus versicolor? Jeg har fået den usædvanlige tjans at tegne en fasan og i den forbindelse prøver jeg på at finde ud af, hvordan fasaner egentlig ser ud. Jeg har set nogle vilde i Kina - skulle jeg tegne sådan en? Eller en grøn? de er osse pæne. Og så er det, at jeg opdager, at der findes en art der hedder Phasianus versicolor og den ligner sgu meget godt nogle af de grønne (sorte) fasaner jeg ser rundt omkring. F.eks. ude ved Trolle-Ljungby. Ved nogen, om der er udsat P. versicolor i Norden? Bør det undersøges?




Nye kommentarer til denne nyhed er ikke muligt.




til toppen copyright © 2002-2005 Netfugl.dk - Danmark
kontakt os: netfugl@netfugl.dk - om os: webmasters - genereret på 0.044 sek.
til toppen