Startside Leica Noctivid - ny kikkert fra Leica I samarbejde med DOF
Home
DK obs.
VP obs.
Nyheder 
DK listen
Forum
Galleriet
 Artslister 


Nordjyllands Fugle 2011

Rørvig Fuglestation - hent rapporten for 2011 her





Nyheder

Finderberetning – Stribet Sanger på Mandø 15-16.10. 2006

Artiklen er tilføjet af MBH fredag 27. oktober 2006 kl. 20.04. Læst 5062 gange
Finderberetning – Stribet Sanger på Mandø 15-16.10. 2006

Søndag d. 15. oktober, den første morgen på Felttræf 2006, kørte Rasmus Strack (RS) og jeg fra hovedkvarteret på Rømø til Mandø for at finde hits. Det havde også været vores hovedformål de foregående fire efterårsferier, men det var aldrig gået særligt godt, bortset fra 2003, hvor vi med Troels E. Ortvad og Mads Jensen Bunch på holdet lavede hits på stribe. Vi parkerede ved Mandøcentret og startede med en trækkende Kernebider og en kop kaffe ved bilen. Der gik en del fuglekiggere rundt, men vi blev enige om, at vi nemt kunne finde et hit, de havde overset, det handlede bare om at være grundige. Vi spredte os, RS gik mod syd, og jeg gik mod nord – ”Ring, hvis du har noget!”

Da jeg nåede til møllen nord for byen uden at have set andet end Fuglekonger og Gransangere, sms’ede RS om Stor Tornskade og en sen Rørsanger, og jeg var under pres. Jeg kom i tanke om, at Mads Bunch i 2003 fandt Fuglekongesanger og Hvidbrynet Løvsanger i fyrrekrattene nord for møllen, så de var nok værd at tjekke. Da jeg rundede hjørnet af det nordligste krat sad der et par Fuglekonger i de yderste grene ca. 10 meter væk. De fik selskab af en større fugl, og jeg løftede kikkerten i forventning om at se en Gransanger, og så fik jeg et chok. Det lignede bestemt ikke en Gransanger eller for den sags skyld noget andet man ser på Mandø i uge 42. Jeg så den ikke særligt godt, der var en gren i vejen, og den vimsede hurtigt ind i krattet igen, så jeg fik den kun at se i ca. et sekund. Den havde vingebånd og var gullig på brystet og måske også hovedet. Jeg fik ikke rigtigt set detaljer, men der var det der helhedsindtryk af farver-striber, som man får, når man ser en ”Yank” – altså en amerikansk småfugl! Men det kunne jo ikke passe.

Jeg løb om for at se krattet fra siden, mine ben rystede så meget, at jeg måtte sætte mig ned. Fuglen kunne jeg ikke finde igen, der var kun Fuglekonger. Jeg anede ikke, hvad jeg havde set, men jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle finde en ny art for landet, så skulle det være den dér!

Klokken var lidt over 10, og jeg besluttede at ringe til RS, men for ikke at køre en vild stemning op indledte jeg med at spørge, om han havde haft noget. Da han havde berettet om sin morgen, kom modspørgsmålet. Næh, jeg havde skam ikke set noget, lige bortset fra en fugl, jeg overhovedet ikke anede hvad var. Jeg forklarede med nøje afmålt alvor, at han hellere måtte komme og hjælpe, men han måtte love at holde sin kæft og ikke starte hit-rygter. I krattet så jeg kun Fuglekonger, og så kom Henrik Haaning gående med kone, børn og kikkert. Jeg besluttede ikke at sige noget, men ved spørgsmålet ”Har du haft noget?” brød jeg sammen. Efter min ultrakorte beskrivelse, spurgte han, om jeg tænkte i retning af Gulstrubet Vireo. Jeg svarede, at den havde jeg faktisk tænkt på, men at jeg selvfølgelig havde set helt forkert. Han foreslog et par ikke-amerikanske og ret almindelige alternativer, som jeg afslog med ordene: ”Det var noget pænt!” Den høflige mand gav den et kvarters tid, hvorefter pligterne kaldte. Han har senere indrømmet, at han tænkte Grønsisken, en mulighed jeg ellers højt og tydeligt havde udelukket med det vægtige argument, at fuglen ikke hoppede som en sådan!

Tilbage til krattet; kun Fuglekonger og Rødhalse. Hver gang jeg løftede kikkerten begyndte mine hænder at ryste. En Enkeltbekkasin dumpede ned fra himlen og landede på nabomarken. Omtrent samtidigt ankom Christian og Maria fra Hillerød, som jeg ikke havde mødt før, og jeg fortalte dem ikke om fuglen. Vi faldt i snak, og da RS endelig ankom, blev det en hel lille snakkeklub, og det lykkedes mig næsten helt at glemme min lille fugl, mens vi så trækkende Bjerglærker, Bjergvipstjerter og en Vandrefalk. RS var i øvrigt 45 minutter om turen fra Sydmandø til mit krat, fordi han havde lovet ikke at køre en stemning op. Han følte sig således forpligtet til at stoppe og tale med birdere, han kendte – alt andet ville vække mistanke.

Efter en times hyggebirding drog Christian og Maria videre. Afslutningsvist betroede jeg dem, at grunden til at jeg holdt brandvagt lige her, var en underlig fugl jeg havde set, men det var bestemt ikke noget, de skulle spilde deres tid med. Så var der kun RS og mig tilbage. Jeg forklarede ham, at dette her enten var en ny art for landet, eller også havde jeg set helt forkert, og nok det sidste.

Burfuglemuligheden havde jeg afskrevet lige fra begyndelsen, fordi den var ”sanger-agtig” i bevægelserne. Det var næsten rørende, at RS blev hos mig og mit tomme krat i to hele timer. Hans tiltro til min sekundlange obs baseredes nok mere på min opførsel end min beskrivelse. Til sidst gjorde jeg ham klart, at han bare skulle gå Mandø rundt, alt hvad han havde lyst til, men indtil vi skulle til fastlandet, ville jeg blive siddende ved mit krat.

Da han kørte, fik jeg ro til at tænke over det hele. Jeg begyndte at ryste igen, for jeg troede virkelig, jeg havde haft ”noget”, men hvor er ”noget” henne nu? Jeg har i de seneste år haft held med at luske småfugle passivt, altså at sætte sig ved et krat og vente på fuglene, men det her var jo latterligt. Der kunne umuligt gemme sig noget i det krat i tre timer, som jeg ikke havde set mindst to gange. Al logik sagde, at jeg skulle tjekke omliggende krat, men jeg blev siddende som en skamskudt Ederfugl. Jeg var begyndt at tvivle på, hvorvidt jeg overhovedet havde set de vingebånd. Meget kan nå at gå galt på et enkelt sekund, og måske havde jeg bare tænkt ”Vingebånd!”, mens jeg kiggede på en pæn Skovsanger eller måske bare en Løvsanger? Nogle gange må man stole på sin første indskydelse, men jeg blev stadig mere overbevist om, at det her ikke var en af de gange.

Efter endnu et par doser smertefuld selvransagelse besluttede jeg, at der måtte ske noget. Så jeg satte mig ind midt i krattet og sad så der i en halv time og gloede på de samme Fuglekonger. Men så hørte jeg pludselig et svagt Sangdrossel-agtigt ”sit”, og det kom fra en lille fugl i trækronerne. Allerede i det øjeblik tænkte jeg, at det passede glimrende med en amerikansk skovsangerart. Jeg fik kikkerten på fuglen næsten oppe over mig, hvor den sad skjult bag en stamme med kun hovedet stikkende frem, og den kiggede ned på mig. Næbbet var spidst, og hovedet var gulligt, og jeg tænkte ”øv, Løvsanger”, men nej, det udelukkede kaldet jo! Den hopper videre, og jeg får et godt glimt af oversiden, med mørke vinger og knivskarpe hvide vingebånd, og det afgør sagen. Det var en Yank, uden at jeg havde overblik til at afgøre hvilken.

Klokken var lidt over to, fire timer efter det første glimt. Rystesygen kom tilbage med dobbelt kraft, og jeg hoppede ud af krattet, ringede til RS og sagde: ”Jeg har lige set den igen, og du skal komme NU!” Jeg bad ham også ringe efter Haaning. RS kom først, og jeg stod og fablede om Yanks og pegede ind i lysningen – ”Sæt dig dér!” Jeg gik om på modsatte side for at mandsopdække stedet, og så kom Haaning med kone og børn og hans far Jan. Mens jeg forklarede situationens alvor, væltede RS ud af krattet og lignede en forskrækket Perleugle. Jeg blev lettet, for han havde tydeligvis også set fuglen. Mens jeg stod og drejede om mig selv med telefonen i hånden, gik RS og Haaning ind og fandt fuglen hurtigt igen. Jeg havde ikke kunnet samle tankerne til overhovedet at overveje artsbestemmelse, men Haaning begyndte at snakke om Blackpoll Warbler (= Stribet Sanger). Jeg ringede til de træfdeltagere, jeg kunne komme i tanke om, og meldte en amerikansk småfugl på Mandø. Da jeg blev spurgt, hvilken det drejede sig om, svarede jeg tøset, at ”Haaning og Rasmus snakker om Blackpoll Warbler”. RS stod lige ved siden af og rystede på hovedet og hviskede ”Nej. Nej. Ikke mig! Ikke mig!”, og pludselig begyndte også Haaning at bakke ud. Vi var ramt af hitskræk.
Hurtigt kom folk til stedet, og da vi var 15-20 stykker inkl. Gilleleje-banden med Jan Hjort Christensen, dukkede fuglen frem igen, og straks brølede Hjorten: ”Der er den! Det er en Blackpoll Warbler, det kan simpelthen ikke være andet!” Audouinsmågen må have vaccineret ham mod hitskræk. Nu var den artsbestemt og set af mange folk, og jeg kunne ånde lettet op, ikke mindst da kameraerne senere begyndte at lyne. Jo flere folk, der kom, jo mere medgørlig blev fuglen (amerikanere er nogle show-offs), og da jeg endelig kom lidt mere ned på jorden, fik jeg den også at se ganske fint.

I løbet af eftermiddagen nåede ca. 100 personer at se fuglen (og dagen efter ca. 100 mere), og det er suverænt det mest surrealistiske jeg har været med til. Oven i købet fandt Henrik Mikkelsen en Sibirisk Hjejle, som vi fik set lige før lukketid på Østmandø, og så havde vi næsten været jorden rundt på Mandø den dag. Og inden hjejlen var RS og jeg endda til lagkage og øl hos familien Haaning. En topdag!

Kommentarer:

Morten Møller Hansen skriver fredag 27. oktober 2006 kl. 20.22
Hej Tim!
En fantastisk beretning og stort tillykke med fundet! Nu forstår vi bedre hvorfor den blev meldt ud så sent om søndagen, hvilket jo fik mange (inkl. mig selv), som ikke kunne nå frem før solnedgang, til at puste sig op og blive røde i hovedet som en Fregatfugl!
Især da fuglen var så medgørlig på få meters afstand hele mandagen, virkede det underligt, at den var så skulky dagen før, men den har jo nok siddet og trykket længe og luret på hvad du mon var for én! Og de kraftige rysteture har nok overbevist den om, at den skulle passe godt på :-).
Kanon oplevelse at der omsider kunne findes en yank i et dansk krat!


Knud N. Flensted skriver fredag 27. oktober 2006 kl. 21.12
Sjov historie.
Jeg synes det hører med til finderberetningen, at Tim fandt Stribet Sanger som ny art for Danmark nøjagtig på DOF's 100 års jubilæumsdag. Det er der ikke andre der har klaret.
Det er simpelthen fuldstændig enestående i den ornitologiske danmarkshistorie!

Hilsen og tillykke
Knud


Klaus Malling Olsen skriver fredag 27. oktober 2006 kl. 22.02
Finderberetningen er et lærestykke for alle om: TÅLMODIGHED når en ubestemmelig fugl viser sig! time efter time sad rødderne og afventede fuglen, og som det fremgår: de vidste at noget usædvanligt var igang.
Stor respekt herfra - jeres ihærdige indsats gjorde de dage uforglemmelige. Feltbissernes gave til foreningens jubilæum - og et levende bevis på at det nytter at "slide i felten", som svensken siger!


Erik Vikkelsø Rasmussen skriver lørdag 28. oktober 2006 kl. 10.29
Stort tillykke fra Rørvig-folkene. Vi var flere, der fik set den mandag. Enkelte vi mødte på Mandø udtalte, at det var heldigt fundet. Efter min mening hedder det - dygtigt!. Kun en dygtig, erfaren, tålmodig og omhyggelig ornitolog med sans for detaljer har mulighed for at plukke en så sjælden fugl i landet.

Derfor: Hatten af, stor respekt - og endnu engang tillykke med fuglen.

Selvom jeg har været i Nordamerika flere gange, bl.a. birded i Montana, Wyoming, North and South Dakota, etc. var Blackpoll Warbler ny for mig.

Mange hilsener og tillykke til Tim !

Erik


Jørgen Munck Pedersen skriver lørdag 28. oktober 2006 kl. 20.00
Ja Tim, der fik du rigtigt sat "Klydeungen". Mvh.


Søren Brinch skriver søndag 29. oktober 2006 kl. 09.30
At læse Tims meget livagtige og rasende spændende finderberetning er simpelthen som at blive placeret midt i begivenhedernes centrum. Man kan jo nærmest mærke "tystesygen"....

Jeg ville tit ønske, jeg havde samme - ikke held, men dygtighed som Tim endnu engang har vist med fundet af Stribet Sanger. Vedholdenhed, evnen til at spotte detaljerne og en god plan er gode hjælpemidler i forsøget på at skabe noget stort. Rolf, Rasmus, Henrik Knudsen, Jan Hjorth og andre har bevist, at der med en klar strategi og en vedholdende indsats kan skabes flotte resultater.

Hvis startegien hedder "Find nye DK´er" må de herrer blive forfattere til en guide til os andre almindelige. Var det ikke en ide??

Min tilføjelse til Tims outstanding historie er en afslutning af historien -
Erik Kramshøj og jeg vælger trods dagens fremskredne tidspunkt klokken 16.30, at gøre forsøget. Vi kører med min meget trætte søn Peter fra Fanø til Mandø, og trods meget flot hjælp fra Jørgen Munck, Dennis Jürgensen og Jesper Brodersen lykkedes det ikke at se noget, der bare ligner. Men pludselig meget tæt på "lukketid" lidt før 18.30 udbryder Erik begejstret - men fattet: "Der er den!" Vi var tilsyneladende de sidste, der sammen med Jesper Brodersen så denne lille juvel…..STOR tak Tim!

Hilsner fra
Søren


Henrik F. Nielsen skriver søndag 29. oktober 2006 kl. 20.06
Hej
En super god beretning Tim, var der selv om mandagen hvor den optrådte veloplagt for os alle, havde filmet lidt med mit videokamera, jeg troede ikke jeg fik den, da den var meget svær at fange, men der blev et lille glimt samt et par gode "udbrud" + masser af kamera klik - klippet er ikke noget der giver nogle priser, men jeg har nu alligevel uploaded den på min hjemmeside da det jo må være den eneste eksisterende videoklip af kræet..
Se det på www.hfn.dk og få en fornemmelse af Tim's dygtighed ved at bemærke fuglen.

mvh
Henrik


Alex Sand Frich skriver mandag 30. september 2013 kl. 22.07
har lige genlæst denne beretning og tænker at det er noget af bedste danske feltornitologiske stof jeg nogensiden har læst. Det er næsten som at være der... Mere af den slags på netfugl og gerne også i DOF´s papir-publikationer.




Nye kommentarer til denne nyhed er ikke muligt.




til toppen copyright © 2002-2005 Netfugl.dk - Danmark
kontakt os: netfugl@netfugl.dk - om os: webmasters - genereret på 0.056 sek.
til toppen