Startside   I samarbejde med DOF
Home
DK obs.
VP obs.
Nyheder 
DK listen
Forum
Galleriet
Artslister
Netfugl v. 2.0
Kernebider, Danmark 16. februar 2010 Foto: Carsten Siems


Håndbog update

Klaus Malling Olsen

ISABELLATORNSKADE Lanius isabellinus erstatter Håndbogen tekst 725-726

Længde 17.5-18 cm.

Bestemmelse Ligner hun og immatur Rødrygget Tornskade, men er lidt slankere med relativt længere hale – ofte forstærket af en særegen vane med at svinge halen fra side til side (sjælden hos Rødrygget Tornskade). Oversiden er lysere med rustrød overgump til hale i kontrast til sand- eller askebrun ryg, der om efteråret er utegnet. Desuden er halen lidt længere og virker let afrundet. Kontrast melem ryg og hale er tydeligst i flugten, hvor mange giver mindelser til Rødstjert. Har tydelig soragtig maske mod hvidt øjenbryn. Vingerne er ret korte med 4-6 synlige håndsvingfjer bag tertiærerne (*) Forhold tertiærer:hånd 1:.5-0.8. Undersiden er lys, kun med spredte mørke skæl på især brystsiderne. Halens underside er orangetonet, og undergumpen hvidlig. Vingerne er mørke med hvid plet ved håndsvingfjerenes baser (kan dog være meget svag hos ungfugle). Ben mørkebrune.

I hånden ses, at Isabellatornskade har 2. håndsvingfjer kortere end 5’te. 5. håndsvingfjer har indskæring (se tabel bagest i afsnit for Rødrygget Tornskade)..

Adult han er kraftigst og renest tegnet, og har sort maske, der når næbbets basis. Normalt er undersiden utegnet og næsten hvid.

Adult hun har svagere, bruntonet maske, der normalt ikke når tøjlen og svag kontrast mellem isse og ryg. Kan have enkelte og spredte, mørke skæl på brystets sider og på flankernes forreste del. Adulte har mørke tertiærer med ensartet lyse rande.

Adulte fælder juli-sept. Krosfjer, tertiærer og halen

Juvenil ligner adult hun, men har mærkskællet overside og mangler eller har reduceret hvid plet ved håndsvingfjerenes baser. Armdækfjerene og tertiærerne har mørke subterminalpletter.

Fælder partielt før efterårstrækket (Ryg, skulderfjer, samt varierende grad af tertiærer og halefjer (undertiden alle), og bliver da….

Immatur. Ligner adult hun, men har svage, mørke skæl i panden og på issen, smallere mørk maske (normalt reduceret til mørk streg bag øjet), lys tøjle og ret ensartet lysebrun overside i kontrast til rustrød overgump til overhale. Har højst enkelte juvenile, mørktegnede fjer på ryggen om efteråret. De mellemste halefjer er ofte mørkere end resten af halen, især mod spidsen. Halen har gulbrune sider, undertiden med hvid spids og sorte subterminalletter nær spidsen. Undersiden er sandfarvet med svage, mørke skæl (tydeligst på brystsiderne og forflankerne). Dækfjerene og armsvingfjerene har brede, lyse rande og tertiærerne jævnt lyse rande, der på den lukkede vinge danner et bredt lyst vingepanel (dannet af både armsvingfjer og tertiærkanter). De juvenile tertiærer har mørke skarftestriber og subterminalpletter. Dækfjerene er gråbrune med mørke tværbånd. Hånddækfjerene har lyse spidser og mørke subterminalpletter (hos adult mere ensartede, højst med svagere lyse rande). Håndsvingfjerene er tydeligt mørkere end resten af vingen. Overgumpen har mørke tværskæl, og halen har de juveniles mørke subterminalpletter. Næbbet er mørkt med lyst rosa basis.

Den givne beskrivelse for immatur gælder phoenicuroides. Yngre fugle kan normalt ikke racebestemmes, men de lyseste, næsten sandfarvede fugle med brunlige vinger (uden hvid plet ved håndsvingfjerenes baser), lyst ansigt med udstående mørkt øje mod lys tøjle og kun svag, brun plet bag øjet og utegnede overgump og halefjer (uden mørke subterminalpletter) er arenarius. Sådanne fugle kan med deres "ørkenfarver" og lyst orangerøde hale lede tanken til tornskadeudgave af Ørkensanger!

I 2.efterår som adult, men nogle hanner har lys tøjle og 2K efterår kan fortsat have enkelte mørke fjerbræmmer på issen.

Forvekslingsmuligheder Yngre fugle kan forveksles med hun og ungfugl af Rødrygget Tornskade, der har mørkere brun overside med afstikkende grå nakke og overgump (kontrast omvenst af Isabellatornskade!), bredere, mørke skælundersiden (især langs flankerne og på strubens sider til hagen) og tydeligt lysere sider på den bredere og kortere, mere afskårne hale. Tertiærernes lyse kanter bliver normalt hvide mod spidsen. Har højst svag lyst øjenbrynstribe mod bruntonede øredækfjer.. Adult hun har gråbrun overside som Isabellatornskade phoenicuroides eller mørkere, men har mørkebrun hale og tit artstypiske brune øredækfjer samt normalt mørk stribe i tøjlens nederste del til næbbet. Ung Rødrygget Tornskade bevarer tværbåndet oversideefterårstrækket. Har i modsætning til Isabellatornskade ofte rødbrune indslag på skuldre, forryg og armdækfjer. Mange ung Rødrygget Tornskade har rustrød overhale, men den er da af samme farve som ryggen – ikke afstikkende rødere, og den rødbrune farve er kraftigere end hos nogen Isabellatornskade (vigtigt hos "afvigere2 med lysere gråbrun – men fortsat tydeligt båndet overside – om efteråret). Derimod er underhalen gråtonet. Mangler hvid vingeplet (kun få adulte hanner har det – og de volder ingen bestemmelsesproblemer!). I hånden ses, at 2. håndsvingfjer er længere end 5’te, og at 5’te håndsvingfjer mangler Isabellatornskades indskæring. Se også Brun Tornskade.

Stemme ligner Rødrygget Tornskades.

Geografisk variation 4(5) racer, hvoraf 3 er truffet i området

1 Arenarius (Isabellatornskade; tidligere isabellinus – se nomenklatur nedenfor. Yngler i halvørken i Xingiang, Kina. Overvintrer mellem S Kina, Pakistan og NV Indien. Sjælden mod v til Iraq, og endnu ikke bevisligt truffet i Arabien. Fund af meget lyse fugle i Europa refererer sandsynligvis ikke til denne form, men til isabellinus). Den lyseste form med de relativt korteste, bruneste og rundeste vinger samt længste hale. Har sandfarvet overside, kanelbrun overgump til hale og diffus mørkebrun maske, der begrænses til bag øjet. Tøjlen er lys eller højst med svag, mørk foran øjet, og fremhæver det mørke peberkornsøje. Mangler tydeligt "øjenbryn", da det flyder sammen med den meget lyse isse. Undersiden er sandfarvet, på bugen og midt på struben undertiden svagt lysere. Svingfjerene er brune, kun med smal lys plet ved håndsvingfjerenes baser (2-6 mm; kan mangle hos hunnen); brede sandfarvede rande på dækfjer og tertiærer gør, at vingen "flyder sammen" med ryggen i frisk dragt. Overgumpen og halen er ensartet kanelbrune uden mørke skæltegninger; halen har sjældent meget svage, mørke tegninger. Næbbet er lyst grårosa med sortere spids, men kan (især hos han) være mere udbredt sort.

Kønnene er ret ens, men hannen har tydeligst mørk maske. Hunnen har tit bruntonet maske og svage, mørke skæl på brystsiderne og flankernes forreste del. Mangler normalt tydelig hvid plet ved håndsvingfjerenes baser.

Adult fælder i modsætning til phoenicuroides komplet før efterårstrækket, da den yngler tidligere, men fælder ikke før forårstrækket (i modsætning til andre racer). Juvenil fælder hoved- og kropsfjer før efterårstrækket. Hos de øvrige racer bevarer ungfuglene normalt enkelte juvenile fjer.

Immatur (IK efterår) ofte forbavsende ensartet lyst sandfarvede, med udstående sort øje og kun meget svage hovedtegninger samt ubåndet overgump mod ensartet lyst kanelbrun hale. Vingerne kan være så lyse som resten af dragten, og undersiden er lys, kun med meget smalle og utydelige "skæl" på brystsider og flanker. Tornskadeversion af Ørkensanger!

2 Phoenicuroides (Turkestantornskade. Den vestligste race. Yngler i højtliggende landskab (2100-3550 m) i vestlige C Asien fra SØ Kaspiske Hav (Iran), nordpå til Xingiang, Kina og sydpå fra Turkmenien til Tien Shan, Iran, Afghanistan og V Pakistan. Overvintrer mellem S Arabien og Ø Afrika syd for Sahara (regelmæssigt sydligst i Tanzania med spredte fund længere mod vest til Gambia), men nord for Rødrygget Tornskades vinterkvarter. Eventuelt i NV Indien. Formentligt den hyppigste form i Europa) Adult har mørkere gråbrun overside, afstikkende rustbrun isse, mørk maske og hvidlig øjenbrynstribe, der tit er tydeligst bag øjet. Overgumpen og halen er mørkere rød end hos arenarius, og overgumpen har mørke skæltegninger. Undersiden er hvidlig, incl. struben. Siddende fugle ser undertiden ud til at have helt mørk hale, kun med rødbrune sider. Har altid tydelig hvid plet ved basis af håndsvingfjerene Han har sort maske, der når over næbbasis og bred, hvid øjenbrynstribe, der kan nå panden. Er varmest og renest farvet med ubåndet hvid underside (højst med sart rosa til laksefarvet anstrøg på brystsider og flanker. Hvid plet ved håndsvingfjerenes baser 5-10 mm (kan minde om Hvidhalset Fluesnapers). Næbbet er sort, kun sjældent med lille, rosagrå basis af undernæbbet; det sorte næb flyder normalt sammen med masken. Hun har svagere hovedtegninger med brunere maske, lysere tøjle, svagere lyst øjenbryn, mere "anonymt" brun ryg i svagere kontrast til issen. og ofte svage, mørke "skæl" på struben, brystsiderne og flankerne. Hvid plet ved håndsvingfjerenes baser 3-6 mm. Næbbet har ofte lys basis.

Den mest variable race: nogle har ryggen næsten så mørkt bruntonet som Brun Tornskade cristatus, andre har isse og ryg af samme farve, eller bredere hvidt øjenbryn, der går over panden. Andre er næsten så lyse på oversiden som isabellinus (ca.10% - selv adult han – har så mange blandkarakterer at de ikke kan racebestemmes (phoenicuroides/isabellinus er da at foretrække!). Se nedenfor under varianten "karelini".

Juvenil har først tværbåndet ryg, men den fældes hurtigt før efterårstrækket. Undersiden er cremefarvet med mørke skæl på strube, bryst, bug og undergump. Mangler sjældent hvid plet ved håndsvingfjerenes baser.

I 1. vinter som beskrevet under immatur; fælder det meste af dragten før efterårstrækket, men kan bevare enkelte mørkbåndede fjer på ryggen, issen og overgumpen, samt tydelige, mørke subterminalpletter på halen. Fælder til adultlignende dragt i vinterkvarteret, men evarer undertiden de 3-4 inderste håndsvingfjer til næste fældning.

3 Isabellinus (tidligere specilugerus – se nomenklatur nedenfor. Yngler SØ Altai i Rusland til indre Mongoliet og N og C Kina. Overvintrer C og S Arabien til Ø og C Afrika (Sudan), generelt længere mod N end phoenicuroides og med lille population i V Afrika. Den hyppigste form i Mellemøsten. Truffet nogle gange i Holland og Storbritannien. Formentligt den mest sandsynlige form i V Europa). Ligner phoenicuroides – især varianten "karelini" - men har lysere sandbrun overside og cremefarvet anstrøg på undersiden, og virker derfor mere ensartet. Issen er sandfarvet som ryggen. Har kun svagt lyst øjenbryn, bredest over øjet. Masken ligner phoenicuroides, men er generelt smallere (synes akkurat at dække øjet) og går ikke over panden. Undersiden er en tone varmere gubrun end phoenicuroides og den gulbrune farve når struben. Har som phoenicuroides tydelig plet ved basis af håndsvingfjerene (af samme bredde, men ofte gulbrun-tonet). Han er kraftigst og renest tegnet, med rent sort maske og tit lidt varmere brun isse til nakke. Undersiden er utegnet. Næbbet er stålgråt, ofte med lysere rosa basis i kontrast til sort maske. Hun har svagere, ofte gulbrun-tonet maske, svagt gulbrunt øjenbryn og har issen og ryggen af samme farve.

Hunner og ungfugle kan ofte ikke kendes med sikkerhed fra phoenicuroides, men undersiden er generelt mere gultonet og helheldsindtrykket derfor mere ensartet – forstærket af svagere hovedtegninger. 1. vinter kan undertiden kendes fra phoenicuroides på lysere, mere sandfarvet over- og underside, gulbrunt anstrøg i øjenbryn og maske samt gulbrun strube og lysere brune "skæl og pilespidser" på flankerne. Desuden har næbbet ofte lysere basis. Typiske 1.vinter phoenicuroides har mørkere overside, hvidere underside (dog ofte med sandfarvede flanker) med mere distinkte mørke "pilespidser" og tydelige hvidt øjenbryn mod mørkere brune øredækfjer; hovedet ser derfor mere "adult" ud. Fugle med mellemkarakterer bør ikke racebestemmes – især ikke udenfor det normalt udbredelsesområde!

Isabelinus kan betegnes som en mellemtype mellem arenarius og phoenicuroides.

Adulte fælder i lighed med arenarius komplet før efterårstrækket.

Udenfor WP findes yderligere en mulig race:

4 "Tsaidamensis" (N og C Kina (Quinhai, Overvintringsområde dårligt kendt; når muligvis S Iran). Ligner arenarius, men er endnu lysere, og har længere vinger (hos han op til 102 mm). Nogle er dog identiske med isabellinus. Racens validitet er uklar – further information needed!

En lys form "karelini" findes indenfor phoenicuroides’ udbredelsesområde. Den har grålig overside, kun svagt kanelbrunt anstrøg på issen, smalere og brunere maske, ofte lys tøjle, svagere, sandfarvet øjenbryn og hvid til sandfarvet underside. De yngler i lavland (phoenicuroides i større højder), og synes at være hyppigst i overlapningsområdet med Rødrygget Tornskade og phoenicuroides. Regnes af nogle russiske autoriteter som hybridform mellem Rødrygget Tornskade og Isabellatornskade. (et fund af en Isabellatornskade, sept. 2000 i Storbritannien ligner mest denne form (pers. com.),selvom den er bestemt til isabellinus (Millington 2000).

Nomenklatur Bemærk: den race, der er benævnt speculigerus i Håndbogen nu har "byttet navn" til isabellinus. Denne form (mrk maske og sorte vinger) yngler i Mongoliet, Transbaikal og N Kina. Den "tidligere" isabellinus (lyse fugle med brune vinger) benævnes nu arenarius (Pearson 2000).

Hybrider Phoenicuroides hybridiserer i overlapningsområdet med Rødrygget Tornskade med denne i 3 områder: SØ for Kaspiske Hav til N Iran, NØ for Araløsøen i Kasakhstan og i østlige Kasakhstan NØ for Lake Balkhash. Isabellinus hybridiserer med Rødrygget Tornskade i SØ Altai (44% hybrider i centrale dele af dette steppeområde). Formentligt hybridiserer de også andre steder, hvor de to arter mødes. Hybrider mellem Isabelatornskade og Rødrygget Tornskade er også truffet i Israel og Ø Afrika). Sådanne hybrider ligner Isabellatornskade, men har røde fjer i ryggen og bredere, sorte indslag i halen (kan være næsten helt mørk). Kan have bruntonede halesider (afspejler Rødrygget tronskade hans hvide). Hybridisering med isabellinus og Brun Tornskade er kendt i 2 tilfælde.

Taksonomi Blev tidligere regnet som race af Rødrygget Tornskade og Brun Tornskade. Nogle (Panov 1995, Sangster et al. 1999) regner phoenicuroides som egen art: Turkestantornskade, adskilt fra arenarius Isabellatornskade. Sangster et al. (1999) regner med phoenicuroides, arenarius og isabellinus som 3 gode arter.

Forekomst/biotop I Europa sjælden gæst (især ult. Sept.-pri. Nov) med enkelte forårsfund. I Storbritannien således min 57 fund t.o.m. 2000, i Sverige 10 fund og i Holland 8 fund t.o.m. 2000. De fleste har været phoenicuroides, men enkelte isabellinus. I Danmark blot ét fund (juni 1994, Anholt). Yngler i fladt eller let kuperet terræn, halvørken og ørken med spredte buske og træer. I øvrigt i lignede biotoper, ofte ved agerland.

Bemærkninger: * Håndsvingfjer bag tertiærer: arenarius 4 (33%), 5 50%, 6 (17%) n=12. phoenicuroides: 5 (38%), 6 (62%). N=18. Isabellinus 4 (21%), 5 66%), 6 (58%). N=19. Exceptionelt er 7 håndsvingfjer set bag tertiærer (1% af 100 undersøgte totalt, incl. ikke racebestemte).

Kilder:Litteratur L. Svensson 1992: Identification guide to European Passerines (4 opl.). Märstatryck, Stockholm. - S. Cramp & C.M. Perrins 1993: The Birds of the Western Palearctic, Vol. VII. Oxford University Press. – E.N. Panov 1995: Superspecies of shrikes in the Former USSR. Proc West Found Vertebr Zol 6:26-33. - K. Malling Olsen, M.J. Bunch, K. Thorup & C.C. Tofte 1996: Fältbestämning – tärnskator.Fåglar i Sörmland 29: 13-25. – H. Shirihai 1996: The Birds of Israel. Academic Press. – N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes. Pica Press. - K. Malling Olsen 1999: Fältbestämning av brun törnskata och isabellatörnskata. Roadrunner 4/99: 25-33. – G. Sangster, C.J. Hazevoet, A.B. van den Berg, C.S. Roselaar & R. Sluys 1999: Dutch avifaunal list: species concepts, taxonomic instability and taxonomic changes in 1977-1998. Ardea 87: 139-165. - A.B. van den berg & C.W. Bosman 1999: Zeldzame vogels van Nederland. GMB Uitgiverij. – P.L. Meininger, H. Schekkerman & I. van den Berg 2000: "Izabelklauwieren" op Vlieland en op Texel en bij Castricum. Dutch Birding 22:319-321. - D.J. Pearson 2000: The races of the Isabelline Shrike Lanius isabellinus and their nomenclature. British Bulletin Onnithological Club 120:22-27. – R. Millington 2000: The isabelline shrike in Cambridgeshire. Birding World 13:366-367. T. Worfolk 2000: Identification of red-backed, isabelline and brown shrikes. Dutch Birding 22: 323-362. – M.J. Rogers & the Rarities Committee 2000: Report on rare birds in Great Britain in 1999. British Birds 93: 512-567.

Skindstudier: Zoologisk Museum, København og Naturhistoriska Riksmuseet, Stockholm.

Egne observationer: Kenya (dec-jan,), Kasakhstan og Kirgisien (juni 1989), Öland, Sverige (okt. 1994).

Korrespondence, diskussioner og udlån af fotos: Lars Svensson, Reuven Yosef, Hanne & Jens Eriksen, Antero Topp, Markus Vareuvo, Conrad Greaves, Arnoud B. ven den Berg, Mike Hall, Mads Herbøl, Stig Jensen, Mads Jensen Bunch, Kasper Thorup, Carl Christian Tofte, Christian Cederroth og HOF’s kurser i avanceret feltornitologi (tak alle).


 
til toppen copyright © 2002-2005 Netfugl.dk - Danmark
kontakt os: netfugl@netfugl.dk - om os: webmasters - genereret på 0.030 sek.
til toppen